Dengang holdet fra ‘Titanic’ fik muslingesuppe med PCP

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Australien

Det kunne ikke blive større, når det kom til skandalehistorier fra Hollywood i 1996: Hele holdet bag Titanic var blevet forgiftet af en muslingesuppe med PCP. Selv Bill Paxton. Selv James Cameron. Leonardo DiCaprio og Kate Winslet slap dog med skrækken, fordi de var ikke med i de scener, der blev filmet i Canada.

Det var den sidste aften, hvor der skulle filmes i Nova Scotia. Efter fem uger i det kolde nord var de næsten færdige, og hele holdet skulle rejse videre til nogle større kulisser i Mexico. Alle var glade og humøret var højt.

Når man arbejder fra morgen til aften er tidsplanerne ret skæve, så den dag blev holdet kaldt sammen omkring midnat til et sidste måltid sammen. Selv James Cameron kom ned fra sit kontor for at skåle på nogle veloverståede uger. Kokkene forberedte det helt store ædegilde, og det mest bemærkelsesværdige var en kæmpe portion muslingesuppe. Folk stod i kø for at få anden og tredje gang. Og så var det ellers tilbage til arbejdet.

Marilyn McAvoy var en af personerne på holdet. På grund af sin baggrund i kunstverden kunne hun male falske malerier, illustrere Jacks malebog og få rekvisitter til at se ældre ud. Nu er hun en selv en etableret kunstner, og hun talte med os om, hvordan det var at blive helt fucked af PCP-suppe uden at være forberedt.

Alle billeder af Ben Thomson

VICE: Hey Marilyn, hvordan smagte suppen?
Marilyn McAvoy: Suppen var fantastisk. Folk kom tilbage for at få en portion mere. Jeg var også lige ved at gå op og tage en portion til. Det tror jeg var en del af problemet: Folk spiste simpelthen mere, end de plejede, fordi det var så lækkert.

Hvad kan du ellers huske fra den aften?
Der foregik ikke noget mærkeligt… indtil efter vi havde spist. Da vi kom tilbage fra aftensmad omkring en halv time efter, lagde jeg mærke til, at tingene ikke var, som de plejede. Alle virkede forvirrede. Alle havde svært ved at få gjort deres arbejde.

Hvad lavede du selv?
Jeg havde fået en kittel, som jeg skulle forælde, hvilket er en super simpel procedure. Man laver bare et te-bad til den. Jeg skulle hente noget ovenpå, og nogle andre ting et andet sted. Jeg kan huske, at jeg bare gik rundt og forsøgte at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne finde tingene. Alting var sløret.

Hvordan reagerede de andre?
Mens jeg forsøgte at regne ud, hvad der foregik, begyndte alle at gå udenfor. De samlede sig alle sammen udenfor de store porte ind til bygningen, vi arbejdede i. Jeg hørte senere, at da det gik op for James Cameron, at der var noget i suppen, var han løbet op til sit kontor og havde tvunget sig selv til at kaste op.

Hvornår gik det op for folk, hvad der foregik?
Det var faktisk ret komisk. Den ene halvdel havde det helt normalt, fordi de ikke kunne mærke noget endnu, og de andre trippede. Vi var ligesom opdelt på den måde, og folk i den “raske” gruppe begyndte at glide over på den anden side. Det var deromkring, at det gik op for os, at alle, som havde spist suppen, var påvirket af en eller anden form for hallucinogen.

Hvad skete der så?
Der kom nogle busser og hentede os og kørte os til Dartmouth General Hospital. Klokken et om natten væltede vi ind af dørene til hospitalet i samlet flok. De anede ikke, hvad de skulle gøre med os. Det var ret kaotisk. Der var nogen, der havde det rigtig skidt. Jeg tror, at nogle af dem, som havde flere erfaringer med stoffer, fik flashbacks og dårlige trip.

Hvordan påvirkede det dig?
Det hele var bare så surrealistisk. Det føltes som en kombination af at være skæv efter en joint og at være fuld. Jeg fungerede, jeg læste i nogle blade. Det hele var som en drøm.

Havde du nogle erfaringer med hallucinogener på forhånd?
Nej. Så da det begyndte at virke, var det ret skræmmende, for jeg havde aldrig prøvet at være påvirket på den måde før. Vi anede ikke, hvad det var, vi havde fået. På det tidspunkt tænkte jeg ikke over, hvor farligt det egentlig var, for det hele var så uventet.

Hvordan tog de sig af jer på hospitalet?
Vi var der hele natten. De placerede os i nogle små båse med gardiner omkring, men ingen gad blive i deres båse. Alle væltede rundt på gangene og gik ind i hinandens båse. Folk havde rigtig meget energi. Nogle kørte rundt i kørestole og drønede ned ad gangene. Alle var jo super høje! Så de gav os en drik med kul i, som skulle fjerne giftstofferne. Da solen stod op, var det begyndt at aftage. Der var nogen, der spillede hackysack. Alle ville bare gerne hjem.

Hvad var efterspillet?
Vi skulle tilbage og på hovedet i seng, så vi kunne være klar på arbejde igen om aftenen og filme de optagelser, der var blevet afbrudt. Det var meget mærkeligt. Det blev undersøgt, hvad der egentlig var sket, men jeg tror aldrig, der kom nogen officiel afgørelse i sagen. På holdet var der rygter om, at det var en utilfreds kok, som var blevet fyret, men jeg hørte aldrig mere om det.

Når nu det var den sidste dag, var der vel heller ikke tid til, at den store paranoia kunne opstå?
Nej, det er rigtigt nok. Det har jeg aldrig tænkt på. Jeg ville nok begynde at tage min egen frokost med, for selvom det var sjovt, var det også ret traumatiserende. Så du har ret – det kunne have ført til rigtig meget mistillid.

Påvirkede oplevelsen dit forhold til stoffer?
Nej, ikke rigtig. Men jeg fik alligevel en forståelse for, hvor potent den slags er. Hvis jeg havde taget endnu en portion, havde jeg måske haft en helt anden oplevelse.