Sådan er det at sælge mad udenfor, når Danmark rammes af sibirisk frost

Når Danmark i disse dage rammes af ubarmhjertige frostgrader, hvis lige ikke er set siden 1987, er udendørs det sidste sted, man har lyst til at opholde sig. Men hvad nu hvis ens levebrød kræver, at man opholder sig udenfor for at forsyne resten af samfundet med mad?

Hvordan holder man frugter, pølser og tæer varme, når man rammes af en aggressiv sibirisk koldfront?

Videos by VICE

Vi gik på gaden i København for at finde svaret i en pølsevogn og udenfor Torvehallerne.

Peter Christiansen, Peters Pølser

MUNCHIES: Hej Peter. Hvordan går det ?
Peter Christiansen: Det går kun én vej (Peter vender tommelfingeren nedad). Omsætningen ryger ned, for der er ingen mennesker på gaden. De vil hellere blive hjemme i varmen.

Men du har da to kunder lige nu?
Det er fordi jeg lige har stået og være nøgen i vognen.

Så man er nødt til at tage alternative marketingfremstød i brug for at lokke folk til?
Yes.

Bliver vognen påvirket af kulden?
Nej, den holder endnu. Men gasflaskerne fryser til. Jeg har heldigvis to, og når der færst kommer varme på, så går det fint.

Kan du selv holde varmen?
Nej. Jeg har huller i lommerne, så mine fingre er som isterninger.

Men pølserne klarer kulden?
Ja, de skal nok klare den.

Hvor koldt skal det være før, at du ikke kan arbejde?
Det har vi aldrig prøvet. Jeg ved, at der holder en pølsevogn i Antarktis, og hvis den kan klare det, kan vi også.

Tak for snakken, Peter. Håber du kan holde varmen.
Det kan jeg sgu ikke.

Lui Larsen, Torvehallernes frugt og grønt

MUNCHIES: Hej Lui. Hvordan påvirker kulden dit arbejde? Lui Larsen: Det er hårdt for vores vores grøntsager. Det er den største udfordring. Vi prøver så vidt muligt at holde vores telt frostfrit. Vi har lukket siderne af og har sat nogle gasvarmere op, så vi kan holde temperaturen lige omkring nul grader. Mange af vores varer er meget vandholdige, og de fryser lynhurtigt til is.

Hvilke grøntsager er hårdest påvirket af den nuværende temperatur? Tomater, fennikel, agurker. Men vi stiller vores stader op efter temperaturen. Vi sørger for at citrusfrugter, kål og den slags, der kan tåle frost, står forrest i teltet, og så pakker vi de mere sarte råvarer ind bagved.

Grønthandleren ved siden af jer er lukket i dag på grund af vejret. Hvorfor har I ikke gjort det samme? Det kunne vi jo godt have gjort, men selvom der ligger en del ekstra arbejde i at skaffe varmeapparater og gas, så synes vi, at det er det værd, at vi kan holde åbent. Vi begyndte allerede at forberede os på frosten i sidste uge. Så vi har været helt klar.

Hvor længe kan I holde jer kørende i de her temperaturer? Vi ser da helst, at det snart vender. Lige nu er teltet frostfrit, og det er jo det vigtigste, men der er ikke lige så mange mennesker på gaden, som der plejer at være, og det er nok den største udfordring.

Hvor meget koldere skal det være, før I også lukker ned? Ikke ret meget koldere. Vi er ude i ekstremerne nu. Men vi bider i det sure æble og kører på med krum hals.

Yihang Li, Bingo foodtruck

MUNCHIES: Hej Yihang. Har kulden givet dig nogle udfordringer her til morgen?
Yihang Li: Ja, der var noget vand, der var frosset til is. Men det er ikke noget, der besværliggør madlavningen. Jeg har to varmeblæsere her i vognen. De er tændt begge to.

Er det normalt, at du har dem begge tændt på en gang?
Ja, det er de, så snart temperaturen når under to grader.

Okay, så kulden går ikke ud over madlavningen?
Nej, det er mere mængden af kunder, det går ud over. Der er færre mennesker på gaden, og når det bliver så koldt, er jeg nødt til at holde vinduerne lukket, så varmen ikke fiser ud. Det kan nok godt virke lidt afskrækkende. Der er nok nogen, der tror, at jeg er lukket. Men jeg er jo nødt til at holde varmen for at overleve. Hvis jeg ikke overlever, tjener jeg jo ingen penge.

Så din største udfordring er altså, at folk tror, at du er lukket?
Ja, og så er der også mange, der tror, jeg sælger pølser. Det gør jeg ikke. Jeg sælger kinesiske madpandekager.

Michael Salst, Kødbilen, foran Torvehallerne

MUNCHIES: Hvordan er det at sælge kød, når temperaturen er så lav, som den er i dag?
Michael Salst: Der er færre kunder end normalt. Der er nok flere, der vælger at gå indendøre på en dag som i dag. Men det gode ved de lave temperaturer er, at jeg kan have kødet liggende her ude foran vognen.

Det er ikke for koldt at have det liggende udenfor?
Nej, så længe temperaturen ligger et sted mellem fem plusgrader og to minusgrader, kan det holde sig uden at fryse til is. Men falder temperaturen yderligere, er jeg nødt til at tage det ind i vognen igen.

Har du gjort noget anderledes i dag på grund af kulden?
Jeg mødte ind en halv time, før jeg plejer for lige at sikre mig, at alt var, som det skulle være. Det var det. Også selvom det var rigtig koldt i nat.

Hvor længe skal du stå udenfor i dag?
Jeg skal være her fra 10 til 19. Det skal nok gå. Jeg synes egentlig ikke, at det er vildt koldt. Folk fra Sibirien ville nok grine af vores snak om sibirisk kulde.