Man fylder ikke meget i denne her by. Jeg er alene. Om aftenen og om morgenen er jeg på værelset. I dag er det en uge siden, jeg kom hertil. Da jeg vågnede for lidt siden, gik jeg ud for at gå i kvarteret, jeg fulgte railwaytogene, som kører ad broer, der ligger over gaderne. London Fields Rail Station, Cambridge Heath. Det er, som om stationerne er blevet placeret, så de holdes skjult i sidegaderne. Her er ingen søer. Man kører under Themsen uden at vide noget om det. Hele tiden lyden af fly, som letter. Der er ikke mere elektricitet på mit værelse, jeg skal gå ind på en tankstation og betale på forskud, når den er løbet ud. Vandet smager af klor. Jeg spiser suppe fra en karton. Jeg har lagt mig i sengen for at se Scener fra et ægteskab på min computer. Nu sætter hun sig ned i badekarret for at skylle sæden ud af sig med bruseren, det er måske mest af alt det, han senere vil hade hende for. Men se den måde, hun går på. Se hendes lange røde hår, når hun slår det ud over morgenkåben, og det falder.
Hvor umulig smuk du ser ud i den slowmotionvideo, jeg har filmet af dig, når du taler, og måden, du bevæger din hånd. Jeg vil så gerne hjem igen. Vil jeg nogensinde falde i søvn. Jeg læste, at romerne brugte det samme udtryk for “at leve” som for “at være iblandt mennesker”, ligesom deres betegnelse for “at dø” og “at ophøre med at være iblandt mennesker” var den samme. Det er en forbindelse, som jeg tror, det er vigtigt at give videre.
Videos by VICE
Jeg ligger og lytter til flyene, som letter og til shawarmabarens ventilation. Det hele fortsætter ud i natten og morgenen. Hvor er du henne nu?
Jeg sidder på bagsædet af bus 26, jeg har tænkt mig at køre ud til endestationen Waterloo. Sådan får jeg en time til at gå. Når du forsvinder, slutter alting, ved du godt det, ved du, hvad der så sker?
***
Jeg fortalte dig om at sidde i vindueskarmen på Amager. Om at se hen over universitetets tage og på røgen fra skorstenene ved forbrændingen i Sydhavnen. Om at kede sig hjemme på værelset og holde øje med vindens styrke, om den kom fra den eller den side. Fx når der ikke længere var nogen vind fra øst til at opløse røgen, sådan som den ellers næsten hver morgen blev opløst mod venstre væk fra vinduet og ud mod Amager Vest. Jeg fortalte dig, at jeg ikke dukkede op til min rustur, at jeg holdt mig væk fra introdagenes pubcrawls og stafetter, hvor jeg vidste, man skulle løbe med agurker mellem lårene. Jeg fortalte dig om himlens forskellige måder at afvige fra grå. Om den pige, jeg hellere ville være end mig selv, hun havde langt rødt hår, jeg havde set hende ligge og drikke øl i græsset ved Dronning Louises Bro. Jeg fortalte, at dem, jeg havde kaldt “pigerne”, i virkeligheden bare var en læsegruppe. At jeg nogle gange tog pænt tøj på og cyklede gennem byen for at få aftnerne til at gå.