Det tager syv timer i bus, to timer i motorbåd og til sidst to timer i robåd at komme fra hovedstaden i Ecuador til det område dybt inde i Amazonas jungle, hvor Mamakunas bor. Mamakunas er en lille gruppe, der består af cirka 30 kvinder, som alle tilhører det oprindelige Kichwa Añangu-samfund.

Sammen driver kvinderne et lille sted ved navn The Napo Cultural Center. Her kan turister, der er interesserede i Kichwa-kultur, komme og bo i nogle små, men ret luksuriøse hytter, samtidig med at kvinderne lærer dem om deres kultur og skikke. Og kulturstedet har været en kæmpe omvæltning i kvindernes liv. Før levede de et liv med arbejde i markerne og hjemmet, men nu driver de deres eget sted, og det har givet dem fornyet selvrespekt. “For fem år siden ville jeg ikke have været i stand til at kigge dig direkte i øjnene,” sagde en af kvinderne til Denisse Ariana Pérez, da hun for nyligt besøgte kvinderne i junglen. Vi talte med Denisse Ariana Pérez, der til dagligt bor og arbejder i København, om hendes oplevelse hos Mamakunas.

Broadly: Hvordan fandt du frem til det her lille kvindesamfund?
Denisse Ariana Pérez: Min fætter har hjulpet Kichwa Añangu-folket med at bygge de her luksushytter, og han fortalte mig om det her sted, der er drevet af kvinder. Normalt er det ret svært at komme ud over turistoplevelsen, men jeg fik en fod inden for døren gennem ham.

Er det et rent kvindesamfund?
Nej, de bor sammen med deres mænd, men der er to forskellige resorter – et, der er drevet af Kichwa-mændene, hvor der kommer mange turister, som er interesseret i dyreliv, og et der er drevet af kvinderne, som fokuserer på kultur. Kvindernes er mindre populært, men jeg vil til enhver tid foretrække at lære om en fremmed kultur end at se et eksotisk dyr. Så for mig var kvindegruppen meget interessant.

Og så var de bare friske på at tale med dig?
Altså, da jeg kom, satte jeg mig i en rundkreds med omkring 15 af kvinderne, og jeg troede, at de ville være super nemme at snakke med, fordi de allerede kendte min fætter. Men det var faktisk ret akavet, for de var meget reserverede. Det var den samme ene kvinde, der blev ved med at besvare alle mine spørgsmål. Det var faktisk først, da jeg spurgte ind til deres relation til mændene, at det blev det rigtig interessant, fordi de virkede til at føle sig meget empowered, fordi de havde lavet deres eget sted. Mamakunas begyndte først at organisere sig formelt i 2010. Før det havde kvinder stadig en meget afgrænsede rolle i samfundet og levede meget tilbagetrukne liv i markerne og husstanden, ikke i rampelyset.

Men det har ændret sig nu, hvor de driver deres eget sted?
Det har i hvert givet dem meget mere selvtillid. En af dem fortalte, at hun ikke ville have været i stand til se mig direkte i øjnene, hvis jeg havde mødt hende for fem år siden. Dengang var hun smertefuldt genert og gik altid omme bag ved sin mand.

Holdt det så op med at være akavet derefter?
Nej, men jeg forstod, at det er en del af deres kultur at være reserverede. Det, jeg opfattede som generthed, er bare sådan de er, og det tager tid at komme om bag ved. Selv, når de føler sig trygge ved dig, er de stadig meget høflige og tilbageholdene. Selv mændene kan være ret reserverede.

Hvordan havde de det så med at skulle fotograferes?
Jeg ville gerne tæt på dem, så det var vigtigt for mig at skabe en god relation, inden jeg fotograferede dem. Derfor tilbragte jeg en hel dag sammen med dem, inden jeg tog kameraet frem. De er vandt til, at turister tager grupperbilleder af dem, men at få taget individuelle portrætbilleder er ude af deres comfort zone. Men de stolede nok på mig til at lade mig gøre det.

Hvordan var processen i forhold til billederne?
Efter at have talt med dem i flere timer, vidste jeg ud fra deres svar, hvem jeg var tiltrukket af, så jeg valgte en håndfuld kvinder baseret på, hvem jeg følte et energimæssigt bånd til. Jeg brugte omgivelserne, og det var naturen. Jeg tager ellers aldrig billeder af naturen eller landskaber, men her føltes det rigtig, fordi naturen er essensen af deres liv – de indfødte i Sydamerika har kæmpet hårdt for at bevare deres jord og kæmper stadig med olieselskaber, som vil overtage deres land. Så jeg ville aldrig have taget de her billeder på den måde, hvis ikke det var fordi, de her kvinder havde sådan en dyb forbindelse til naturen.