Sådan er det at være bartender på J-dag

Du kan hade det eller foragte det. Og bare fordi du selvfølgelig er for sej til J-dag og ikke har drukket en Julebryg siden 1.g, så er der stadig masser af mennesker, der bare skal skåle julesæsonen i gang med en øl præcis klokken 20.59 den første fredag i november.

Men skænk en tanke til de mennesker, som ikke har mulighed for at rykke festen hjem eller ud på beværtninger, der ikke får leveret øl fra landets største bryggeri. De mennesker som på årets længste aften står ansigt til ansigt med horder af zombieagtige fulderikker med snaps i blodet og julebryg-merchandise på kroppen, og hvor der ikke er mulighed for at flygte.

Videos by VICE

LÆS MERE: Vi fandt manden bag J-dag og spurgte ham, om han har skabt et monster

For hvordan er det egentlig at være bartender, når lastbiler fyldt med kraveklædte snebajere sørger for, at landets gader, stræder og bardiske klistres til i bræk og pis?

Vi spurgte to bartendere.

Louise*, har arbejdet som bartender i 10 år

J-dag er startskuddet på hele julefrokostsæsonen, der bare er mere vanvittig end resten af året. Nå vi nærmede os J-dag, forberedte jeg altid mine bartendere på det paradigmeskift, som J-dag ligesom er symbolet på.

Fra J-dag og året ud er branderterne bare vildere, og folk er mere pirrelige, da de er på en hidsig kombination af øl, snaps og coke. Og så får man tilmed fornøjelsen af højlydte familiefædre, der får lov til at tage ud to gange om året, hvoraf den ene er J-dag. Der er grupper af halvfede mænd over 50, der river og flår i deres vielsesring det øjeblik, de træder ind ad døren. De er rowdy, og man ser dem bare ikke i byen resten af året. Men deres tilstedeværelse betyder, at man som bartender skal håndtere langt flere ustyrlige fuldemandsøjeblikke. Som for eksempel folk der pisser i et hjørne i baren.

Jeg har blandt andet arbejdet i Istedgade, og hvor barerne i Indre København bliver overrendt af mennesker, der står i syv meter lange køer for at få fat i en julebryg, går det lidt mere roligt for sig på Vesterbro. Men det betyder ikke, at folk ikke også er ekstra stive den dag. Branderterne topper bare først engang efter midnat.

LÆS MERE: Sådan overlever du J-dag

Det J-dag øjeblik, jeg husker bedst, skete faktisk allerede ved 22.30-tiden. Det er fire-fem år siden, og vi havde modtaget sådan nogle blå nissehuer i noget super syntetisk materiale. Der sad nogle gæster i baren ved disken, og de drak sindssygt meget julebryg. Klokken var kun omkring 22.30, men de var allerede ret stive, og på et tidspunkt besluttede de sig for, at de skulle have sambuca-shots. Der skulle selvfølgelig ild i, og det skulle bare gå stærkt.

Der var ikke noget brandtæppe i nærheden, så jeg måtte slukke ilden i både bar og gæst med et vådt viskestykke.

En af fyrene i den her gruppe havde ikke hørt ordentligt efter, da jeg instruerede dem i, hvordan de skulle drikke dem, og han havde ikke fattet, at man skal slukke ilden i sit shot, før man tager det. Så da manden løfter sit flammende shot op til munden, går der ild i hans skæg, og i den blå nissehue han havde på. Han gik i panik, flåede huen af, kom til at vælte de andre glas med sambuca, hvorefter der gik ild i baren.

Der var ikke noget brandtæppe i nærheden, så jeg måtte slukke ilden i både bar og gæst med et vådt viskestykke. Alle blev pisseforskrækkede, og baren gik helt i stå. Ham, der gik ild i, tog dog ikke på hospitalet. Han gik bare ud på toilettet og fik styr på sit tilbageværende skæg, hvorefter hele gruppen tog videre i byen. Jeg indførte sambucaforbud resten af aftenen, og dagen efter måtte jeg ringe til min chef og fortælle, at det måske nok ville være en god idé, hvis vi fik nogen til at komme og slibe baren lidt ned.

Billede af Sarah Buthmann

Jonas, var bartender i fem år

Jeg arbejdede som bartender og barbestyrer forskellige steder i København, og for mig var J-dag den værste dag på året. Jeg anså aldrig det at være bartender som et ‘arbejde’. For mig var det bare en fest. Men lige den aften føltes jobbet som et arbejde. Den aften bliver byen overrendt af folk, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig. For eksempel forstadsfædre i fyrrerne som tror, de kan drikke lige så meget, som da de var 25.

Et år arbejdede jeg på en cocktailbar, og vi havde sådan nogle firkantede borde, hvor der kun var et tykt bordben på, der mundede ud i en fod forneden. Der var en gruppe midaldrende mænd på baren, der fejrede J-dag, og de havde booket fire borde. På et tidspunkt besluttede én af mændene sig for, at stille sig op på to af bordene med ét ben på hver, og da de selvfølgelig væltede, og han, og alle flaskerne der stod på bordene, røg på gulvet, brugte han en hel halv time på at kræve erstatning for de flasker sprut, der var smadret, og hans blazer, der var ødelagt. Jeg grinte bare af ham, men han blev ved, og det endte med, at jeg måtte få dørmændene til at følge ham pænt ud.

Der er slet ikke plads til at slås.

Man skulle tro, at der var mere brug for dørmændene, når det er J-dag, men de er faktisk mere overflødige den dag end resten af året. Alle barerne ved, at folk kommer til at opføre sig dumt, og man accepterer ligesom bare, at der vil være flere skader på interiøret dagen efter end normalt. Man skulle også tro, at der ville være flere slåskampe, men det er som om, at de mange mennesker lægger en dæmper på kamphanerne. Der er slet ikke plads til at slås.

LÆS MERE: Danske kokke fortalte os om de værste julefrokostgæster

Man forbereder sig på, at der vil blive smadret flere ting for eksempel ved at have masser af ekstra glas i baren, og man sørger for, at man ikke løber tør for Gajol-shots, Jägermeister og Somersby, for det bliver der næsten solgt mere af, end der bliver solgt julebryg. Særligt barerne i Vestergade og Gothersgade brænder inde med en masse julebryg, der ikke kan blive solgt. Så i ugen mellem jul og nytår er det let at finde en halv liter julebryg til en 10’er.

Det hele bliver dog opvejet af, at det ofte er den dag hvert år, hvor der bliver sat omsætningsrekord. Sådan var det i hvert fald på alle de barer, jeg arbejdede på. Så det gælder bare om at presse så meget ud af den aften som overhovedet muligt.

*Navnet er ændret, da personen stadigvæk arbejder i branchen. Redaktionen er bekendt med Louises rigtige identitet.