Ryuichi Sakamoto grundlagde electro, og japaneren udforsker stadig nye lydlandskaber

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Til trods for sin beskedne statur er Ryuichi Sakamoto et fyrtårn i moderne musik. Over de sidste 40 år har den japanske producer, pianist, komponist og konceptkunstner arbejdet på at skabe musik, der er innovativ, banebrydende og gribende at lytte til.

Siden begyndelsen af sin karriere, hvor Sakamoto udgjorde en tredjedel af den banebrydende synthpopgruppe Yellow Magic Orchestra, til han nærmest ene mand opfandt electro – og satte gang i en udvikling, der mundede ud i hiphop – med den hypnotiserende single ”Riot in Lagos” fra 1980, til han i 1987 vandt en Oscar for soundtracket til The Last Emperor, har musikeren, der er født og opvokset i Tokyo, været en af de mest indflydelsesrige og vigtige kunstnere i slutningen af det 20. århundrede og det tidlige 21. århundrede, og det er ingen overdrivelse.

Hans musik har altid været funderet på samarbejde og kreativ kollaboration. Han har udforsket den elektro-akustiske ambient-jazz med Fennesz på album som Cendre fra 2007. Han har arbejdet med en bred vifte af kreative kæmper fra 80’er-popkongen David Sylvain til den koreanske videokunstner Nam June Paik, og han har optrådt sammen med David Bowie i et filmdrama fra 1983 om indsatte i en krigsfangelejr.

Hans seneste projekt, async Remodels, ligger også i forlængelse af den tilgang til arbejdet. På pladen har Sakamoto samlet et dream-team af progressive elektroniske musikere – blandt andre Oneohtrix Point Never, Arca og Yves Tumor – der reflekterer over og fortolker den storslåede soniske rejse på 2017’s async – hans første soloalbum, efter musikeren fik konstateret kræft i svælget i 2014. Resultatet er et drømmende flow af en højstemt plade, der tager hele filosofien bag remixet op til genovervejelse og fornyer konceptet radikalt. Pladen er snart på gaden, og vi har fået mulighed for at tale med avantgardeikonet via Skype.

Noisey: Er det at skabe musik en nødvendighed for dig?
Sakamoto: Jeg håber, jeg kan blive ved med at lave musik til den dag, jeg dør. Der har været tidspunkter, hvor det har været umuligt for mig. Lige efter 11. september for eksempel. Jeg lavede ikke musik i en måned efter terrorangrebet. Det samme var tilfældet efter Tōhoku-jordskælvet og tsunamien i Japan i 2011. Og selvfølgelig også da jeg fik konstateret kræft. Men ellers arbejder jeg på musikken hver dag. Jeg lytter til musik, tænker på musik, spiller klaver og synthesizer, og så drikker jeg enorme mængder kaffe.

Men det er stadigvæk noget, du finder glæde i, ikke?
Det er let nok bare at lytte til lyde og musik. Men at lave musik er meget svært. Den side af arbejdet er ikke udelukkende fryd og gammen. Det kan være en stor udfordring.

De udfordringer, jeg nævnte tidligere, kom alle sammen udefra, men man kan også føle sig udfordret af ting, der kommer indefra. Måske føler man, at man mangler inspiration eller energi. Det sker hyppigere, jo ældre man bliver. Men musikken hører aldrig op, den har heller ingen grænser. Det har fantasien heller ikke.

Da du stiftede Yellow Magic Orchestra, havde du så en idé om, hvor stort et fænomen gruppen ville blive, og hvor stort et aftryk den skulle efterlade?
Da jeg var ung, tænkte jeg aldrig på morgendagen. Jeg levede bare en aften af gangen. Det var den type person, jeg var – jeg anede ikke, hvem jeg ville være. Jeg nød bare at være i nuet. I dag tænker jeg meget over morgendagen, eller hvor jeg er om en måned. Men aldrig længere end det. Jeg er en heldig og glad mand. Jeg er født med en positiv indstilling, og måske har jeg simpelthen fortrængt alle dårlige ting i mit liv. Det må jeg takke nogen for. Måske er det min mors skyld. Måske er det Gud. Jeg har aldrig rigtig haft det skidt. Bortset fra da jeg fik kræft.

Hænger din positive indstilling sammen med den respekt, du nyder i branchen?
Det er da muligt. Men det vigtigste er nok, at jeg aldrig har stillet mig tilfreds med noget. Jeg er altid enormt frustreret over det, jeg laver. Jeg var rigtig glad, da jeg blev færdig med async, og jeg tror, den følelse varede nogle dage, måske en hel uge. Så meldte frustrationen sin ankomst igen. Jeg havde lyst til at lave noget nyt. Sådan er det altid.

Lytter du nogensinde til din egen musik?
Lad mig sige det på den her måde: Jeg er på en rejse, men jeg ved ikke, hvor den skal ende. Jeg har et kort, og det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke vil tilbage til et sted, hvor jeg har været. Jeg vil hele tiden fremad. Jeg vil opdage nye bjerge, floder, søer og nye steder.

Hvordan hænger det sammen med din kreative proces, som er funderet på samarbejde?
Det er en af grundene. Jeg er altid interesseret i at arbejde sammen med folk, som kan noget andet, som har andre ideer og visioner. Hvis jeg arbejdede sammen med en, som kan det samme som mig, hvorfor skulle vi så lave noget sammen? Jeg leder efter modspil og forskellighed. Det er interessant at lytte til mine dele af numrene på async Remodels. Arca-versionen for eksempel. Jeg prøvede at finde mine egne lyde – moduleret eller ændret i tonelejet – og det kunne jeg bare ikke. Det var fedt! Det er 100 procent Arcas track, og det kan jeg godt lide. Et remix er som regel bare et alternativt mix. Det er de her numre ikke. Det er rekonstruktioner med enkelte elementer fra mit album. De nye versioner har kun et skær af min musik. Det er en kombination af min musik og deres evner og ideer. Jeg kan bare læne mig tilbage og nyde, at de har fundet inspiration i min musik.

Hvorfor tror du, din musik tiltaler så mange forskellige musikere, der ikke nødvendigvis arbejder inden for den samme genre?
Lige siden jeg var barn, har jeg lyttet til mange forskellige slags musik. Hver dag. Klassisk, rock, pop, verdensmusik, avantgardemusik. Min musik har ikke rødder i én bestemt genre. Den blander det hele sammen. Måske er det derfor? Nogle gange bruger jeg kun akustiske instrumenter, og andre gange er det 100 procent synthesizere eller computergenerede instrumenter. Det er der ikke mange andre, som gør.

Er minimalistisk musik en naturlig modgift mod den morderne verdens stress og jag?
Jeg synes, der er meget af den nye musik, jeg hører, som kaldes ”post-klassisk”, som for det meste bare lyder som et backingtrack. Der mangler melodilinjer. Det fungerer fint som backingtrack med alle de arpeggioer, men så er den heller ikke længere. Den slags musik er populært, fordi vi lever i en verden, hvor alting skal gå så stærkt – den stærke melodi og de stærke følelser er for meget. Så hellere nogle atmosfæriske klangharmonier. Det vil folk hellere slappe af med.

Dine værker er gennemsyrede af melodier. Et track som ”Forbidden Colours” har tidløse kvaliteter. Er det noget, du går efter?
Det er helt sikkert en del af min natur som kunstner. Det var ikke noget, jeg var synderligt bevidst om, da jeg skrev det nummer, men jeg har indset, at det er en naturlig del af, hvem jeg er. Det var en besynderlig oplevelse med den sang. Jeg havde læst manuskriptet til Merry Christmas Mr Lawrence – dramaet fra 1983 med David Bowie i hovedrollen – og kendte historien, og så begyndte jeg at overveje, hvordan jeg kunne skrive en julesang, der havde en stemning i retning af en asiatisk tropeø. Det er i sig selv et mærkeligt koncept. Og så kommer krigen oveni. Jeg tænker over det i et par uger. En eftermiddag sad jeg foran klaveret og ledte efter en melodi. Jeg var nærmest bevidstløs et stykke tid. Så dukkede melodien op. Lige for næsen af mig.

Overvejer du nogensinde, hvordan eftertiden vil se på din musik og din arbejdsmetode, når du en dag ikke er her længere?
Det tænker jeg da på sommetider, ja. Man kan ikke lade være med at tænke på den musik, som folk som John Lennon og Pierre Boulez har skabt. Det svært ikke at sammenligne sig selv med dem. Om 100 år vil folk stadig lyttet til John Lennons sange. Mine egne? Måske 30 år.

Er det derfor, du laver musik? Er det derfor, mennesket producerer kunst i det hele taget? Er det en måde at efterlade noget på jorden, efter man er væk?
Det ved jeg ikke. Det har jeg aldrig tænkt på. Det ville da være rart, men det generer mig ikke, hvis min musik dør med mig. Det er helt okay. Men hvis den derimod inspirerer andre, efter jeg er død? Det er noget helt andet.