Restaurant Confessionals er en artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Denne gang har vi talt med en kok, som har lagt restaurationsbranchen bag sig og laver mad for en velhavende familie.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i april 2016.
Videos by VICE
Jeg har arbejdet med mad hele mit liv. Jeg har været opvasker, afrydder, tjener, bartender, og jeg har haft alle stillinger i køkkenet. For fjorten år siden blev jeg privat kok for en multimillionær.
Folk fantaserer om, hvordan det ville være at have en privat kok, fordi det ville gøre ens liv så meget nemmere. Man ville sikkert være uendeligt glad for al den ekstra fritid, hvor man kan fokusere på arbejde, eller hvad man har lyst til. Det dårlige ved det er, at det gør oplevelsen af restauranter en del mindre interessant. Jeg hører tit fra min chef, at ”det ikke var lige så godt som det, du laver”. Bare tænk på hvor fedt det ville være at få virkelig god mad, tilberedt lige som du kan lide det, tre gange om dagen, fem dage om ugen. Det er ikke så ringe.
Min arbejdsgiver har stort set ingen krav til, hvad vi skal spise. For det meste ved de ikke, hvad de skal have, før de sætter sig ved bordet. Det er ikke mange mennesker, der ville overlade deres kost til andre, så jeg er helt sikkert et særsyn i branchen. Jeg tager alle beslutninger omkring menuen, og hvad der skal købes ind. Nogle gange siger de, at de har lyst til et eller andet særligt, men ellers er det bare op til mig.
Det er meget mere afslappende end at job på en restaurant, så jeg stresser ikke. Lønnen er god, og man kan ikke klage over, hvor behageligt arbejdet er. Før jeg blev gift, boede jeg sammen med milliarderfamilien, og fulgte med dem, når de var ude at rejse. Nu bor jeg det meste af året sammen med min kone, men fem måneder om året flytter familien, jeg arbejder for, til Florida, og der flytter jeg med. Så fem måneder om året er jeg adskilt fra min kone.
Hvis jeg arbejdede i den almindelige restaurationsbranche, ville det sikkert ikke være meget bedre. Jeg ved, hvordan det er: Man arbejder 12 timer om dagen seks dage om ugen. Man har intet liv. Når vagten er overstået, er man så smadret, at man enten begynder at drikke eller tager direkte hjem og går kold, inden man skal på arbejde dagen efter. Man ser stort set ikke sin partner. Det er generelt virkelig hårdt for et parforhold at arbejde med mad.
Selvom jeg ikke længere bor i samme hus som min arbejdsgiver, er det stadig svært at navigere i nærheden af dem nogle gange. Der kan opstå nogle akavede situationer. Nogle gange fungerer jeg ikke så godt med folk fra østkysten i USA – jeg stikker næsen lidt for langt frem.
Engang havde familien nogle mennesker, jeg ikke kendte, til middag. Jeg passede mit arbejde, og da jeg var ved at rydde af bordet, var de endt i en lang politisk diskussion. Jeg bød lige ind med min holdning til noget af det, der blev sagt. Min chef svarede, og jeg gik ud af lokalet. Senere, da gæsterne var gået, sagde min chef: ”Du skal nok være mere forsigtig med, hvad du siger omkring nogle mennesker. Da du var gået, sagde vores gæst: ’Hvem fanden tror han, at han er?’” Så han tænkte, at jeg bare var en undersåt, som ikke skulle tale om politik ved bordet.
Men for det meste er det virkelig fedt. Gæsterne er meget respektfulde, og de synes, det er dejligt, at jeg tager mig af dem. De fleste er ekstremt flinke. En sjælden gang imellem får jeg endda drikkepenge. Folk er bare så glade for at være i paradis og få mad serveret af en privat kok. Der er ingen grund til at klage. Desuden er jeg ret god til mit arbejde.
Dem, jeg arbejder for, har ufattelig mange venner og familiemedlemmer. I Florida har de tre huse. Et til dem selv, et til mig og et til gæsterne. De har i alt plads til 20 mennesker i forhold til senge og den slags. Det er ret vildt i den periode. Det hjælper, at jeg ikke skal klare det hele selv. Børnene vil gerne hjælpe til – de er ikke forkælede møgunger. De vil altid gerne gøre ting for mig, så det hele går lettere. Men ærlig talt så er det temmelig hårdt at lave mad og rydde op efter 20 voksne mennesker. Nogle mennesker sviner simpelthen så meget. Det er de mennesker, jeg bruger det meste af min tid på.
Det fedeste ved mit job er de mennesker, jeg får lov til at møde. Jeg møder formænd for store fonde, politikere og andre berømtheder. Jeg får lov til at opleve en helt anderledes livsstil, end hvad de fleste ser. Man får lov til at se, hvordan folk, som tjener 3-4 milliarder kroner om året, lever.
En af de ting, jeg lægger mærke til, er, at efter et bestemt punkt er det lige meget, hvor mange penge man tjener. Enten er du lykkelig eller også er du ikke. Når du har nået et bestemt punkt, kan alle penge i verden ikke gøre dig mere glad. Jeg har mødt mange ulykkelige, ynkelige milliardærer, som bare er vrede på verden. De burde være glade og have det perfekte liv, men de er bare almindelige mennesker, og folk er, som de nu er. Det ændrer penge ikke på – i hvert fald ikke særlig meget. Det gør bare tingene nemmere.
Fortalt til Tove Danovich.
