Annoncering
koncerter

Hey høje mennesker, stil jer nu bagerst til koncerter, så vi andre kan se

Der er lige præcis nul fordele ved at være lav, når man er til koncert.

af Ryan Bassil
08 januar 2019, 1:18pm

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Der er meget få fordele ved at være lav af statur. Godt nok siger forskere, at lave mennesker lever længere, det er aldrig et problem at få plads til benene på et fly, og så er sneakers i børnestørrelse momsfri i Storbritannien. Men derudover kommer man ikke udenom det faktum, at verden er skabt til høje mennesker. Og det kan man især se til koncerter.

Som en mand, hvis højde ligger godt fem centimeter under det nationale gennemsnit, så oplever jeg for det meste, at jeg ikke kan se noget som helst til koncerter. Jeg tilbringer typisk hele aftenen med at stå og glo på en række svedige rygge og prøve at undgå at blive kvalt i lange hestehaler. Hvis jeg er heldig, og hvis jeg stiller mig på tæer, kan jeg lige akkurat ane musikernes knæ i korte glimt mellem de to fyre, der står og rocker ud foran mig.

Man kan godt argumentere for, at det er del af charmen ved livemusik. Hvis man ikke kan se kunstneren ordentligt, forbliver mystikken intakt, og det kun noget, vi lilleputter forstår. Man kan forestille sig, at alle den populære musiks store live-milepæle – The Ramones på CBGB, Sex Pistols på The 100 Club, Velvet Underground på Max’s Kansas City – har fået deres legendestatus, fordi alle de lave tilskuere fik den "autentiske liveoplevelse" med masser af ufrivilligt slugte hårrødder. Måske er der en fordel i at hoppe op og ned for at kunne se, måske styrker det knoglerne og sikrer, at kommende generationer videreudvikles. Det reducerer i hvert fald den skade, du har gjort på din krop, ved kontinuerligt at erstatte kostpyramidens brede ende med shawarma.

Screen-Shot-2015-10-29-at-15-10-15

En lav persons perspektiv (via)

Nej, jeg giver op. Der er absolut ingen fordele ved at være lav til en koncert. Det eneste, man opnår, er potentielle rygskader, når man står og flagrer med hovedet som en palme i en orkan bare for at fange et glimt af bandet. På vej ud taler alle dine venner om de bedste øjeblikke fra koncerten, og det eneste, du kan byde ind med, er en detaljeret beskrivelse af lugten af den rygsved, der ligger som en ansigtsmaske på dit fjæs.

Det mest irriterende er, at høje mennesker er så ubevidste om den velsignelse, deres højde er, at de bare stiller sig, hvor de vil. Det er dét, der ødelægger det hele for os andre – vi høflige, venlige korte medmennesker, som ikke kan se en skid. Mangel på menneskeligt hensyn præger mange ting i livet – myndighederne, internettet, mig, når jeg ryger på min sambos værelse – men jeg har aldrig oplevet den så udtalt, som når en høj person til en koncert stiller sig lige foran mig og blokerer mit udsyn.

Og det er ikke engang, fordi det er værst for fyre. Min medskribent på Noisey Emma Garland, der også er lavere end gennemsnittet, siger altid, at det eneste, der er værre end at være kvinde til en koncert, er at være en lav kvinde til en koncert, fordi ”en koncert i så fald handler om enten at vælge at stå helt oppe foran og risikere at blive knust/befamlet eller finde et taktisk sted bag i salen, hvor man så er i overhængende fare for at få en albue i fjæset.”

Men hvad kan vi gøre for at løse problemet? Visse koncertsteder – som for eksempel Londons Brixton Academy eller Hammersmith Apollo – har gulve, der hælder. I teorien burde det fungere, hvis man stiller sig bagerst i lokalet, hvor man så er hævet over dem foran, men det er jo så fløjtende ligegyldigt, hvis en høj person kommer og stiller sig lige foran en. Hvis en hældning skal fungere, skal den være lige så stejl som en klippevæg. Man kan selvfølgelig gå efter koncertsale med siddepladser. Jeg er en gammel mand på 23, jeg går i bad hver aften og køber duftlys med jævne mellemrum, og derfor er jeg også begyndt at sætte pris på balkoner med siddepladser til koncerter. Men der er langt ned til scenen derfra – det er lidt, som om man bare er tilskuer og ikke del af koncertoplevelsen. Det er bare ikke det samme, når man skal sidde ned.

Det eneste positive ved, at folk filmer koncerter med deres mobiltelefoner, er, at man så i det mindste kan se noget via displayet over deres hoveder. Det sker tit, at jeg ser en koncert gennem en anden persons iPhone – nogle gange er det mit eneste valg. Jeg er ret sikker på, jeg aldrig har set en koncert til en festival uden at have øjnene klistret til storskærmen ved siden af scenen. Men selfie-sticks er bandlyst til koncerter, og små spillesteder har ikke storskærme, så ingen af delene er holdbare løsninger på længere sigt.

Screen-Shot-2015-10-29-at-15-28-55

Billede via

Udover at opfinde et par komfortable og sikkerhedsgodkendte stylter eller spole frem i evolutionshistorien til et punkt, hvor lave mennesker er filtreret fra i genpølen, så ser jeg kun én fornuftig løsning på problemet: Høje mennesker skal være deres privilegium bevidst og stille sig bagerst i salen. Det er selvfølgelig ikke en ny idé, men til trods for undersøgelser, der peger på, at høje mennesker både er mere intelligente og socialt anlagte end lave mennesker, så er det alligevel noget, de ikke har fattet endnu. Det er faktisk så sjældent, at man oplever den slags hensyntagen, at Emma siger, at når det sker, ”fylder det mig med så meget glæde, at jeg er lige ved at snave dem på stedet”. Så kan man jo lige overveje det.

Høje mennesker, jeg ved, I kan gøre det, I skal bare udvise lidt medfølelse og forståelse. Der er sikkert også gange, hvor I ikke kan se noget med alle de iPhones, der flagrer rundt, og crowdsurfere og folk, der måske er endnu højere end jer. Det må da være irriterende, ikke? Hvis bare der var noget at gøre ved problemet…

Jeg har selv masser af høje, langlemmede venner – så for at prøve min tese af, besluttede jeg mig for at bruge Joel Golby, VICE-skribent, Ratatat-fan og statistisk set en høj mand, som forsøgsperson til at finde ud af, (a) hvad man gør, når man er lav, og en høj person blokerer ens udsyn, og (b) hvad man gør, hvis man er høj og blokerer en lav persons udsyn.

Mig: Hallo deroppe! Du står i vejen. Kan jeg ikke stå foran dig i stedet?

Joel (høj fyr): Jo, det er helt fint, du er jo så lille. Jeg kan bare kigge henover dit lille hoved. Bare sig til, hvis jeg står i vejen. Men lad være med at springe for meget rundt og snakke for højt med nogle af dine små venner. Jeg prøver at se en koncert her, så hold lige kæft.

Mig: Helt fint. Mange tak! Du har genoprettet min tro på menneskeheden.

Hvis du læser det her, og du er en høj person, så forestil dig den glohede vrede, du føler, når en crowdsurfer sparker dig i fjæset, og forestil dig så, at du har det sådan i 90 minutter, mens du får rygsved tværet ud i hele masken. Nemlig. Flyt dig nu bare.