For nogle år siden rystede Jeppe Skjold på hovedet, når folk snakkede om kvoter for køn i den danske musikbranche. Han er kunstnerisk leder på Forbrændingen i Albertslund, hvilket vil sige, at han har ansvaret for spillestedets bookinger, og egentlig syntes han ikke, at kønskvoter ville gøre noget godt for programmet. Men pludselig gik det op for ham, at der var et reelt problem i dansk musik, og at han selv var en del af det.
”På et tidspunkt blev jeg meget bevidst om unconscious bias. Hvordan vi ligesom er i verden på ubevidste måder, og som mand har jeg været rigtig god til at spejle mig i andre mænd. Jeg har relateret til musik med mandlige forbilleder. Og det eneste, man kan gøre ved det ubevidste, er at bringe det op og reagere på det,” siger han.
Videos by VICE
Han begyndte at vende sine bekymringer med sin souschef på Forbrændingen, Niels Christian Geil, og over kaffe og bordtennis på kontoret udarbejdede de over de næste måneder en plan for, hvad de kunne gøre for at fremme ligestillingen i dansk livemusik. For et par uger siden var de så klar til at offentliggøre det mest radikale tiltag for ligestilling på musikscenen, noget dansk spillested har forsøgt sig med: I hele 2019 vil Forbrændingen kun booke kvindelige kunstnere og bands, der har kvinder i centrum.
Reaktionerne på Forbrændingens planer var lige så forudsigelige, som projektet var overraskende. Kvindelige kunstnere som Katinka klappede i hænderne, Dansk Musiker Forbund syntes, at initiativet var spændende, og flere borgerlige politikere råbte vredt om straks at få stoppet kommunalstøtten til koncertstedet på Vestegnen. Men hvad fik egentlig Forbrændingen, Suspekts hjemmebane, der ligger midt i det bankende hjerte af af den mandsdominerede danske rapscene, til at gøre sig pionerer på så ekstremt et tiltag?
Svaret findes på det kontor, hvor Forbrændingens ansatte sidder til daglig. Det ligger på 1. sal på selve spillestedet lige ved siden af Albertslund Station og føles mere som et spillested end et kontor. Vi bliver vist gennem et arbejdsområde med computerborde, forbi et køkken og en opholdsstue, og videre ind i et backstage-lokale. Her står der et Tuborg-køleskab med en seddel, der fortæller, at optrædende kunstnere må tage fem øl og fem sodavand, og at sodavandene godt kan byttes til øl. På hylderne står der brætspil, og væggene i lokalerne er fyldt med artefakter fra spillestedets 22-årige historie – fra et vejskilt med en pil mod Albertslund til en sætliste fra en gammel Kashmir-koncert.
Det er Jeppe Skjold, den hovedansvarlige for bookinger og dermed også for ”Kvinder i Centrum”-initiativet, der fører an. Han er en 41-årig mand med halvlangt, rødligt skæg og en grøn tophue, som han har på indenfor.
Han sætter sig til rette i backstage-lokalet, tilbagelænet med benene over kors og hænderne i skødet, mens han taler i et roligt og fattet toneleje. Jeppe har været kunstnerisk leder på Forbrændingen i fem år. I den tid har der været en klar overvægt af mandlige kunstnere på Forbrændingens program, og han har for det meste fnyst af debatten om kvoter i musikbranchen, når det er kommet op. Men for et par år siden begyndte han, da Jazzhouses lavede en registrering af kønsopdelingen på deres spillested, at erkende, at han måske var en del af et større problem. Hans kollega Niels Christian gav ham ret.
”Vi var i tvivl om, hvorvidt diskrimination fandt sted. Kan man snakke om en strukturel diskrimination? Det kan man måske godt på vores eget spillested, fordi vi, selv om det var ubevidst, klart har booket mænd i overtal,” siger Jeppe Skjold.
Forbrændingen er ikke verdens, eller Danmarks, største spillested. Der er plads til 450 mennesker, og der er omkring 80-100 koncerter og kulturelle begivenheder om året. Spillestedet ligger i en gammel kulforbrænding, har eksisteret siden 1996, og er et af den slags spillesteder, der er på større danske kunstneres danmarksturnéer, for eksempel Phlake i 2016 og Marvelous Mosell i 2017. Samtidig prøver Forbrændingen at være et ”kuraterende spillested”, hvilket vil sige, at de også laver særlige koncerter, man kun kan opleve her. Det kan for eksempel være ved at sætte to kunstnere, der aldrig har mødt hinanden før, til at lave et show sammen. På den måde stræber Forbrændingen efter at blive mere end bare et stop på førnævnte turnéer, og det er også den tankegang, der har været med til at fostre 2019-projektet, fortæller Jeppe Skjold.
Han vil helst ikke sige, hvad den procentuelle fordeling har været mellem mandlige og kvindelige kunstnere de seneste år, ”men den er grel.” Det er også en af årsagerne til, at han ikke har betænkninger ved at køre et helt år med kvindelige kunstnere. ”Hvis vi kigger tilbage på de sidste tre år, må vi sige, at selv om vi prøver at vende det hele på hovedet i 2019, er vi ikke i nærheden af at ramme en lige fordeling sammenlagt.”
Jeppe Skjold mener, det er nødvendigt at gøre noget radikalt for at rykke debatten. ”Vi har talt rigtig meget om, hvordan vi skulle gøre det. Også om vi bare skulle gøre det og så først sige det bagefter. Men de sidste par uger har vist, at debatten har været nødvendig, og så er det godt, at vi samtidig sætter handling bag den debat. Det er ikke et perfekt projekt – på mange måder er det ekstremt klodset. Men det er nødvendigt at vende det hele på hovedet for at skabe fokus.”
Se mere fra Noisey:
Det var altså tanken, at et voldsomt tiltag kunne sparke til en vigtig debat, da han tidligere i år gik til bestyrelsen for at præsentere forud for 2019-sæsonen. Der sidder seks kvinder og én mand i bestyrelsen, som Jeppe Skjold generelt føler ikke er kritiske over for ham, men faktisk er klar til at gå med på proaktive tiltag. Så selv om der lige var stille i et øjeblik, efter idéen blev præsenteret, var bestyrelsen hurtigt klar til at bakke op. Der var dog nogle forhold, der skulle tjekkes først. For eksempel den kommunale støtte, som forskellige politikere nu råber op om at ville trække tilbage på baggrund af diskrimination.
”Der er en bekendtgørelse, der hedder, at man kan lave fremstød, hvor der er dispensation fra ligestillingsloven. Vi har selvfølgelig undersøgt det på forhånd og har ingen intention om at gøre noget ulovligt. Det er jo meningen, at det skal være et ligestillingsfremmende projekt.”
Det kun er i 2019, Forbrændingen vil køre projektet. Med andre ord kommer der også mandlige musikere på plakaten i 2020, og håbet er, at man på det tidspunkt er blevet bedre til at repræsentere god musik med større mangfoldighed og diversitet. Men hvad nu, hvis det viser sig, at folk ikke køber billetter til koncerterne i 2019?
”Så må jeg blive endnu bedre til at booke. Det er ikke et spørgsmål om, at der ikke er gæster eller billetkøbere til projektet eller artisterne, men man kan godt booke så smalt, at man som booker har gjort dårligt arbejde. Men det her projekt er jo også en undersøgelse af, om vi kan matche regnskab fra tidligere år,” siger Jeppe Skjold, som dog må erkende, at det absolut ikke er alle, der er vilde med projektet. ”Vi kan se på Facebook, at der er nogle, der ikke vil komme på grund af det her. Det er ærgerligt, men omvendt er det synd, at de ikke kigger på kunstnerne og tænker: ‘Det er en god koncert, den vil jeg gerne høre.’ Men jeg kan jo ikke tvinge folk til at komme på besøg.”
Selv om alle på Forbrændingen godt var klar over, at deres initiativ ville få nogle reaktioner, blev Jeppe Skjold overrasket over, hvor stærke de egentlig var. Én kritik er, at det er “omvendt diskrimination” at udelukke mandlige musikere fra plakaten – en anden er, at projektet er en form for pinkwashing, der kapitaliserer på kampen for ligestilling. Men det mener Jeppe Skjold ikke.
”Man kunne godt have skrevet ‘female’ med lyserødt ud over det hele og lavet kæmpe marketing ud af det. Men det har vi valgt ikke at gøre. Vi gør det som normalt. Og vi prøver at skille de to ting ad: at lade kunstnernes kvalitet tale for sig selv og så projektet ved siden af.”
Programmet for det første kvartal af 2019 favner bredt – fra Anne Dorte Michelsen til Mount Reina Collective til Katinka – og det er en turbulent tid for Albertslund-spillestedet. Men Jeppe Skjold mener, at det er det hele værd.
”Der er mange, der er utrygge, og der har været masser af drama. Men nødvendigheden overskygger det.”
