Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Da jeg var ung, kunne jeg kun se mit eget spejlbillede i blanke, sorte overflader. Glasmaleriet af en lilje, som var indlejret i min mors gamle spejl fra hendes barndomshjem, delte mit billede i to, og jeg kunne aldrig genkende drengen mellem bladene. Mørke computerskærme i dvaletilstand viste kun et omrids af min krop, men når jeg tændte for dem, glødede de som lanterner, der skulle vise mig vej til mit sande jeg.
Videos by VICE
I takt med at jeg faldt dybere og dybere ind i det spejl i mine teenageår, hvor jeg tilbragte timevis med at konstruere karakterer i forskellige spil og bygge deres liv op, blev grænserne mellem dem og mig gradvist udvisket. Jeg begyndte at føle, at jeg havde bedre kontrol over karaktererne, der også føltes mere virkelige, end jeg havde over mig selv. Efterhånden blev distinktionen imellem dem og mig ligegyldig.
I et spil kunne troldkvinden, som jeg havde skabt, teleportere sig gennem ældgamle ruiner, samle fortryllede ringe og iføre sig en rustning med magiske egenskaber. Og alt imens føltes det, som om det var mig, der var ude at opleve eventyrerne. Jeg valgte selv navn, udseende og køn for de karakterer, jeg beboede online. De blev en forlængelse af mig. De afspejlede mig tydeligere, end et rigtigt spejl kunne.
Da jeg var teenager, tilbragte jeg timevis hver dag i andre verdener. Jeg har haft mange kroppe, navne og liv. Troldkvinden, jeg spillede i Diablo II, var en masse kode på en computer, men når jeg så hende, så jeg bjerge svæve blandt skyerne og oplyste fangekældre, som jeg selv havde hærget igennem. Jeg kan ikke huske den sidste gang, jeg købte mana på markedspladsen med hende, men jeg ved, at hun havde en sidste dag – et sidste login, inden jeg rykkede videre til et andet spil og en anden karakter. Siden da er hun blevet genfødt gang på gang i sorte, reflekterende overflader, via andre platforme og i nye spil. Det er meget muligt, at hun er blevet bevidst og har fundet vej ud til vores side af virkeligheden.
I dag ligger min første troldkvinde i dvale i en onlineverden, som færre og færre besøger, og jeg er også blevet ældre og har udviklet mig. Drengen i spejlet er forsvundet, glasliljen hviler på hans bryst. Og jeg er selv blevet en person, der minder meget mere om troldkvinden, som jeg første gang mødte som barn. Mit hår ligner hendes. Det gør min krop også.
I mange år forsøgte jeg at ødelægge mig selv ved at leve en selvdestruktiv livsstil, der bare blev værre med tiden. Karaktererne blev vigtigere og vigtigere for mig i den periode. Jeg voksede op i en mands krop, og selv om jeg følte, jeg havde kontrol i min onlineverden, så havde jeg ingen kontrol over min offlineverden. Jeg kunne ikke gå med det tøj, jeg havde lyst til, eller blive set af andre, som jeg havde lyst til, jeg følte mig fremmedgjort fra mig selv, og jeg var sikker på, at jeg ikke havde en fremtid. Men da jeg blev 22, ændrede det hele sig lige pludselig.
Ved et lykketræf fik jeg behandling for de problemer, jeg kæmpede med, og med tiden genvandt jeg noget af den kontrol, jeg havde mistet. Jeg begyndte at transitionere fra mand til kvinde, og det gav mig liv på samme måde, som når min troldkvinde drak af den blå livseliksir i spillet. Jeg afgav et løfte til den del af mig selv, som kom til live i spillenes verden: Hvis jeg skulle fortsætte mit liv her på jorden, skulle det være lige så fyldt af magi som de fiktive verdener, jeg bevægede mig i.
Siden da har jeg også fundet et tilfredsstillende liv i den fysiske verden, men jeg bliver aldrig træt af den kraft som ligger i karaktererne – det er kraften til at flytte virkelighedens grænser og ændre sit billede af sig selv. Min troldkvinde lever fortsat i mig, men jeg er også for nyligt begyndt af bebo en heks i Black Desert Online.
Jeg har lært transformationens kunst. Jeg har lært at ændre form både i den virtuelle og den fysiske verden. Og teknologien er bare blevet mere avanceret, siden jeg var et ungt, selvmordstruet vrag af et menneske. I dag kan jeg skræddersy karakterer ned til mindste detalje, og det har gjort mig i stand til at skabe karakterer, der til forveksling ligner den, jeg er i den virkelige verden.
Igennem alle de liv, jeg har haft, er jeg kommet tættere på at føle mig fri af min krop – et bur, som jeg altid har haft svært ved at acceptere. Selv om jeg stadigvæk føler et behov for at redigere mit eget kød på samme måde, som når jeg ændrer min heks’ udseende i Black Desert, så transcenderer jeg det på samme tid igennem hende og føler mig i sandhed fri, om end kun for en stund.