Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Jeg har ikke tænkt mig at tale ned til dig: du ved jo udmærket godt, hvem Sean Paul er. Om det er “We Be Burnin’”, “Get Busy”, “Temperature”, “Gimme the Light”, “Breathe” med Blu Cantrell, “Baby Boy” med Beyoncé eller hans gæsteoptræden på Sias “Cheap Thrills” – som blastede udover dansegulve over sommeren 2016 og lå nummer ét i adskillige lande – så har du sandsynligvis haft en eller anden betydningsfuld oplevelse med Sean Pauls musik. Måske har du selv sunget en af hans sange i en brandert på en karaokebar i Berlin for nærmest øjeblikkeligt at fortryde det, fordi du ikke er jamaicaner. Måske har du mødt din kæreste, fordi I endte med at stå og gnubbe jer op ad hinanden på en klub til den berusende rytme i “Ever Blazin”. Det er også meget muligt, at du har røget dig fra sans og samling og oplevet en dyb åbenbaring, der ændrede dit perspektiv på verden, mens du lyttede til Dutty Rock. Vild med det eller ej: Menneskeheden er nede med Sean Paul.
Videos by VICE
I dag har Sean Paul lagt bandanaen, skaterbukserne og sine cornrows – der var del af hans image, da han brød igennem – på hylden, men musikeren har den samme vedvarende appel, som en rigtig, rigtig, rigtig god cocktail har. Hans vokal er glattere end en Hennessy-dryppende delfin, og han er på nuværende tidspunkt den mest anerkendte jamaicanske dancehall-kunstner i verden. Det giver god mening, at vi hos Sean Paul finder et autentisk udtryk i en tid, hvor dancehall-viben er blevet populær blandt samtlige popikoner, fra Drake til Justin Bieber. Men hvem er Sean Paul egentlig? Lad os lige overveje det et øjeblik. Hvad driver manden?
Det viser sig, at Sean Paul er typen, der bestiller æblejuicen i barren, fordi han har været tørlagt i et år. En af hans yndlingssangskrivere er Kurt Cobain. Han er også typen, der tager jamaicanske patties med, hver gang han skal møde en ny person, mens han samtidigt knuger en tennisbold i den ene hånd af årsager, han ikke behøver at uddybe, fordi han er Sean Paul. Alt det ved jeg, fordi min redaktør for nyligt sendte mig ud på date med ham på Londons Sanderson-hotel, hvor vi sad på et værelse dekoreret med oliemalerier af hunde og snakkede om at snave, høre Nirvana og det der med, at folk troede han var død i 2006. Det udspillede sig sådan her:
Hej, Sean Paul. Hvordan går det?
Det går godt, tak. Jeg kan godt lide din frisure.
Tak.
Mit hår er lidt kortere end dit.
Det var endnu kortere i sidste uge, men så tænkte jeg, jeg ville lade det vokse ud til vores date.
[Sean Paul griner]
Tak for de jamaicanske patties i øvrigt.
Helt sikkert. Er du vegetar?
Tæt på. Jeg er veganer.
Jeg var på en juicekur i halvanden uge for nyligt. Fem glas juice om dagen. Det var for at detoxe. Appelsin, gurkemeje, paranødder, hørfrø og kokos. Grøn juice med citrongræs. Det er gode sager. Da jeg blev færdig, havde jeg lyst til at spise vegetarisk. Jeg spiser stadigvæk kød, men meget mindre end jeg plejede at gøre. Min mor har været vegetar de sidste seks år eller deromkring.
Kunne du finde på at blive vegetar på fuld tid?
Det ved jeg ikke. Det troede jeg, da jeg var i Indien. Maden smagte vildt godt! Siden kuren har jeg været i L.A., og der havde jeg ikke lyst til kød, så jeg spiste kun salater, suppe og sandwiches. Jeg havde det rigtig godt. Men så spiste jeg en patty med oksekød i dag, så…
Hvordan har din dag ellers været?
Fin! Den har været rigtig fin. God cocktail her [griner]. Vi er lige kommet tilbage fra Bestival, som var sygt fedt. Jeg vidste ikke, at folk ville tage så godt imod os. Der var 50.000 telte sat op eller sådan noget og endnu flere mennesker. Rigtig fed energi. Jeg var vild med det. Vi kom tilbage i morges, og jeg har sovet lidt, og ellers har jeg set dokumentarer om dancehall på internettet – sådan om kunstnere, og hvad der sker for øjeblikket – og et par stykker om hip hop. Det bruger jeg meget tid på. Så blev det tid til at spille tennis.
Spiller du tennis?
Jeps! Jeg spiller ikke med point, jeg spiller bare med min træner. Det har jeg gjort i fem år nu.
Hele din familie dyrker meget sport, ikke?
Jo. De svømmer meget.
Kan du huske den første date, du var på?
Den første date… Vi gik vist ud og så en film. Det var på Jamaica. Der lå en drive-in-biograf tæt på lufthavnen, og der tog vi tit hen og så film. Vores forældre kørte os derud, og så sad vi på tribunen, så vi kunne sidde tæt sammen. Min første date og mit første kys skete der.
Hvad så I?
Det var i 1987, så det har nok været… Fluen, måske?
Sexet!
Det var mit år. Det var der, hvor jeg begyndte at date og kysse og holde piger i hånden og sådan…
Og man bliver kærester, efter man har holdt i hånd i et par timer!
Ja, lige præcis! Nu er vi et fast par. Der findes et jamaicansk ord for at kysse med tungen. Vi kalder det “throats.” Findes det også her?
Nej, men det er et stærkt ord. Vi siger “snave” i stedet.
Snave! Det ligner det lidt. Når jeg siger “throats” eller “throatsin” til et ungt menneske i dag, så er de altid sådan lidt, “Øh, hvad? Hvorfor kalder man det dét?” Det er vel, fordi man har tungen langt nede i halsen, på den man kysser…
Har du nogensinde haft problemer med at tale med kvinder?
Ja, der er da tidspunkter, hvor man bliver nervøs. Det afhænger af situationen. Jeg var meget tæt på min mor som barn, og hun har opfostret mig med sin udlægning af verden. Hun sagde altid, du skal bare være dig selv. Så jeg er nok ret sikker på den, jeg er. Men selvfølgelig bliver man nervøs. Da jeg hørte, at det her interview var en date, tænkte jeg “Så for pokker… Jeg skal vist lægge en taktik.”
Hvordan lægger du an på kvinder?
Da jeg var yngre og ude at se film med en pige, var jeg sådan lidt: “Hov, du har vist noget i øret [laver kysselyde].” Men jeg synes, jeg er blevet bedre til det. Jeg er lidt mere smooth i dag.
Nu lægger jeg kortene på bordet… Jeg har overhovedet ingen moves.
Det er helt okay. Bare kør på intuitionen.
Hvis du enten skulle lægge mad eller sex på hylden, hvilken en skulle det så være?
Wow.
I know.
Det er virkelig et svært spørgsmål. Hvis jeg holdt op med at spise, ville jeg jo dø?
Efter et stykke tid i hvert fald.
Men… Hvis jeg lagde sex på hylden, ville jeg sikkert dø endnu hurtigere. Jeg tror, jeg ville lægge mad på hylden og så dø med et smil på læben.
Hvor festede du henne, da du var yngre?
Min tante var medejer af et sound system, så hun holdt store fester i forhaven blandt andet til Halloween, hvor folk optrådte med gamle hits til playback-tracks. Havde I sådan nogle fester?
Lidt a la Stars in Their Eyes, men i forhaven-agtigt?
Ja! Så kom folk forbi klædt ud som Boy George eller sådan noget. Det var ret grineren! Det skete hver oktober, til jul, til påske og om sommeren. Det var min introduktion til festverdenen. Jeg elskede at se på, mens de satte anlægget og scenen op. De voksne var sådan lidt: “Okay, unger, når festen starter, så går i ind på jeres værelser og ser tv og spiser slik. Nu skal I ikke blive oppe alt for længe!” Men jeg var selvfølgelig altid med. Jeg elskede at føle musikken banke i kroppen og se smukke damer danse rundt. Folk morede sig.
Du holder fest, og du må invitere lige dem du vil, død eller levende. Hvem skal med?
Yes! Jeg ville helt sikkert invitere Jimi Hendrix… og Cindy Crawford. Store profiler som Muhammed Ali er selvfølgelig også inviterede. Folk, jeg aldrig har mødt, men ser op til, som Michael Jordan. Jeg kan godt lide sport, og jeg kan godt lide at hælde sprut på sportstyper og se, hvad der sker. Men helt sikkert også mine venner og min familie.
God ide. Det er ikke en rigtig fest uden familie og venner… eller Cindy Crawford.
Ja, hun skal helt afgjort med.
Jeg har hørt, at dit party-trick er at stå på én hånd, mens folk prøver at vælte dig.
Hvad? [griner] Det er ret sjovt. Hvem har fortalt dig det?
Det står på din Wikipedia-side.
Hah, Wikipedia er fandme sjovt! Jeg læste engang på Wikipedia-siden om mig selv, at “Sean Paul har gjort det her, og Sean Paul har gjort det der … og så døde han i 2006.” Okay, jeg er åbenbart død! Det kom som lidt af et chok. Der gik et stykke tid, hvor hver gang jeg havde en ny video ude på YouTube, var der altid en eller anden, som skrev i kommentarerne: “Jamen, jeg troede han var død?!”
Udover den historie, hvad er så det mærkeligste rygte om dig?
At jeg ikke er fra Jamaica. Det er egentlig ikke så underligt. Jeg ligner ikke den stereotypiske jamaicaner, men det er lidt irriterende. Folk tror, min accent er påtaget, men det er den altså ikke. Jeg voksede op på Jamaica, og jeg bor der stadigvæk.
Hvad er dine yndlingssange?
Jeg kan godt lide forskellige ting… Bob Marley, The Beatles, Kurt Cobains sange… Jeg kender selvfølgelig ikke overdrevet mange rocksange, men jeg var ret vild med Nirvana.
Hvad kunne du godt lide ved dem?
I starten af 90’erne havde jeg bare brug for noget nyt. Jeg har altid været stor hip hop-fan, men på daværende tidspunkt var det blevet lidt kedeligt, syntes jeg. Jeg havde altid lyttet til dancehall, jeg elskede det, men Kurt Cobain – hans melodier og harmonier mindede mig på en måde om The Beatles, som min mor var stor fan af. Jeg har slet ikke lyttet til for eksempel Foo Fighters på samme måde. Jeg savner Kurts stemme. Jeg lytter stadigvæk til de plader.
Kurt Cobains tante gav ham efter sigende hans første guitar, og de første sange han spillede var Beatles-numre.
Okay. Den der sang: “All in all is all we are…” [synger] Den minder mig om The Beatles.
Okay, vi må hellere runde daten af, før jeg helt mister fatningen over, at Sean Paul sidder her og synger Nirvana-sange. Skal vi ses igen? Kan jeg eventuelt få dit nummer?
[Griner]
