Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
I mellem juni og juli 2016 brugte Holly Hendrix – der på daværende tidspunkt var 19 år gammel og kun et år inde sin karriere som pornostjerne – 27 dage på at filme hardcore analsex-scener. Som alle fans af genren ved, så er det ikke scener, hvor der bliver lagt fingre i mellem. Som oftest er det lige på og hårdt røvpuleri. Ifølge Hendrix var det en stor udfordring.
Videos by VICE
Men det er langt fra hendes største analbedrift, og hun er heller ikke den eneste pornostjerne, der regelmæssigt udøver seriøs rektal-gymnastik. Over de sidste par årtier har konkurrencen mellem produktionsselskaberne samt den øgede mainstreaminteresse i hetero-analsex gjort en tidligere fetich til et bærende element i industriens output. Resultatet er fremkomsten af analdronninger: Pornostjerner, der ofte udelukkende optræder i analsex-scener.
Under normale omstændigheder er det nærliggende at tro, at det intense og hyppige pres, som skuespillerne udsætter deres ringmuskler for, naturligt nok forkorter karrieren på grund af belastningen og risikoen for at pådrage sig varige mén. Men profferne omgår de typiske faldgruber og kan fortsætte i årevis, fordi de bruger lang tid på at forberede anus og – måske endnu vigtigere – fordi de som oftest har nogle virkeligt modstandsdygtige røvhuller.
Røven er langt mere problematisk, end skeden er. Anus er stramt og tyndhudet, kort og kurvet, tørt og følsomt, og derfor kan det sjældent holde til friktionen og belastningen ved dyb penetration. Helseguruer, der specialiserer sig i sex, fortæller folk, der ønsker at dykke ned i analsexens fagre verden, at de skal vente, indtil den passive partner er helt afslappet, og tage den med ro frem for at trænge hårdt ind i ringmusklen fra starten af. Når man først er inde, skal man prøve at finde gode vinkler, bruge masser af glidecreme og sørge for at holde kommunikationen åben. For nogle bliver analsex aldrig rart. For andre kan det føre til øget stimulering af g-punktet og klitoris, eller prostataen, og oprigtig nydelse – endda analorgasme. Men eksperterne anbefaler dog, at man ser på analsex, som man gør på lørdagsslik. Kun om lørdagen. En undersøgelse viser, at selv mange homoseksuelle par følger den regel og dyrker oralsex og pilleri hyppigere end analsex.
Ved hård analsex risikerer man at beskadige vævet i endetarmen eller i værste fald miste kontrollen over ringmusklen, hvilket kan medføre midlertidig afføringsinkontinens eller en rektal prolaps, hvor ringmusklen dybest set falder ud af røven. For nogle mennesker er rektal prolaps en fetich, men som regel kræver det lægebehandling. Der findes ikke meget videnskabeligt data, der kortlægger konsekvenserne af hård analsex, men visse undersøgelser peger på, at det potentielt kan svække musklerne og forårsage langvarig afføringsinkontinens. Og større rifter og gentagne prolapser kan have permanente konsekvenser. “Som alle andre muskler i kroppen,” siger analdronning og syvårig veteran i branchen, Cherie DeVille, der også har en Ph.d. i fysioterapi, “så kan man udvide ringmusklen så meget, at den holder op med at virke.”
Med risici in mente har DeVille taget tingene med ro. Hun praktiserede analsex indenfor hjemmets trygge rammer i fem år, før hun kastede sig ud i det professionelt. Andre kvinder, som for eksempel Carlotte Sartre, begynder i industrien med tonsvis af erfaring fra personlig eksperimenteren og melder sig under fanerne, fordi de ved, de kan klare det.
Mærkeligt nok havde de fleste analdronninger, jeg har talt med, næsten ingen erfaring, før de kastede sig ud på det dybe vand på film. Hendrix havde aldrig haft en finger oppe i røven, før hun filmede sin første scene. Mange af dem fik heller ingen gode råd eller tips, før de begyndte at filme analscener, og flere af dem begyndte, fordi det var nødvendigt, og altså ikke fordi de selv var analentusiaster. “Jeg havde taget en lang pause,” siger Hendrix om grunden til, at hun kastede sig ud i analsex på film. Hun var ikke sikker på, at hun stadig kunne få almindelig vaginalt pornoarbejde, men hun viste, at der var stor efterspørgsel på analsex. “Hvis jeg alligevel propper ting op i fissen foran et kamera, kan jeg lige så godt proppe ting op i røven også. Jeg tænkte, jeg lige så godt kunne prøve ad.”
“Som alle andre muskler i kroppen så kan man udvide ringmusklen så meget, at den holder op med at virke.”
Ifølge veteran-analdronningen Joanna Angel findes der så meget information om analsex nu, at selv uerfarne piger ved mere om, hvordan man praktiserer gnidningsfrit analsex, end hun selv gjorde, da hun filmede sin første selv-producerede scene. Men det er langt fra alle, der kan slappe af og lade sig rive med af stemningen. “Jeg møder tit nye, unge piger, der prøver det og hader det,” siger Sartre. “Men de bliver ved, fordi de ved, det er populært og det giver godt. Så tager de smertestillende og har det af helvede til.” Lige netop den løsning er ifølge Sartre den perfekte opskrift på en smertefuld og relativt kort analkarriere.
Mange analdronninger starter deres karriere, som DeVille siger det, med en indstilling i retning af: “Okay, det her kan jeg godt klare… Det skal nok gå!” Men selvom de hurtigt begynder at dyrke analsex som en levevej, er det sjældent noget, de praktiserer i privaten.
Uanset erfaringsniveau udvikler de fleste analspecialister visse rutiner for at kapere røvpuleriet. Enhver dronning har sin egen protokol, men de er oftest baseret på en stram diæt og regelmæssige lavementer, udvidelse af ringmusklen med fingrene eller sexlegetøj, åndedræts- og meditationsøvelser og sommetider off-screen prøveture for at vurdere, hvordan den mandlige skuespillers lem føles. Fans “ser pikken glide ind,” siger Sartre. “Men de ser mig ikke bruge en halv time inden på at sprøjte vand op i røven.”
Selv med omfattende forberedelse udsætter skuespillerne stadig deres bagdele for en del belastning. Opgaverne kommer ikke ind regelmæssigt, forklarer Mandy Muse, så man kan sagtens køre flere uger uden en analscene for så pludselig at lave adskillige indenfor et par dage. Mange analdronninger skubber også grænserne og udfører dobbel- eller trippelanal eller det, der kaldes “cirkusanal.”
Men specialisterne sørger altid for at kende deres egne grænser og lytte til kroppen. Nogle, som for eksempel Sartre, har personlige regler for, hvor mange analscener, de laver. Sartre sørger for at holde en hviledag mellem hver optagelse, fordi “det er ligesom at træne. Man skal give kroppen ro til at hele.” Eftersom alle røve er forskellige, varierer grænserne. DeVille vil kun lave en analscene om ugen. Andre, som eksempelvis Hendrix, prøver bare at være opmærksom på, når “det begynder at blive ubehageligt, hvis du forstår, hvad jeg mener?” Så tager hun en pause i et par dage eller uger for at komme ovenpå igen. DeVille anbefaler bækkenbundsøvelser for at træne ringmusklen, mens man holder pause.
“Man skal være 100 procent ædru,” tilføjer Satre, “for at mærke, om alt er, som det skal være… Man bør ikke engang tage en panodil, før man laver en scene.”
De fleste kan lære anal-mindfulness og de tricks, som analdronningerne bruger i deres forberedelse. Men det er et fåtal af mennesker, hvis ringmuskel kan klare regelmæssig hardcore analsex. “Selv hvis man lærer folk alle de rigtige ting, siger de sommetider, ‘Det her føles underligt,’” siger Sartre. “Jeg har stor respekt for folk, der melder blankt ud, at det ikke er deres ting.”
Det er noget, DeVille mener, analfans bør være opmærksomme på. Hun bekymrer sig for, at nogle seere tager fantasierne for seriøst og forventer, at enhver kvinde kan tage den i røven lige så hårdt som en professionel. Til de fans siger DeVille: Begynd ikke med analsex lige på og hårdt. Hvis din partner ikke har det godt med det eller kommer til skade, “så har hun nok ikke lyst til at prøve igen.”
