Det her er en klumme skrevet af Oskar Fehlauer Nielsen. Oskar er 19 år, blev student i sommer og skriver fast for ungdomsmagasinet SEIN.

Jeg har aldrig har været særligt bevidst om mit køn. Ikke i udgangspunktet i hvert fald. Ikke før folk omkring mig begyndte at pointere det hele tiden, direkte og indirekte. Når de spurgte, om jeg var en dreng eller en pige. Når der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg altid kun legede med pigerne.

Samfundets opdeling af alting i mand og kvinde, i maskulint og feminint, falder mig ikke naturlig. Den var noget, jeg lærte. Da idrætsundervisningen blev kønsopdelt, med fodbold for drengene på den ene side og høvdingebold for pigerne på den anden. Da der var en pige fra klassens far, der ikke syntes, at jeg skulle inviteres med til pigefødselsdag, eller når jeg følte mig ensom de enkelte gange, jeg tog med til drengefødselsdage med bowling eller svømning.

Når jeg satte mine krydser på legetøjskatalogernes lyserøde sider med Baby Born og Bratz, figurer af elverpiger og enhjørninger, prinsessekjoler, plastiksko med plys og hæl, legetøjskøkkener med legetøjsmad, bamser og sminkedukker og dukkehuse med miniature-ting, der får det til at krible i hele kroppen af nuttethed.

Den anden dag gik jeg forbi Fætter BR og tog et katalog fra en stander ude foran butikken. Siderne er ikke længere lyserøde og blå. Det var de måske aldrig. Men det kunne de lige så godt være. Det er tydeligt, på trods af enkelte forsøg for at sløre det lidt, hvad der er “pigelegetøj”, og hvad der er “drengelegetøj”. Pigerne i bladet leger med babydukker og My Little Pony. Drengene leger med racerbaner, legetøjskraner og værktøj i plastik.

Jeg bladrer flere gange igennem kataloget. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg tog det? At det var anderledes? Eller forventede jeg at blive bekræftet i, at meget lidt har ændret sig? I hvert fald, er jeg skuffet og ked af det.

Jeg ved ikke, om man bemærker det på samme måde, når man ikke ved, hvordan det føles at sætte sine krydser på de forkerte sider i kataloget. Men selvfølgelig fanger børn en så åbenlys kønnelse af legetøjet i katalogerne. Det er vel egentlig også meningen.

Jeg skal ikke påstå, at jeg ved særligt meget om virksomheder og branding. Men jeg ved, at der kun er én ting de rigtigt tæller: penge. Jo flere, jo bedre. Jeg ved, at den kønnede branding er et udtryk for, at det må være den mest effektive måde at gøre det på. At man sælger mere og sælger nemmere.

Jeg har meget, jeg kunne anklage kapitalismen for. Egentlig føles det på mange måder som at slå en knyttet næve mod en mur. Når jeg tænker på den måde, kapitalistiske interesser kan påvirke, hvordan det føles at være et barn, der ikke lever op til klassiske kønsmønstre, gør det ondt i mit hjerte. Især når det skal infiltrere legens og fantasiens rum.

Det var i fantasierne og legene, at jeg kunne nærme mig alt det, der føltes helt rigtigt. Hvor jeg kunne tage prinsessekjolerne på, som jeg ikke måtte have på i skole, fordi nogen havde defineret, hvad der var rigtigt tøj, og hvad der var udklædning. Det var et valg, der blev truffet for mig, sikkert for at beskytte mig mod at blive drillet. Men det intuitive blev taget fra mig, det var ikke et spørgsmål om, hvad jeg helst ville, eller hvad der gjorde mig mest glad.

”Virkeligheden” var et sted med konventioner, som jeg måtte lære, fantasien, legene var det sted, jeg kunne opløse dem. Hvor jeg kunne lege, at jeg var en lille hund, en soldat, en fe eller en mor til et nyfødt barn, der skulle puttes og mades med sutteflaske. Hvor der ikke var regler. Eller hvor jeg kunne opfinde mine egne. Et sted, hvor jeg kunne forestille mig de andre måder, det hele kunne være på.

Selvfølgelig handler det om mere end et katalog. Men et katalog, som det fra Fætter BR, er et af de steder, hvor det bliver helt tydeligt – både kapitalismens mekanismer, men også samfundets generelle syn på køn. Hvordan drenge er, og hvordan piger er – eller burde være.

Jeg vil bare gerne fortælle, hvordan det føles at stå ved siden af. Ikke at kunne passe ind, ikke at kunne ønske sig de ting, som katalogerne siger, man burde ønske sig. For selvfølgelig får det en til at føle sig forkert, når man sætter sine krydser, steder, kataloget fortæller én, at man ikke burde.