Sådan føles det at hjælpe en “incel” med at score

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jason* er en 30-årig mand, der er opvokset i en indisk storby, men i dag bor i Göteborg i Sverige. Han føler sig ensom der, både fordi han kulturelt er en outsider, men også fordi han er langt væk hjemmefra. Han har i lang tid håbet på at gøre noget ved ensomheden ved at finde sig en kæreste. Han identificerer sig ikke nødvendigvis som ”incel”, selv om han er kvalificeret til betegnelsen på grund af sit “ufrivillige cølibat”. Incels er en betegnelse for mænd, der foragter kvinder, fordi de føler sig valgt fra. Deres idéer lever gennem internetforaer som Reddit. Det er også derfor, han har opsøgt hjælp i braincels-miljøet. Her kan fyre, hvis identitet og selvopfattelse er formet af det faktum, at de ikke er seksuelt aktive, finde et hjem og ligesindede.

I november sidste år bandlyste Reddit sidens største ”incel”-community på grund af den hyppige brug af voldelig og kvindefjendsk retorik. Alligevel har brugere af forummet fundet nye grupper på siden, hvor de stort set har genoptaget deres aktiviteter som før.

Jason er ikke er vild med at blive associeret med en subkultur, der har skabt overskrifter, fordi et selverklæret medlem er sigtet for at have dræbt ti personer i Toronto med en varevogn. Men han skriver trods det jævnligt i braincels-grupper – mens han sideløbende skriver kontaktannoncer og leder efter potentielle kærester. ”Jeg ved ikke, om det faktisk hjælper mig,” siger Jason. ”Men i det mindste findes der en gruppe, der anerkender det faktum, at det er svært for visse personer at finde en kæreste på grund af karaktertræk eller udseende, som er svære eller umulige at ændre på.”

Da Jason bad andre braincels om råd, fordi han ønskede at opsøge en terapeut, var de svar han modtog ikke just opmuntrende. Men Jason er fortsat fast bestemt på at lære at forstå sociale normer og opnå indsigt i måden, omverdenen tolker hans kropssprog på.

Og hvis han beslutter sig for at gå i terapi, kan han for eksempel opsøge Sam Louie – en psykoterapeut fra Seattle, som hjælper personer med parforholdsproblemer. Begrebet ‘sexterapi’ fremmaner ofte billeder af mænd, som kæmper med sexafhængighed a la Michael Fassbender i Shame, men Sam Louie behandler også mænd, der lider af det stik modsatte problem, nemlig mænd, som ufrivilligt lever i cølibat. Ifølge Louie fortæller mændene ham oftest ikke lige med det samme, at de gerne vil have et knald. Men det bliver tit tydeligt efter et par møder med terapeuten.

”Mange unge mænd har ingen mandlige rollemodeller til at fortælle dem, at det er okay at være jomfru, og at der ikke er noget mærkeligt ved det,” fortæller han. ”Der ikke nogen til at beskytte dem mod samfundet og deres venner, som siger, at de er helt på røven, hvis de stadigvæk er jomfruer efter gymnasiet.”

VICE: Du skal både give dine patienter bekræftelse, men du skal også få dem til at indse, at deres mangel på succes på det her område i nogen grad er deres egen skyld. Hvordan foregår den proces?
Sam Louie: Jeg har en patient lige nu, som passer på beskrivelsen. Da han kom ind første gang, fortalte han, at han kæmpede med at finde en kæreste. Men efter mordene i Toronto begyndte han at tale mere åbent om det. Han sagde, at det lige så godt kunne have været ham, da han var ung studerende. Han følte den samme vrede og det samme had. Da han begyndte at mødes med mig, havde han en meget firkantet, sort-hvid-opfattelse af, hvordan kvinder er. Hans egen definition af maskulinitet – eller “hypermaskulinitet”, som han kalder det – er formet af de grupper, han kommunikerede med på Reddit. Han havde indset, at det var en giftig tankegang, men den var samtidigt meget svær at bryde med for ham. Han sagde, det skyldtes hans hudfarve – eller det, at han ikke havde lyst hår, ikke var fysisk stærk og ikke var høj. I hans øjne gjorde det ham uønsket.

Hvordan hjælper man en person med at tackle sådan et problem – især hvis de reelt er udsat for fordomme på grund af deres etnicitet eller andet?
Jeg ville ønske, der var en løsning, som passede alle. For den pågældende patient handlede det om at spørge ind til hans styrker, hvad han var god til, og hvad han satte pris på ved sig selv. Hvad kan han bruge ved sig selv til at få det bedre med den, han er? Han havde en kæreste på et tidspunkt, men de dyrkede ikke sex, hvilket han sagde, skyldtes hans etnicitet, for hun endte med at droppe ham til fordel for en hvid mand. Det gjorde, at han udviklede et mindreværdskompleks.

Det, der gjorde forholdet svært, var også, at hans kæreste så ned på ham på grund af hans interesser – computerspil, kunst, manga. Det, syntes hun, var dumt og barnligt. Under terapiforløbet spurgte jeg ind til hans interesser, men der gik lang tid, før han stolede nok på mig til at afsløre det.

Hvor vigtigt er det at opbygge tillid?
Han var kommet sig i nogen grad, da han begyndte at mødes med mig, og han var i gang med at prøve at glemme ekskæresten. Da jeg lærte ham bedre at kende, gik det op for mig, at han var mere interesseret i tanken om et forhold, end han var i den pågældende kvinde.

Hvad gør du i sådan en situation? En pickup-artist ville måske opmuntre ham til at begynde at styrketræne eller sådan noget. Gør terapeuter også det, eller overbeviser du ham om at finde en mere passende partner?
Han var begyndt at gå i træningscenter. Jeg sagde til ham, at det var fint, så længe han gjorde det for sin egen skyld. Men hvis han bare gjorde det for at finde en ny kæreste, kunne det ende med at øge mindreværdskomplekset. Jeg tror, han havde brug for at finde sig en ny stil og købe noget nyt tøj, arbejde på sit kropssprog og sætte sit hår. I begyndelsen troppede han op med uglet morgenhår til møderne. Efter et par måneder spurgte jeg: “Har du nogensinde overvejet, om din fremtoning har indflydelse på dit problem?” Jeg prøvede selvfølgelig at sige det meget diplomatisk.

Hvordan reagerede han?
Han svarede til sidst: “Okay, måske skal jeg tage bedre vare på mig selv.” Jeg sagde: “Hør her, når jeg går ud og ser en kvinde, der ligesom dig heller ikke gør noget ud af sig selv, ikke børster tænder, har beskidt tøj på og så videre, så tænker jeg automatisk, at hun ikke tager vare på sig selv. Hvis hun ikke har respekt for sig selv, vil jeg måske svært ved at date hende. Er din fremtoning et tegn på manglende selvrespekt?”

Det lyder lidt, som noget en pickup-artist ville sige. Hvor meget praktisk rådgivning tilbyder du, og hvor meget fokuserer du på at nedbryde den ideologi, han er indoktrineret til at følge på grund af samtalerne på Reddit?
En tredjedel af terapien var praktiske råd, som man får hos en coach. Han brugte datingapps og talte med tre kvinder over nogle uger. Jeg spurgte, om han havde inviteret nogen af dem ud endnu. Jeg sagde til ham, at hvis han ville opnå noget med dem, så kunne han ikke bruge timevis på at skrive beskeder frem og tilbage. Jo før man møder en person, jo bedre. Så kan man vurdere, hvem de er i virkeligheden. Det arbejder han på nu.

Et andet praktisk aspekt er kropssprog. Jeg blev nødt til at forklare ham, at øjenkontakt er vigtigt. Men på grund af incel-ideologien, begyndte han straks at tænke i andre baner – eksempelvis, at han ikke ville skræmme kvinder med øjenkontakt. Det er stadig tegn på sort-hvid-tænkning. Han siger stadig ting, som at han skal være superveltrænet, og at kvinder ikke kan lide asiatiske mænd ifølge en statistik fra Match.com, og derfor får han aldrig nogen dates.

Er mænd, der opsøger dig, fordi de lever i ufrivilligt cølibat, vrede?
De er ofte vrede på sig selv over alle de fejl, de mener, de begår. Det har tit manifesteret sig i konkret adfærd tidligere. Eksempelvis da den føromtalte patient blev vild med en pige, han havde mødt på nettet. Han besøgte hende – hun boede i en anden stat – men så fandt hun sammen med sin ekskæreste igen. Nu er han fuld af had – ikke nødvendigvis had rettet mod hende, men mod ekskæresten. Han koger helt af det. Så der er meget kognitiv adfærdsterapi involveret for at bearbejde de følelser. Han bliver også vred over alle de nedladende ting, der skrives om jomfruer online. Men når folk, som min patient, sidder fast i den der tankegang, har de mest af alt brug for at komme væk fra det miljø, som fordrer den, før de overhovedet kan begynde at arbejde på at få det bedre.

*Jason er ikke kildens rigtige navn. Han ønsker at være anonym af frygt for, hvilke konsekvenser hans udtalelser kan få for ham og hans sikkerhed. Redaktionen er bekendt med kildens identitet.