Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
”De er smukke,” siger Neil Young, da samtalen falder på de nye melodier, han har haft i hovedet på det seneste. Han sidder og trommer med hænderne på sine korslagte ben på et værelse på Four Seasons i Austin, Texas. Hans sorte skjorte er knappet op og afslører en Third Man Records t-shirt nedenunder. ”Men teksterne er fulde af bandeord. Det er virkelig beskidt alt sammen. Det, synes jeg, er ret forvirrende.” Hans blå øjne står skarpt under skyggen på filthatten i den kølige luft fra klimaanlægget. Alle bandeordene er møntet på streamingtjenester og algoritmer, siger han. At bande og svovle er muligvis den eneste måde at give udtryk for hans vrede og frustration over livet i 2018. Det, og så selvfølgelig musik. Han virker opsat på at følge tanken til dørs: ”Hvis jeg udgiver Profane, som titlen i givet fald bliver, og det bare er en håndfuld smukke sange med en masse bandeord… Det ville være ret vildt.”
Videos by VICE
Young, der i dag er 72, har lavet næsten 40 album over seks årtier, har for længst cementeret sin legendestatus og prøver stadigvæk i bund og grund at redde verden. Og det gør ham rasende, at nogen kan finde på at prøve at stoppe ham. Det er meningen, at vi skal tale om Paradox – som er ude på Netflix – en surrealistisk western, som Young har hovedrollen i (han spiller den mystiske Mand i Den Sorte Hat). Men snakken falder hurtigt på Neil Young-arkivet, et opsigtsvækkende onlineprojekt, der blev startet sidste år. Det er en besynderlig og nærmest uudtømmelig ressource, som indeholder samtlige plader, Young har udgivet, fra de tidlige surfplader med The Squires til hans solokarriere som stormester af folk henover de notoriske og fascinerende år med Trans og Everybody’s Rockin’ helt frem til sidste års livlige The Visitor. Det hele er naturligvis tilgængeligt i høj lydkvalitet. Young er også berømt for sin aktivisme. Han har demonstreret mod krig, Monsanto og alt derimellem, men den mest offentlige kamp, Young har udkæmpet de senere år, har været mod teknologien, der forringer lydkvalitet.
Det er alt sammen del af en større helhed. Musik, siger Young, nærer menneskeånden, men den mp3-kvalitet, som vi hører over streaming-tjenester, giver os kun en brøkdel af den næring. For at forstå Neil Youngs utrættelige (men dog for nyligt dødsdømte) kampagne for at lancere Pono eller hans dedikation til såkaldt lossless-audio på indspilningerne i hans arkiv, bliver man nødt til at se verden med Neil Youngs brille: En flok rige røvhuller i jakkesæt forsøger at snyde dig for din naturlige ret til dine egen sjæl. Den kamp fortsætter han med at udkæmpe. Hvordan skulle han kunne lade være?
Vores samtale med Neil Young kørte i et højt tempo og skiftede konstant gear. Du kan se den herunder.
Noisey: Du har for nylig gennemgået hele din diskografi for at oprette Neil Young-arkivet. Hvordan var det at lytte til dine gamle plader nu og mindes dig selv som en ung musiker, der prøvede at ændre verden?
Neil Young: Jeg tænker ikke så meget over det. Man skulle tro, jeg sad og tænkte over det konstant i forbindelse med arkivet, men arkivet er jo bare en optegnelse, det er en platform, der sætter ting, som allerede er sket, i system. Det eneste, jeg sidder og laver nu, er at organisere alt det lort, jeg har lavet. En gang imellem dykker jeg ned i noget af det… Det er meget fedt at vende tilbage til det. Det er fedt at lytte til det. Jeg bryder mig ikke om at høre ting i dag, fordi lyden er så dårlig. Musikken har virkelig lidt under den teknologiske udvikling. De fleste lyttere i dag er slet ikke klar over, hvad de går glip af. De får kun fem procent af den lyd, de kunne have fået – især hvis man sammenligner med klassikere fra 30’erne og frem til 80’erne. De her nye mp3-kopier, eller hvad fanden det nu er, jeg ved, det er fem procent eller mindre. Hvis jeg var maler, og folk kun fik monokrome billeder at se, så ville jeg kæmpe imod det. Det er min drivkraft. Det er derfor, jeg er engageret i audioteknologi.
Jeg tager udgangspunkt i fortiden, og min tanke er lidt at åbne en dør eller et vindue. Og alle jer folk, der elsker musikken og elsker hele den scene, har aldrig haft mulighed for at for at få den fulde oplevelse. Det er lidt min tilgang til det. Jeg siger til pladeselskaberne: ”Hvorfor lukker I adgangen til den fulde musikoplevelse – til kronjuvelerne, de her supergamle klassiske optagelser med folk som Frank Sinatra, Cab Calloway, Jimmy Reed, Muddy Waters, Glenn Miller og så videre? Hvorfor tror I, at I har ret til at reducere kvaliteten af dem til fem procent af deres fulde potentiale? Hvad får I ud af det?”
Hvor svært har du det med at være optimistisk omkring musikken, når man tager din mangeårig kamp på det her område i betragtning?
Tjah, jeg er ret optimistisk i forhold til, at menneskeånden kan overkomme de her ting. Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi kommer til at sidde fast i det her problem i fremtiden. Jeg tror, vi oplever et lavpunkt lige nu – pendulet svinger helt ude periferien. Det er ikke en god tid. Men mit største problem er ikke, at fyren, der sidder på magten lige nu, er et fjols, som er en rigtig dårlig rollemodel for fremtidige generationer. Det betyder selvfølgelig noget, men intet i sammenligning med den skade han forvolder miljøet på nuværende tidspunkt. Det er fuldstændig skødesløs opførsel. Det går mig på.
Vi lever i en mørk tid, men det er folk også ved at blive klar over. Jeg bryder mig ikke om, at folk logger ind på mit arkiv via Facebook. Hvis de logger ind via Facebook, synes jeg også, de skal have mulighed for at læse om Facebook, så de ved, hvor de kommer fra. Jeg bruger selv Facebook, fordi brugerne, mine fans, gerne vil vide, hvad jeg går og laver. Men man skal hellere logge direkte ind hos os. Vi tracker dig ikke, og vi bruger heller ikke din data. Når du først har forladt Facebook, så er du i sikkerhed. Vi vil gerne have, at folk ved, vi tænker på deres rettigheder. Andre steder har man jo algoritmer, der opfordrer børn i tiårsalderen til at se porno…
Det er ret skræmmende. Det er vildt, at den slags eksisterer.
Det er misbrug af teknologien. Det er meningen, at teknologi skal gøre verden til et bedre sted. De onde bruger den teknologi, som det er meningen, de gode skal bruge. Og de folk, der udvikler teknologien, tager fejl, når de fralægger sig ansvaret. Det er deres ansvar, men de vil ikke lege politimænd. De vil ikke være den autoritet, de selv tager afstand fra. Men man kan ikke fralægge sig ansvaret, når man har den slags magt i verden. Folk har ret til at vide, hvad der foregår. De skal høre sandheden.
Vi bliver nødt til at skabe noget nyt – ikke for min skyld, men for kunstens. Ingen tænker på den unge musiker, der prøver at få sin musik ud i verden, men det er umuligt for ham at få noget igen for sine anstrengelser, så han eventuelt kan købe en forstærker og en varevogn og køre bandet ud til gigs. Man udgiver en plade, og der er masser af folk, som lytter til den, men man får ikke noget igen. Sådan er det med alle mine sange. Jeg får penge for mine sange, men der er aldrig nogen, der betaler Crazy Horse, bandet får ikke noget, ingen royalties. Men det handler ikke om mig og mit band. Det handler ikke om de gamle drenge. Det handler om alle dem, vi ikke kender, dem vi aldrig har mødt. Det handler om den tiårige musiker. Hvordan skal den unge musiker nogensinde få fodfæste? Det er helt umuligt. Kunsten har virkelig dårlige vilkår. Jeg vil helst ikke lyde negativ. Vi bliver nødt til at finde et positivt udgangspunkt.
Hvad værre er, så er kunsten også blevet en vare i sig selv til et punkt, hvor det efterhånden er umuligt at se forskel. Folk ser kunsten som noget, man udsmykker sig med, fremfor åndelig føde.
Det er en af de store farer ved de her platforme.
Kunst er kapital i dag.
Det er virkelig slemt.
Kunstnere bliver mere og mere afhængige af de her platforme. Måske ender de med at opsluge kunsten fuldstændig.
Det kommer ikke til at ske. Bare rolig.
Hvad skal der til for at få pendulet til at svinge i den anden retning?
Kunst er ligesom ilt, vi indånder kunsten. Det er den, der skal redde os. Når kunsten igen indtager sin oprindelige rolle – og det har jeg vist, at teknologien er i stand til at hjælpe med. Der er ingen grund til, at musikken ikke kan lyde lige så godt, som den gør på min side. Det handler om selskabernes forretningsmodeller. Det har jeg tænkt mig at råde bod på. Jeg har tænkt mig at gøre en forskel. Det kommer til at ske. Og hvis det ikke sker, så dør jeg, mens jeg gør forsøget, og så kommer der en anden og tager over.
Det skal nok ske. Man kan ikke tage livet af kunsten. Men kunsten har brug for at kunne trække vejret. Den skal have ilt, og mere end den får lige nu. Kunsten lider i de her år. Hvis man lader den trække vejret, så kan alle trække vejret gennem den. Så får vi det alle sammen bedre. Kunsten er næring. Du får ikke den næring, du skal have fra kunsten, for du ikke hører det ordentligt. Du hører kun fem procent af, hvad der er. Jeg plejede at få en virkelig voldsom kropslig oplevelse af at lytte til musik – men sådan er det ikke mere. Man fanger det ikke rigtigt. Det er derfor, bevægelsen er opstået. Det er også derfor, at 50’erne, 60’erne og 70’erne var gode år – folk gik virkelig op i kunsten, fordi de kunne mærke den. Det er væk i dag. Når vi får det tilbage, så vender hele udviklingen. Det kan godt være, at de ikke føler, de har så stort et udbud længere, men jeg tror, at folk vil føle sig friere, fordi de kan indånde kunsten igen og mærke den i sjælen, hvor det tæller. Det er det, kunst handler om, men de her teknologier umuliggør det. Det er den store forbrydelse.
Hvis man skulle komme med en indvending, kan man sige, at teknologien er med til at demokratisere adgangen til musikken. Det betyder selvfølgelig ikke, at kunstnerne ikke skal have penge, eller at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Men alt fra adgang til teknologi, der fordrer skabelsen af musik… hvordan passer det ind?
Hvis man har adgang til det et stort udbud, så bør man også have adgang til god kvalitet. Det behøver ikke koste mere af den grund. Og det bliver også til gavn for musikken. Jeg taler kun om musik specifikt. Vi taler virkelig om et dystert emne her, men jeg tror sagtens, vi kan overkomme det. Jeg er overbevist om, at det kan overkommes. Folk har bare brug for at høre sandheden. De har brug for at vide, at de kunne få så meget mere, end det de får. Det er derfor, 60’erne skete – folk følte det virkelig. Det handler ikke om, at folk gik til koncerter hele tiden, men man lyttede til plader. Pladerne har det hele.
En plade er et lydligt univers. Alt, hvad du skal bruge, er lige der. Det afspejler originalen, lidt ligesom at se i et spejl, det er ligesom at se Mount Shastas spejlbillede i søen nedenfor. Det er en perfekt gengivelse. Sådan er musik på plade. Og digitaliseringen – hvad end det er høj eller lav kvalitet, men især sidstnævnte – genskaber bare processen. Det er ikke selve hændelsen i sig selv. Det er en repræsentation af noget, der er sket i en ramme, der er let at kontrollere. Der er en skønhed ved den teknologi, men hvis man ikke bruger den til fulde, så fanger man heller ikke skønheden i kunsten. Det er meget billigere, end det var i det forrige århundrede. I det 20. århundrede skulle det hele fordummes, fordi vi måtte betale for hukommelse. Den udfordring har vi ikke i dag. I dag kan man streame. Der er slet ikke behov for hukommelse.
Jeg går meget op i det her, fordi det er mit liv. Mit liv er baseret på kunst. Det er bygget på musik. Og den nye udvikling med alle de her platforme har præsenteret mig for en kamp, som jeg bliver nødt til at udkæmpe. Det er en episk kamp nu.
Hvordan ser du den fremtidige udvikling? Kommer vi til at se flere tiltag som dit arkiv, hvor teknologi bruges til fulde? Eller vil teknologien bare fortsætte med at overflødiggøre alting, fordi det ligger online?
Det er i hvert fald det, der sker, når du ikke hører det ordentligt – den følelse. Alt kan bare bruges og smides væk, fordi det ligger online. Men man kan ikke få det rigtige online. Det produkt, du får nu, er i høj grad noget, du kan forbruge og smide væk igen. Det føles lidt som et anonymt tapet. Du kan ændre tapetet, bygge en ny væg, male det den i en anden farve. I morgen ændrer du sang, det er en anden følelse. Det er det samme lort. Det betyder ikke noget. Det er deprimerende, fordi man ikke får noget ud af det. Man spiller en sang, som alle elskede i 1975, som solgte flere millioner plader, alle elsker den. Men man er lidt sådan: “Nåh, det lyder bare ligesom alt andet.” Det er, fordi du ikke får det fulde udbytte. Du får ikke nok til at mærke følelsen. Og det er skide vigtigt. Det er det, mit arbejde handler om. Det er det, teknologien kan. Arkivering handler bare om at sætte ting i system. Det handler bare om at organisere folks kreative output, om det er bøger, film eller historiske dokumenter.
Fordi det bare er lagt på playlister, der er kurateret til at spille, mens du gør rent derhjemme.
Nemlig. Vi har brug for algoritmer, der har respekt for kunst.
Jarvis Cocker har engang sagt, at kunst er reduceret til et duftlys.
Et elektrisk duftlys. Man har en lille knap, som man kan tænde eller slukke for. Der er intet spild – det er meget effektivt. Det er foruroligende, når man tænker over det. I skal fortsætte med at lave det, i laver med Noisey. Det er fedt. Jeg siger ikke, at alt, hvad I lytter til, er noget lort, og at I misser alting. Folk er nede med nye ting. Men der er et vindue herovre. Prøv engang at kigge ud af det – se om du lægger mærke til noget, du ikke har set før, mærker en ny følelse. Lyt til musikken i en halv times tid. Ryg noget tjald, og lyt efter. Gør det, du har lyst til. Drik en øl, fyr en fed, gå en tur, tag nogle dybe indåndinger, lyt til musikken, og mærk efter, om du føler en forskel. Det er godt for sjælen. Platformene kan ikke tilbyde dig noget, der er lige så godt for din sjæl, som god kvalitet er.
