Reza gik fra at blive drillet med sin musik til at revolutionere dansk rap

Denne artikel er bragt som del af serien “The Producers” i VICE Magazine – Music Issue 2017

Før i tiden var navnene på hiphop-producere noget, som kun hardcore musikfans kendte til. I dag har Mike Will Made-It udgivet flere hele rapalbum uden at rappe et eneste ord selv, og Metro Boomins producer-tag i sig selv får samtlige millennials til at gå bersærk, så snart de hører det. På den danske scene er der også ved at danne sig et felt af toneangivende producere, og vi har spurgt nogle af dem om deres musikalske udvikling og producerens rolle i rapmusik.

Videos by VICE

33-årige Reza Forghani, der til daglig laver musik under sit kunstnernavn, Reza, er Sivas‘ faste samarbejdsmakker og har blandt andet produceret de genredefinerende ep’er d.a.u.d.a og d.a.u.d.a 2. Derudover arbejder han også produceret for andre kunstnere som Kesi og MellemFingaMuzik.

Noisey: Hvad er din musikalske baggrund?
Reza: Det startede med Michael Jackson, Ace of Base og 2 Unlimited. Jeg var fuldstændig besat af det i 1. klasse. Der vidste jeg, at jeg skulle lave musik. Jeg har altid kunne lide at se folk danse, have rytme og føle musikken, og jeg gik også til alt muligt dans og var rigtig god til det som dreng. Da jeg senere flyttede til København, blev jeg dj. Som 20-årig havde jeg sparet feriepenge op til at købe udstyr og begyndte at lave musik på computeren. Jeg kunne ikke instrumenter, så tænkte jeg: “Fuck det, jeg laver det selv.” Da jeg startede, skulle jeg finde folk, der kunne hjælpe mig, så jeg fandt et kursus i Brøndby lørdag morgen. Der mødte fire mennesker op, og selv om læreren var nice, gik alt for langsomt. Så mødte jeg en anden fyr, der prøvede at lære mig om at lave musik på computeren, og selv om han viste mig flere forkerte ting, lærte han mig også lidt. Men så mødte jeg Sivas, og han lærte mig det hele, fordi han kunne producere i forvejen.

Hvad var så dit første rap-projekt?
I starten rappede jeg selv lidt for sjov. Halvandet år efter mødte jeg Sivas, og så begyndte han at rappe engelsk. Det var i 2002. Han var inspireret af 50 Cent, Dipset og Cam’ron, så det var bare en semikopi af det, selv om jeg hurtigt prøvede at arbejde med at lave vores egen lyd. Jeg arbejdede med 808-trommer, men der var ikke andre end Sivas, der gad rappe på det. Jeg har altid hørt ting med 808’s; Hot boyz, Lil Wayne, Juvenile og UGK. Alt sådan noget. Men folk forstod det bare ikke i Danmark endnu. Efter nogle år fattede folk det, og alle begyndte at rappe over den slags beats, men jeg har haft ti års forspring med det. Det er også derfor, jeg er den sygeste i Danmark. Men du forstår ikke, hvor meget hovedpine, folk har givet mig over det før i tiden.

Hvordan har du set producerens rolle udvikle sig?
Da jeg var helt lille, ville jeg være producer, fordi Quincy Jones bestemte over Michael Jackson, fordi han var hans producer. Sådan er det ikke mere, fordi det er blevet så nemt at lave musik. Jeg er bare masseproducent af noget, der bliver lavet meget af i forvejen. Så er jeg bare heldig, når rapperne vælger mine beats. Musik bliver mindre og mindre værd, føles det som om, fordi tingene bliver hurtigere udskiftet. Det bliver til metervarer. Hvad kan jeg gøre? Ikke så meget andet end at lave flere beats og sange. Men jeg har lært, at når man laver musik i Danmark, skal man også tænke på at finde penge andre steder fra. Det er for eksempel derfor, at jeg også laver skuespil.

Hvordan er du at arbejde med i studiet?
Hvis personen vil have, at jeg skal gøre noget, gør jeg det. Da jeg arbejdede med kundeservice, lærte jeg, at kunden skal være glad. Hvis du ikke kan lide nummeret, som vi har lavet det, så bare sig det, og så laver vi det om. Jeg skal bare synes, det er fedt også, men så længe melodien er fed, og der er et fedt groove, er jeg glad. Hvis der så skal laves om på nogle ting i måden, nummeret lyder på, er det helt fint med mig.

Hvordan har du udviklet din lyd, siden du startede?
Jeg har skiftet programmer og trommelyde og prøver altid at finde på nye melodier, men mine beats er meget det samme hele tiden. For det vil jeg gerne have, at de skal være. Jeg er ikke typen, der pludselig tager et børnekor ind, hvis du forstår. Min lyd handler om energi, ægte mennesker, og at du får lyst til at vide noget mere om de her folk, når du ser dem. Det er altid personaen, der er vigtigst for mig, når jeg vælger kunstnere at arbejde sammen med.

Hvornår vidste du, at du havde et særligt talent for at producere?
Jeg tror, man skal lede efter sit talent, og det gjorde jeg i en tidlig alder, for jeg vidste, at hvis man starter tidligt, får man et forspring. Derfor har jeg ikke taget noget andet seriøst end musik. Folk har altid spurgt mig: ”Hvordan kan du være så ligeglad?” Hvis jeg for eksempel blev drillet i skolen. Men jeg hviler i mig selv, fordi jeg ved, hvad jeg vil i mit liv. Det giver mig ro.

Hvad skal der ske nu?
Nu skal jeg lave mere fed musik og bevise, at jeg er god, så jeg kan lave andre ting. Film, tv og mad, måske. I sidste ende går jeg op i personlig udvikling. Det er også derfor, mine rappere har fede personligheder. Jeg er ret besat af os mennesker.

Tak, Reza.

Læs de andre interview i serien: