Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Det er et helt basalt overgangsritual for alle unge mennesker at flytte hjemme fra og flytte ind i en utilgiveligt ulækker lejlighed med nogle venner. Men takket være stigende priser, kyniske udlejere og mangel på ungdomsboliger er der mange unge mennesker i 20’erne, som kun kan drømme om at have deres eget sted. De er i stedet tvunget til at blive hjemme, og gå glip af den frihed, som det giver at flytte ud.
Videos by VICE
Over hele Europa bliver de unge hængende derhjemme længere end tidligere, også i Danmark, men her til lands er vi dog stadig nogle af de første til at flyve fra reden.
Vi har talt med fem unge og deres forældre, som bor i forskellige dele af verden, for at finde ud af, hvordan det er at blive ved med at dele sit hjem. Vi lærte om, hvordan de deler regningerne og de huslige pligter, og hvad man gør, hvis man skal have en date med hjem.
Frederic, Bettina og Lutz – Tyskland

Da han blev bachelor flyttede Frederic (25) hjem til sine forældre i Köln.
VICE: Hvorfor bor du stadig med dine forældre?
Frederic: Jeg flyttede hjemme fra, da jeg var 20 og startede på universitetet. Jeg havde virkelig brug for at være selvstændig, så jeg byttede mit lille værelse hos mine forældre i Köln ud med en lejlighed i byen. Jeg har boet hos mine forældre, siden jeg blev bachelor i juni. Jeg tog beslutningen, fordi det gav mening økonomisk. Jeg er ved at tage min kandidat, og jeg skal måske læse et semester i udlandet, så det giver ingen mening, at få en lejlighed nu.
Hjælper du til derhjemme?
Frederic: Vi behandler hinanden som roommates. Vi skiftes for eksempel til at lave mad om aftenen. Selvfølgelig er der masser af fordele – køleskabet er altid fyldt, og min mor laver dejlig mad.
Bettina: Min mand arbejder i Berlin i hverdagene, så jeg er glad for at have min søn her. Men jeg gør en indsats for ikke at være for mor-agtig og gøre alting for ham. Jeg plejede at vaske hans beskidte tallerkener, men nu lægger jeg en seddel eller skriver en sms.
Hvad siger dine venner til at du bor hos dine forældre?
Frederic: De fleste af dem forstår det godt. Det er mere den anden vej rundt, faktisk. Folk spurgte, hvorfor jeg ikke boede hjemme, når mine forældre boede så tæt på.
Lutz: Da jeg tog på universitetet for 30 år siden, ville alle gerne være frie og slippe væk hjemmefra så hurtigt som muligt. Men nu har de fleste af mine venner deres børn boende hjemme.
Er der noget, der irriterer dig ved at bo sammen med dine forældre?
Frederic: Som studerende har jeg min egen døgnrytme. Jeg går normalt senere i seng end dem, og er glad for at høre musik. Det er ikke kun irriterende for mine forældre, men også for vores naboer. Men jeg forventer ikke, at jeg kan gøre lige som det passer mig. Det gælder om at tage hensyn, når man bor sammen, og det er ikke anderledes end, hvis jeg boede med nogle venner.
– Lea Albring
Jonathan, Joe og Maria – Canada

Jonathan (23) bor stadig hos sine forældre i Ontario for at spare penge, mens han prøver på at leve af sin musik.
VICE: Hvad fik dig til at blive hjemme?
Jonathan: Da jeg startede på universitetet, gav det mening at blive boende og spare penge i stedet for at opbygge en gigantisk gæld og konstant være bekymret over regninger. Nu er jeg færdig og har et deltidsjob, så jeg har mulighed for at fokusere på min drøm om at blive musikproducer uden at være afhængig af et fuldtidsarbejde. Jeg har sparet en del op i stedet for at bruge pengene på mad og husleje, og forhåbentlig kan jeg bruge dem til noget fornuftigt – for eksempel udbetaling til et hus.
Hvad er det positive og det negative ved at have Jonathan hjemme?
Joe: Der er ikke rigtig noget negativt ved, at han bor her – han er skøn at være sammen med. Når man alligevel laver mad til to personer, kræver det ikke meget at brødføde en tredje. Det koster ikke meget mere end det ville, hvis vi kun var to.
Maria: Heldigvis roder han heller ikke.
Jonathan: Altså, det er ikke altid rosenrødt. Jeg tror altid, der vil være tidspunkter, hvor man skændes, men det har aldrig været særlig slemt.
Hvad siger dine venner til, at du stadig bor med dine forældre?
Jonathan: Mange af dem er i samme båd. Nogle af mine venner, som er blevet tvunget til at flytte hjemmefra, er ret misundelige over, at jeg har det sikkerhedsnet. Mine venner ved, at jeg flytter ud, når tiden er rigtig.
Joe: Vi kender andre forældre, som har smidt deres unger ud, da de var 16. Hvis Jon var doven, og røg og drak en masse, så ville vi helt sikkert overveje at smide ham ud – især hvis vi mente, det kunne skubbe ham i den rigtige retning.
Maria: Han ved hvornår, det er den rette tid – jeg vil ikke have, at han stresser, fordi han ikke har penge til husleje eller mad.
Hvad så med fester, og når du skal have piger med hjem?
Jonathan: Jeg har aldrig rigtig taget piger med hjem, så det er ikke et problem. Jeg vil hellere have en kæreste end være sammen med alle mulige piger. Jeg kan også godt lide at tage til fest hjemme hos en ven, og så komme hjem til min egen rolige seng bagefter.
Maria: Vi vil gerne have, at han kan have et liv. Jeg har prøvet at få ham til at holde flere fester, men han har aldrig lyst.
– Moses Montrezza
SE: The Great Council House Scam
Melania og Mirela – Italien

Melania (24) flyttede tilbage til hendes mor i Rom, efter at have mistet sit faste arbejde.
VICE: Hvorfor flyttede du hjem til din mor igen?
Melania: Jeg har ikke fast arbejde længere, så jeg har ingen stabil indkomst og har svært ved at betale mine regninger. De fleste af mine venner bor stadig hjemme, så det er ikke pinligt eller noget.
Hvad er fordele og ulemper ved at bo hjemme?
Melania: Selvom min mor kan være irriterende engang imellem, har jeg bestemt boet sammen med mennesker, der var mere nederen. Vi deles om pligterne, så det er rimelig fair.
Mirela: Ja, det er rart at få en hjælpende hånd engang imellem, og som forælder er det rart at være involveret i sit barns liv. Desværre har hun ikke så meget tid til mig, når hun samtidig er ved at finde ud af hvilket ben hun skal stå på.
Melania: Men sådan er det for alle forældre, når deres børn er ved at blive voksne.
Hvornår tror du, at du flytter?
Melania: Så snart som muligt! Men hver gang jeg tror, jeg er for enden af tunnelen, sker der noget, der ødelægger mine planer.
Mirela: Forhåbentlig snart. Ikke fordi jeg ikke vil have hende her, men hvis hun flytter betyder det, at hun har fundet en retning for sit liv og en vis stabilitet.
Der er et italiensk ord, “bamboccioni” (store babyer), som vi bruger til at beskrive folk i 20’erne, som stadig er afhængige af deres forældre. Synes du det passer på dig?
Melania: På en måde, ja, men jeg har ikke tænkt mig at blive ved med at leve på den måde. I Italien har vi store problemer med arbejdsløshed og boliger, der er til at betale, så min situation er ikke så mærkelig. Men jeg føler ikke, jeg er der, hvor jeg gerne vil være.
– Matteo Contigliozzi
Simon, Amanda og Ian – Australien

Simon (26) læser økonomi og kommer fra Melbourne. Han håber, han får mulighed for at flytte ind i sit eget hus i det nye år.
VICE: Hvad fik dig til at blive hjemme?
Simon: Det var dejlig bekvemt. Det har været virkelig nemt. Jeg har et godt forhold til mine forældre. Mange af mine venner er ved at blive sindssyge over at være sammen med forældre, som stadig behandler dem, som om de var 15. Men sådan er det ikke for mig.
Men når det så er sagt, så glæder jeg mig stadig til at flytte hjemme fra, når jeg er færdig med min kandidat, og starter i mit første rigtige job i det nye år. Det har været rart, men der må også være en grænse. Desuden ser det sjovt ud at have sit eget sted, og det vil jeg gerne prøve inden alle mine venner er blevet gift og bliver kedelige.
Hvor meget betyder prisen på boliger for din beslutning?
Simon: Det er med i mine overvejelser, men det er ikke det, der vælter korthuset. Siden jeg blev færdig på gymnasiet, har jeg arbejdet fuld tid i næsten fire år, og i den tid har jeg betalt husleje for at bo her, men en del mindre end hvis jeg havde mit eget sted i forstæderne. Jeg ville have nok penge til udbetaling på min egen lejlighed, men jeg brugte hele min opsparing på at rejse i et år, hvor jeg blandt andet tog et semester i England. Jeg kan stadig ikke finde ud af, om det var en god beslutning – men det virkede som en god idé dengang.
Hvad er de gode og dårlige sider ved at bo med sine forældre?
Simon: Der er vildt mange gode sider. For det første bor de i den lækre del af Melbourne. Der kommer til at gå rigtig, rigtig mange år før jeg får råd til noget, der er halvt så imponerende. Der er så mange værelser, og det er ikke svært at få noget privatliv. Desuden er jeg 10 minutter væk fra alle butikkerne, stranden, stationen og et par barer. Hvis man sammenligner det med at bo i en slum lejlighed med et par gutter, jeg har mødt på nettet, så var det ikke så svært at tage det valg. Så er der selvfølgelig også den hjemmelavede mad. Jeg er ikke dårlig til at lave mad, men mit repertoire er noget mere begrænset end mine forældre. De er virkelig gode til at lave mad.
Der er faktisk ikke så mange dårlige sider. I mange år virkede det som om, at alle boede hjemme. Men nu kan jeg godt mærke, at vi er ved at nå grænsen for, hvad jeg kan tillade mig. Når jeg har været sent i byen, skynder jeg mig tit at komme hjem, inden solen står op, så jeg ikke skal vælte ind efter mine forældre er stået op. Jeg kender nogle venner, som bare ville sige, at de “sov hos en af deres venner” og kommer ind til frokost og ligner lort. Deres forældre tror åbenbart på det. Rimelig naivt, der er ingen, der sover hos hinanden, når man er i 20’erne.
Hvordan synes I det er, Amanda og Ian?
Amanda: Jeg har sluppet for den sorg, der følger med, når Simon flytter hjemme fra, og jeg mister kontakten til ham. Det er også rart, at vi kan have et mere voksent forhold til hinanden.
Ian: Ja, selvom vi stadig bekymrer os. Problemerne er noget mere komplekse, end de var, da han var et barn.
Hvad siger dine venner til, at du bor hjemme?
Simon: Det er ikke noget, vi taler om. Jeg tror, det er omkring halvdelen af mine venner, der også stadig bor hjemme. Måske er det lige skiftet, så jeg er i mindretal. Men hvis nogen af dem synes det er taberagtigt, så går de meget stille med dørene, og de holder ellers aldrig deres kæft med noget. Så jeg kan konkludere, at de ikke tænker over det.
Når det kommer til pigerne, er det lidt forskelligt, hvad de synes. Det er meget interessant, at det er de yngste piger, der synes, at det har stået på længe nok. Men de er bare unge og idealistiske. Det var jeg nok også engang, men så ramte realiteterne, og jeg står lige pludselig som 26-årig og bor hjemme.
– Julian Morgan
João, Raúl og Margarida – Portugal

João (30) er glad for at bo hjemme hos sine forældre i den lille landsby Sismaria, fordi det er billigt og nemt i forhold til hans arbejde.
VICE: Hvad fik dig til at blive boende derhjemme?
João: Jeg arbejder med min far på en fabrik, der kun ligger to minutter fra, hvor vi bor, og det er dejlig nemt. Selvfølgelig vil jeg gerne flytte hjemmefra på et tidspunkt – især for at komme ind til byen, men indtil videre er det ikke det værd. Jeg er faktisk også rigtig glad for at bo her – der er smukt herude på landet, og jeg er kun 10 minutter fra stranden.
Hvad er det positive og det negative ved at have sin søn boende?
Raúl: Vi elsker at have ham her – han er virkelig rar at være sammen med. Jeg kan ikke rigtig se noget dårligt ved det.
Margarida: Min mand og jeg støtter ham, lige meget hvad han gør. Hvis han en dag flytter, så er det fint – han har ret til at leve sit eget liv. Men vi kunne aldrig finde på at smide ham ud. Men jeg vil da blive glad, når han en dag møder den rigtige og flytter sammen med hende.
Hvad med dig João, hvad er fordele og ulemper ved at bo med dine forældre?
João: Udover, at det er tæt på arbejdet, så er mine forældre meget lette at bo sammen med – de laver ikke alle mulige regler. Men det er klart, at på et tidspunkt skal jeg da have mit eget sted, og det er noget, jeg tænker meget på.
Hvad siger dine venner til det?
João: De fleste af dem bor stadig hjemme, så de kan ikke lave grin med mig. Jeg tror også det hjælper, at jeg bor i en lille landsby. Her er det mere normalt, at man bliver boende hos sine forældre i lang tid. Det giver ingen mening at bruge penge på at flytte til byen, hvis der ikke er grund til det. Lejlighederne er mindre, og man får ikke mere privatliv. Men lige nu er der intet af det, der går mig på.
Hvornår tror du, at du flytter?
João: Måske næste år, men jeg ved ikke, hvor jeg tager hen. Afstanden til arbejdet er meget vigtig, og fabrikken er her, så jeg ved ikke, om jeg kan holde ud af at have lang transporttid.
– Pedro Miguel
Mere
fra VICE
-
Screenshot: Shaun Cichacki -
Credit: Thomas Trutschel/Photothek via Getty Images -
Credit: Getty Images -
Screenshot: Kaizen Game Works Limited