Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue
I en tid hvor selv Noma må genopfinde sig selv, har et håbløst umoderne spisested i udkanten af Frederiksberg stadig hvid labskovs på menuen. Café Lindevang har valgt at gå den modsatte vej: Hverken indretning eller menukort ser anderledes ud end dengang, stedets stamgæster var børn. Nu sidder de der bare med deres egne børn, i de samme brune lokaler, og slubrer den samme brune sovs.
Videos by VICE
“Interiør-arkitekterne vil antagelig slå korsets tegn i stumfilm. Til gengæld ryger Café Lindevang til tops på Osvald Helmuth-skalaen.”
Sådan indleder Politikens Lillian Kaufmann sin anmeldelse af stedet, og selvom hun mener, at fadøllet var for koldt, er hun begejstret for sit besøg. Anmeldelsen blev bragt den 17. maj 1991.
“Når jeg synes, at Lindevang har et godt køkken, der hæver sig i genren, er det fordi, man får fuld valuta for pengene. Hjemmelavet, rigeligt og godt,” konkluderer hun.
Sidenhen er Lilian Kaufmann gået bort, og nordisk gastronomi har gennemgået en udvikling, som kogebogsforfatteren nok ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Måske havde hun slet ikke gidet at beskæftige sig med frikadeller på ydre Frederiksberg, hvis hun havde været madskribent i dag, men jeg er ret sikker på, at hendes oplevelse af stedet havde været præcist den samme, 26 år senere.
Indretningen har – præcis som klientellet – ikke ændret sig i løbet af årene.
Jeg er selv kommet på Lindevangen igennem mange år, både med venner, kæreste og familie, og jeg har aldrig oplevet at gå hverken sulten eller skuffet ud af døren. Til gengæld har vi været fulde og larmende til julefrokoster og polterabender, og den slags tager tjenerne ikke så tungt. Deres bramfri stil virker afvæbnende på både tørstige tømrerlærlinge og fine frederiksbergfruer, og de snapsebranderter, som gæsterne af og til sidder tilbage med, er tilsyneladende en del af charmen.
“Lindevangs trækplaster har altid været den gemytlige, tilbagelænede og uhøjtidelige stemning. Det er en atmosfære, som har præget stedet så langt tilbage, jeg kan huske. I gamle dage var det et arbejderværtshus, men i dag er Lindevangen i lige så høj grad et sted for det pænere, lavere borgerskab,” siger den kendte byhistoriker og forfatter Allan Mylius Thomsen, som selv frekventerer Lindevang med sine gamle venner fra fodboldklubben KB.
LÆS MERE: Jeg tilbragte et døgn i Grøften med sild, Johnny Reimar og folkelighed
I 1998 skrev han kultklassikeren De ydmyge steder – en kulinarisk og berusende guide til Københavns og Frederiksbergs traditionelle restaurations- og værtshusliv.
“Det, jeg har opdaget, er, at de steder, der har holdt stand, er blevet meget populære hos de yngre generationer. Folk, der simpelthen har fået nok af fusionskøkkener og caffe-latte helvedet. Den mere rustikke, klassiske hygge, der præger de gamle, tilbageværende steder, har fået et kæmpe comeback. Steder, der udstråler en ægthed og autenticitet, som en nyåbnet restaurant i Kødbyen har svært ved at opnå. Og lige præcis sådan et sted er Café Lindevang.”
Alligevel er jeg lidt spændt på, hvad mine to kolleger siger til stedet. Den ene er fra Fredericia og velbevandret udi det traditionelle, danske køkken, den anden er på besøg fra Mexico og har ikke den fjerneste idé om, hvad der venter ham.
Wienerschnitzel med brasede kartofler og tyk brun sovs.
Restauranten ligger i hjørnet af en vindblæst, byfornyet plads, der engang var sporvognens vendesløjfe, og hverken den afsides beliggenhed eller den undselige facade med de blyindfattede vinduespartier vidner om, at der gemmer sig en madoplevelse, som er værd at cykle gennem byen for. Måske er det derfor, jeg mærker et stik af nervøsitet på mexicanerens vegne. Havde han alligevel været bedre tjent med en aften i Kødbyen frem for en afstikker til et dødt område? Det er for sent nu.
Indenfor er alt ved det gamle. En tjener byder os velkommen i det stuvende fulde lokale med de brune træpaneler, det gule tapet, de antikke lamper og billederne, der har hængt på væggen lige så længe, nogen kan huske.
Aftenmenukortet byder på otte forskellige hovedretter, og vi bestiller ribbensteg, wienerschnitzel og frikadeller. Kort tid efter ankommer tre stålfade, som optager næsten al pladsen på bordet. Schnitzlen er med brasede kartofler og surt til, ribbenstegen har selskab af hvide og brunede kartofler samt rødkål, og frikadellerne, som er sprødstegte og på størrelse med voksne mænds knytnæver, er ledsaget af kartofler og rigelige mængder tyk, brun sovs (ikke sauce). Det er bundsolid, veltillavet og befriende politisk ukorrekt mad af den slags, din mormor sidder på plejehjemmet og sukker efter.
LÆS MERE: På Chicky Grill i Kødbyen sejrer bøfsandwich over byfornyelse
Da Lindevang slog dørene op i 1938, var stedet i sine første leveår et rendyrket værtshus med billardbord og kakkelovn, som gæsterne selv fyrede op i. På hjemmesiden kan man læse, at den første kulinariske succes var en portion biksemad med to spejlæg til 60 øre. Men i 1962 kom der fokus på det gode danske smørrebrød med gode anmeldelser til følge. Siden dengang er der ikke blevet ændret væsentligt i hverken menukort eller indretning. Det nyeste visuelle tiltag er en indrammet plakat med Peter Schmeichel, der stammer fra hans storhedstid på landsholdet. Den har vist omtrent 25 år på bagen. På væggen hænger også et par iøjnefaldende skilte, hvor der står “Byens dårligste madsted”.
“Det er en gammel joke, der stammer fra den forrige ejer, Ellas, tid. Nogle slagtere drillede hende lidt og havde en dag lavet sådan et skilt, hvor det stod på. Og så lod hun skiltet hænge lidt, fordi hun tænkte, at det var en meget god joke,” forklarer John Hansen på et drævende københavnsk, som er lige så autentisk som den restaurant, han står i spidsen for sammen med Carsten Jensen. Sammen overtog de restauranten for 10 år siden fra Jørgen Krabbenhøft, der tilbage i 60’erne var en af Danmarks første og største rockstjerner i pigtrådsgruppen The Hitmakers.
Medejer af Café Lindevang John Hansen.
“Vi lovede ham, at vi ikke ville ændre på konceptet, og hvorfor skulle vi også det? Vores opskrift på succes er egentlig bare, at vi ikke ændrer på opskriften. Mange af vores gæster ved, hvad de skal have, inden de overhovedet har kigget på kortet, for de er kommet her lige siden, de var små. Nu har de deres egne børn med, det er dejligt at se,” siger John Hansen. Han fortæller, at de også tæller Thomas Helmig og drengene fra D-A-D blandt deres tilbagevendende kunder. Senest fik de besøg af ingen ringere end Christopher.
“Han kunne lide maden. Det var lige så håret, det krøllede, mand,” siger ejeren om besøget fra den unge musiker. Mest trofast af de prominente stamgæster er Johannes Møllehave. Den danske præst og forfatter kom indtil for nylig på restauranten tre-fire gange om ugen og har gennem årene efterladt en del håndskrevne hilsner på servietter, som er kommet i glas og ramme. På en af dem står der: “Her fik Johannes Møllehave sin smukke runde ølmave.” Servietten har fået plads på væggen ved entréen.
John Hansen fortæller, at interiøret bliver nænsomt vedligeholdt, men aldrig udskiftet, for forandring er uønsket. For noget tid siden skiftede to billeder plads på væggen, og det blev der “kommenteret på”. Det er næsten, som om der eksisterer en uudtalt pagt mellem Lindevangen og stamgæsterne: Så længe I kommer igen, laver vi ikke om på noget. Specielt ikke maden. Det er fint med køkkenchefen, Annette Klyhn Orkild, for hun har samme indstilling til tingene. “Ellers var man her jo ikke”, som hun siger. Ligesom John Hansen mener hun, at man “ødelægger Café Lindevang” ved at lave om på menukortet. Alligevel er der – trods alt – sket ændringer i de 28 år, hun har været i restauranten.
“I dag laver vi næsten alting fra bunden. Og så har vi fået en kartoffelsild og en roastbeef med remoulade på smørrebrødskortet. Dengang, jeg startede, var der skinke med spejlæg på. Det har vi taget af, fordi det ikke er noget, man spiser længere. Desuden var der en paneret svinekotelet, der blev serveret med rødkål, sovs og kartofler. Den har vi også taget af, fordi vi til sidst ikke solgte noget af det.”
Nu er det rødspættefilet og ribbensteg, der hitter til frokost, mens wienerschnitzlen, der først kom på menuen under den tidligere ejer, dominerer bestillingerne om aftenen. Selvom det glæder Annette, at de yngre generationer værdsætter hendes mad, ærgrer hun sig lidt over at, at nogle af de gamle retter langsomt går i glemslen.
“De af ‘dagens ret’, der solgte rigtig godt dengang, jeg startede, kender de unge mennesker ikke. Sådan noget som kåldolmer, kogt oksebryst med pebersovs… Alle de der vidunderlige danske retter, som vi stadig laver, men som bliver mindre og mindre populære. I går havde vi hvid labskovs på menuen. Det er der ikke nogen, der spiser længere, og det er fandeme lavet helt fra bunden. Men vi laver dem stadig. Vi håber jo på, at nogle af de unge får øjnene op for dem,” siger hun.
Siden Allan Mylius Thomsen udgav sin guide til byens ydmyge steder, er omkring en fjerdedel af de 105 beværtninger, som bogen omtaler, forsvundet. Der er 10 år, til John Hansen og Carsten Jensen går på pension, og indtil da er der nok ikke grund til at frygte for Lindevangens skæbne. Hvad, der sker derefter, afhænger af, hvem der tager over.
“Jeg har levet længe nok til at kunne konstatere, at mange af de klassiske steder, hvor nye ejere har forsøgt at ændre på konceptet, der går det altså galt. Schønnemann på Hauser Plads havde et dyk op igennem i 90’erne, før tingene blev ført tilbage til udgangspunktet, og så fik stedet en opblomstring. Det samme billede ser vi med Husmanns Vinstue, Kanalcaféen og Slotskælderen, som har gode tider i dag. Det er de restauranter, som har bevaret autenticiteten og respekten for traditionerne. Jeg tror slet ikke, man kan overvurdere, hvor vigtigt det er,” siger byhistorikeren.
Tilbage på restauranten labber min mexicanske kollega den brune sovs i sig (“it’s like Mexican mole!”) og støvsuger fadene for karamelliserede kartofler. Enten er han vild med maden, eller også er han en virkelig god skuespiller. Vi skyller herlighederne ned med endnu en fadøl og runder aftenen af med snaps, kaffe og hjemmelavede pandekager med is, før vi tumler ud i nutiden, halvfulde og helmætte.
