En aften på verdens mest omtalte restaurant lyder umiddelbart som den totale kontrast til en studenterkost bestående af makrel i tomat og pasta med discount-pesto.
Men når Noma åbner deres nye restaurant d. 15 februar 2018, er der et særligt tilbud på menuen til studerende: Den nye restaurant har plads til 40 gæster, og hver aften vil 10% af de pladser blive tilbudt studerende, som kan få Noma-oplevelsen til under halv pris.
Videos by VICE
Prisen for de studerende vil være 1000 kr person, inklusiv juice- eller vinmenu, så vi er stadig langt fra det gennemsnitlige SU-budget. Men hvis man sammenligner med den faste pris for en middag på det nye Noma – 2250 kroner per person uden drikkevarer – er der tale om en seriøs rabat. Ifølge restauranten vil de studerende, der ansøger om pladserne, blive valgt tilfældigt fra en venteliste og skal kunne fremvise gyldigt studiekort.
VIDEO: Se Vice-interviewet med René Redzepi
Som tidligere annonceret vil restauranten fokusere endnu mere konsekvent på årstiderne, når de åbner deres nye sted på Holmen i udkanten af Christiania. Den første sæson, der løber fra åbningen midt i februar frem til slut april, er helliget havet, fisk og skaldyr.
Torsdag d. 16 november kl. 16 dansk tid vil madentusiaster fra hele verden kaste sig over f5-tasten, når Nomas hjemmeside lukker op for reservationer til foråret, og allerede her vil studerende kunne skrive sig på en venteliste til at booke de eftertragtede pladser. Ifølge restauranten vil det kræve en forudbetaling af menuen, når man booker bord.
Og skulle man være så heldig at slippe gennem det nåleøje, kan man vel godt skrabe smørerstatningsproduktet lidt tyndere på sit knækbrød de næste par måneder, når der er udsigt til friskfanget jomfruhummer og søpindsvin.