Sådan ændrede “Epic Meal Time” mit liv

I 2010 var jeg journaliststuderende og usikker på, hvilken retning mit liv skulle bevæge sig i. Jeg ville egentlig bare helst skrive om nogle af de fede ting, jeg i forvejen var interesseret i såsom sport og musik, men min undervisning handlede udelukkende om at producere nyhedsprogrammer, skrive reportager eller nyhedstelegrammer. Det appelerede ikke særligt meget til mig, og i livet uden for studiet havde jeg heller ikke specielt meget, der kørte for mig.

Sommeren mellem mit første og andet år på studiet var særligt søvndyssende. Mine venner og jeg samledes hver dag i mine forældres baghave i en forstad til Montreal, der hedder Dollard-Des-Ormeaux. Når vi kedede os ekstra meget, lavede vi mad. Og det udviklede sig til, at vi lavede nogle ret vilde anretninger. Jo mere vi kedede os, jo større måltider lavede vi. En dag kunne vi finde på at lave en mexicansk fiesta med enorme nachos og tacos, hvor hele pizzaer gjorde det ud for skallerne, og dagen efter kunne vi så finde på, at lave burgere viklet ind i bacon og indpakket i butterdej. Efter at have lavet en håndfuld af den slags måltider, var der én, der fik den geniale idé at filme det.

Videos by VICE

Jeg missede faktisk, den første dag, vi filmede, fordi jeg arbejdede som basketballinstruktør på en sommerlejr, men jeg glemmer aldrig, da jeg kom hjem og så, hvad mine venner havde lavet. De tog rundt i byen og købte forskellige former for fastfood, smed det på en pizza og proppede hele molevitten i ovnen. Det var ikke den vildeste kreation, vi havde lavet den sommer, men videoen var helt sikkert underholdende. Vi kaldte den “Epic Meal Time”, og så fik den ellers lov til at stå og fermentere på en bærbar i et par måneder. Vi lavede små ændringer, klippede og redigerede, indtil vi en dag, flere måneder efter, gjorde den tilgængelig for resten af verden.

Vi havde forventet, at den ville blive set af vores venner og vores familier, som måske ville få et billigt grin. Vi havde overhovedet ikke forventet, at videoen villle blive set mere end 100.000 gange på blot en uge.

I dag kan man ikke kigge sit Facebook newsfeed igennem uden at blive bombarderet med 300 forskellige videoer med folk, der tilbereder alle tænkelige former for retter. Men i 2010 var internettet endnu ikke gået amok i mad. I dag er der mennesker, der har gjort det til deres karrierer at skabe indhold, der kan gå viralt. Men vi lykkedes med det, før ordet “YouTuber” blev en del af vores fælles ordforråd.

Da vi var kommet os over den føste videos overraskende succes, besluttede vi os for at prøve endnu engang. I vores anden video lavede vi en grillet baguette fyldt med æg, pølser og ahorn sirup og kaldte den for “The Angry French Canadian”. Den eksploderede og nåede 300.000 visninger i løbet af den første uge. Derefter lavede vi flere videoer, og antallet af visninger blev ved med at stige. Da vi havde lavet videoer i fem uger, nåede vores Thanksgiving special 1 million visninger, da vi proppede en vagtel ind i en and, der var proppet ind i en høne, der var proppet ind i en kylling, der var proppet ind i en kalkun, der var proppet ind i en helstegt pattegris. Uden synderlig kulinarisk erfaring eller intentioner om at gøre madlavning til en karriere, var vores tilbøjeligheder til at skabe kalorietunge måltider og smide dem på internettet pludselig blevet vores liv.

Jeg fortsatte med mine studier, men det er hårdt at fokusere på John Miltons biografi, når man er nødt til at tilpasse flyveture til Hollywood, så de passer med ens eksaminer. Vores show var ved at eksplodere, og i modsætning til hvad mange tror, så spiste jeg altså ikke bare umenneskelige mængder bacon hver eneste uge. Jeg skrev replikker til hver eneste karakter i showet og forberedte manus til hvert eneste afsnit, hjalp til med at udtænke de vanvittige måltider, vi skulle lave, spillede med i programmet, filmede, klippede, lavede grafisk design, og alle mulige ad hoc opgaver.

Jeg følte mig pludselig i live. Som om jeg fik luftet min kreativitet—også selvom vi i virkeligheden bare råbte, mens vi hældte Jack Daniels udover bunker med bacon. Den dag i dag ved jeg ikke helt, om vi var så heldige, at vi ramte baconbølgen på det helt rigtige tidspunkt, eller om det i virkeligheden var os, der startede det. Vi var jo bare en håndfuld venner, der fik lidt at drikke, inden vi gik i køkkenet og var kreative. Folk åd det råt, og vi var rent faktisk med til at forme moderne popkultur.

Den ene uge fik vi millioner af visninger ved at lave en lasagne ud af 45 fastfood burgere, og ugen efter fik vi et par millioner visninger mere ved at lave en pizza med forskellige vingummier og andet slags slik. Pludselig blev vi fløjet rundt for at filme nye afsnit, og virksomheder betalte absurde beløb for at samarbejde med os. Vi begyndte at optræde med live-shows foran enorme menneskemængder rundt omkring i Nordamerika, og vi var langsomt ved at blive en af de mest succesfulde YouTube-kanaler nogensinde. Mindre end to år efter vi startede, boede vi og arbejdede sammen i et palæ i Hollywood Hills, og folk som Kevin Smith, Tony Hawk og Tom Green kom regelmæssigt forbi og hang ud.

Noget af det mest uvirkelige, jeg husker, var da hele holdet var i biografen, da en eller anden pludselig bemærkede os. På det tidspunkt var vi så småt begyndt at vænne os til kommentarer såsom: “Hey, er I ikke de der baconfyre?” eller “Åh mand, det er de der Jack Daniels fyre fra YouTube!” Men den dag var der en fyr, der bare så på os fuldstændig forbløffet, inden han langsomt løftede sin arm og pegede på os, mens hans mumlede “mad!” Det var så det; vores ansigter var blevet synonyme med mad—eller i hvert fald med indtagelsen af mad.

Vi var rockstjerner i en internet-æra, hvor det ikke var et krav, at man kunne spille på et instrument eller lave musik overhovedet, for at blive behandlet som rockstjerner. Jeg var engang på en bar i New York, da Skrillex kom over til mit bord, fordi HAN genkendte MIG fra den anden side af lokalet. Det er stadig helt ufatteligt.

Tyler’s Celebrity Photo Album: Skrillex Edition Part 2

A photo posted by Tyler Lemco (@tlemco) on

For at være helt ærlig, så føler jeg mig stadig ikke helt tilpas i den rolle. Der sad jeg, en helt tilfældig fyr, der pillede næse og proppede sig med mad i nogle videoer på internettet, og pludselig var jeg “nogen”. Jeg blev venner med folk, der rent faktisk var kendte, jeg havde tusindvis af følgere på internettet, og jeg kunne ikke forlade mit hjem, uden at nogen stoppede mig og bad om at få taget et billede sammen med mig (hvilket du endelig ikke må opfatte som en klage, da jeg er vild med det). Alt sammen fordi jeg åd virkelig fedtet mad. Mit fjæs har været på TMZ, i The Tonight Show med Jay Leno, på forsiden af alle større hjemmesider og blæst op på et 10 meter højt vægmaleri i Montreal, bare fordi jeg lod hele verden se med, mens jeg tog 18 kilo på over en periode på tre år.

Ain’t nobody fuckin with ma clique. @epicmook @princeatari @tonyhawk @tomgreenlive @harleyplays A photo posted by Tyler Lemco (@tlemco) on

I den periode blev vi kritiseret for at leve usundt, men jeg har fået foretaget alle de helbredsundersøgelser, man overhovedet kan komme i tanker om, og bortset fra den øgede vægt har min usunde levevis ikke haft varige negative konsekvenser. Folk antog altid, at vores dekadente måltider var en ustandselig kilde til madspild, men vi var faktisk overraskende effektive, set i lyset af at “Epic Meal Time” handlede om overflod. Uanset hvad vi tilberedte, blev det spist som rester på kontoret den følgende uge.

Showet lærte mig også en hel del, og på en måde hjalp maden mig med at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. På et tidspunkt i mit liv hvor jeg var usikker på min fremtid og min tilværelse, var det strimler af bacon, der lærte mig, at jeg elsker at underholde. Jeg har aldrig været særligt interesseret i mad sådan rent kulinarisk. Jeg har bare spist det, jeg kunne lide. Jeg aner faktisk overhovedet ikke, hvad jeg foretager mig, når jeg befinder mig i et køkken, men jeg er nok en af de mest kendte kokke i verden. Mad (og særligt ekstraordinært usundt mad), har gjort mig til den jeg er i dag, og jeg kunne ikke være mere tilfreds med mit liv, end jeg er nu.

Alt godt har en ende, og det havde programmet også. Der var selvfølgelig både højdepunkter og lavpunkter forbundet med hele den oplevelse, og da vi nåede ved vejs ende, havde programmet nået sin naturlige afslutning. Det var på tide, at jeg bredte mine vinger og fløj ud på egen hånd. Uden at ville lyde alt for opblæst, så er jeg stolt. Ikke bare af at jeg har haft en så betydelig andel i tilblivelsen af noget, der kunne underholde millioner af mennesker, men også af at have været med til at sætte en hel kulturel bevægelse i gang.

Siden jeg var med til at skabe et af de mest populære madprogrammer nogensinde, har jeg omsat min internetberømmelse til en karriere, hvor jeg skriver for nogle af mine yndlings-hjemmesider, producerer sejt videoindhold, og håndterer profiler på de sociale medier for en række større klienter. Jeg har lært så meget, jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, jeg har tillært mig så mange uundværlige evner, og jeg har fået mulighed for at opleve så mange vilde ting, jeg ellers aldrig havde troet mulige. Det jeg prøver at siger er: “Tak, bacon.”