Scorer man bedst som DF’er, LA’er eller Enhedslisten-vælger? Jeg testede det på Tinder

Når det kommer til dating, er jeg virkelig kedelig. Jeg dater folk, der hænger ud et sted ude på venstrefløjen, ligesom mig selv, og jeg dater ofte folk, der arbejder i samme branche, som jeg gør. Jeg er desuden en lille smule arbejdsskadet (eller bare snobbet, lad os ikke gå længere ind i den) og swiper ofte til venstre ved mænd, der bøvler alt for meget med nutids-r og tegnsætning.

Det endnu ikke udskrevne, men forestående folketingsvalg fik mig til at tænke over, hvordan mit Tinder-liv egentlig ville være, hvis jeg datede lidt ud af egen politisk andedam. Har liberale det sjovere på dating-apps? Tænder folk på profiltekster om stegt flæsk og lukkede grænser? Og har jeg større chance for at score, hvis jeg lægger et billede op, hvor jeg kysser en lille Karl Marx-buste?

Jeg beslutter mig for at prøve Tinder-lykken som dedikeret støtte af henholdsvis Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti for at finde ud af, hvem der scorer mest.

Først etablerer jeg et par grundregler, så alle tre parti-profiler har lige god mulighed for succes. Hver profil lever i 24 timer, og jeg liker de første 35 mænd, jeg bliver præsenteret for. Jeg skriver ikke til nogen, men lader Tinder-mændene komme til mig.

Enhedslisten-profilen og Liberal Alliance-profilen lever begge to i København, mens min Dansk Folkeparti-profil eksisterer i det sydlige Jylland, fordi jeg skal hjem til min familie og fejre fødselsdag. Det er sådan set også meget passende, siden Sønderjylland er det område, hvor DF henter allerflest stemmer.

Min første profil er en ung, rig og frihedselskende liberal, hvis allerstørste drøm er at stirre længe ind i Anders Samuelsens isnende blå øjne.

Jeg ringer til Rune Stubager, som er professor ved Aarhus Universitet og har specialiseret sig i vælgeradfærd, for at høre, hvad der karakteriserer Liberal Alliances vælgere, så jeg kan designe min profiltekst derefter.

“Liberal Alliances vælgere har en meget skæv kønsprofil. De mobiliserer mest på økonomiske spørgsmål og skattelettelser, og det er ikke noget, der appellerer nær så meget til kvinder som til mænd.”

Perfekt! Hvis Adam Smiths teori om markedets usynlige hånd har nogen gang på jord, så må mit nye, liberale alter-ego jo være i høj kurs blandt de blå mænd. “Enhver er sin egen lykkes smed,” og “Topskat er misundelsesskat” er mine nye mantraer.

Rune Stubager forklarer desuden, at Liberal Alliances vælgere oftest bor i byområderne og oppe i Nordsjælland.

Derudover kan jeg læse mig frem til, at mit nye jeg prioriterer sundhed lavt og socialpolitik lavere. Økonomisk politik og skattepolitik er vigtigst for mig, og så arbejder jeg i den private sektor.

Jeg uploader de billeder på min telefons kamerarulle, hvor jeg ser dyrest ud, forfatter en profiltekst og går i gang med at swipe.

Indenfor fem minutter har jeg ti nye matches, og min indbakke bliver hurtigt noget mere travl, end den har været de sidste par måneder. Foruroligende.

Mit første match spørger mig, hvad jeg er for én, og det er jo en lille smule svært for mig at svare på, eftersom jeg kun har været dedikeret LA-tilhænger i omkring 25 minutter nu. På Liberal Alliances hjemmeside kan jeg læse, at deres mærkesager er “lavere skat, mere frihed, mindre bureaukrati og højere vækst,” så de paroler går jeg med.

Da jeg spørger mit andet match, hvad der tiltrak ham ved min profil, svarer han, at jeg havde en profiltekst. Altså, hvilken som helst tekst. Jeg afprøver mine partislogans på ham, en lille smule bekymret for, om han unmatcher, fordi jeg smører for tykt på. Men nej! Han vil også gerne skubbe lidt til skatten, så humøret er stadig højt i den liberale datinglejr.

Jeg kommer i tanke om Liberal Alliances slogan “Ingen kæmper mere for … end os” og prøver mig frem med det. Mit første match synes, det er glimrende, at jeg kæmper så hårdt for frihed. Da mit ene match fortæller, at han er studerende, copy-paster jeg Liberal Alliances uddannelsespolitik ind i en besked. Stadig ingen mistro.

Jeg har mere succes på Tinder som ultra-liberal, end jeg har til daglig. Men så igen, jeg har også swipet til højre på de første 35 mænd uden nogen form for grovsortering.

Ikke nok med at mine nye matches skriver til mig – mine gamle matches reagerer også på min frihedselskende re-branding. En fyr, jeg matchede med for en måneds tid siden, men aldrig fik skrevet til, spørger mig pludselig, hvad det er ved Anders Samuelsen, jeg er så tiltrukket af. I næste besked spørger han, om min nye profil er et socialt eksperiment til en artikel til Vice. Touché.

En mand, der i sin profiltekst beskriver sig selv med flere navneord, end jeg har formået at putte ind i hele den her tekst, skriver, at min bio slayed ham. De to efterfølgende hjerte-øjne-smileys indikerer, at det er en god ting.

Den dårlige samvittighed prikker til mig, da jeg skal formulere en høflig afvisning og forklare, at min profil var designet for at finde indhold til den her artikel. Min redaktør forsøger at berolige mig: “Tinder er alligevel bare et spil.” Tak, Lene, nu har jeg det meget bedre med mit kærlighedslivs fremtid.

Resultat: 16 matches, et unmatch. Otte nye mænd skrev, og tre tidligere matches skrev. Et tidligere match gættede, at min profil var falsk.

Dagen efter afprøver jeg mit held med en ræverød profil, der er modelleret efter Enhedslistens vælgerprofil. Enhedslistens vælgere går meget op i miljøet, og det er de sådan set ikke alene om. 36 procent af befolkningen svarer, at miljø- og klimapolitik vil være mest afgørende for deres stemmeafgivning ved næste valg. 60 procent af Enhedslistens vælgere siger, at socialpolitik vil være mest afgørende for deres stemme ved næste valg, så det konverterer jeg til et #NasserneSidderPåBorgen-hashtag i min nye profiltekst.

Rune Stubager fortæller mig, at den typiske Enhedslistevælger er en kvinde, og skal man dyrke stereotypen, så bor hun på Nørrebro.

“Enhedslistens vælgere går op i økonomisk omfordeling og retfærdighed. De vil gerne have en mere åben udlændingepolitik end den, der føres for tiden,” forklarer han.

Jeg forsøger kanalisere min nye politiske personlighed ned på under 500 anslag.

Jeg finder en gammel selfie frem af mig, der drikker kaffe af en ungdomshuset-kop iført ikke særlig meget tøj, og tænker, at det må agere blikfang. Jeg låner min venindes Smash Facism-trøje og tager en selfie og får hende til at tage et billede af mig, der kysser en Karl Marx buste. Jeg håber, den gamle kommunist kan hamle op med Anders Samuelsen i Tinder-spillet. Kronen på værket bliver en semi-maskeret selfie, som jeg tænker har en lidt autonom vibe, men som i virkeligheden bare er et billede af mig, der forsøger at undvige urinstøvet på Roskilde Festival.

Allerede ved første swipe løber jeg ind i et problem: Hvad nu hvis de mennesker, der har liket mig, likede min gamle, liberale profil?

Jeg swiper aggressivt til venstre i et stykke tid for at komme af med alle de falske matches og går i krig med min revolutionære profil. Resultatet er… skuffende. Et enkelt “Hej” bliver det til.

Det bliver hurtigt tydeligt, at min Enhedslisten-inspirerede profil, som ligger ganske tæt op af min helt almindelige profil, ikke klarer sig særlig godt. Jeg får godt nok 13 nye matches, hvoraf det ene er et super-like, men der er kun en, der skriver.

Ingen reagerer på mine revolutionære paroler. Et gammelt match skriver, at jeg burde vælge ét politisk ståsted og holde fast i det, og han spørger så, om jeg er i gang med en artikel.

Jeg fortæller ham, at til min store sorg var min ultraliberale persona meget mere populær, og han svarer, at der måske bare er noget enormt tiltrækkende ved strukturelt betinget socioøkonomisk ulighed. Det er forvirrende tider på datingmarkedet.

Et par timer efter at min profil er udløbet, får jeg en besked fra et af mine nye matches om, at det er awesome, at jeg er aktivist. Jeg synes, det er awesome, at det her eksperiment snart er færdigt.

Resultat: 13 matches, to skriver. Et gammelt match gætter, at min profil er snyd.

Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at omdanne min egen Tinder-profil til en DF-propagandamaskine, så jeg opretter en ny til formålet.

Ifølge Rune Stubager bor DF-vælgerne uden for de store byer, de prioriterer penge til velfærd og et velfungerende sundhedssystem, og så er ældrepleje vigtigt for dem. Det falder meget godt sammen med, at Dansk Folkeparti henter de fleste af deres vælgere i den ældre del af befolkningen.

“DF er populære i Sønderjylland. Der er en meget stærk tendens til, at DF-vælgerne enten ikke har nogen uddannelse eller har en kort uddannelse. Vi er i høj grad udenfor universitet her, der er næsten ingen med en kandidatgrad, der stemmer på dem. Og så er en stram udlændingepolitik formegentlig det vigtigste emne for DF’erne,” siger han.

Jeg lægger et par helkropsbilleder ud og et par billeder, hvor jeg hænger ud med dyr, for dyrevelfærd plejer at være en DF-mærkesag. Jeg sætter Dannebrogsflag på billederne og smileys over mit ansigt. Mit ansigt behøver ikke umiddelbart kunne forbindes med en profiltekst, hvor der står #LukGrænserne. Jeg poster et billede, hvor jeg står ude i en skov med en hund for at symbolisere, at jeg altså ikke bor i byen.

Indenfor ét minut har jeg 12 matches, og den første skriver til mig. Jeg ved ikke, om der er slim pickings på Tinder hernede i det sydlige Jylland søndag eftermiddag, men kort tid efter skriver endnu et match. Omend flere er forvirrede over, at de ikke kan se mit ansigt, virker hverken det eller min grise-glade profiltekst til at afskrække nogen.

I alt skriver fem mænd til mig den første aften. En skriver sågar, at jeg er hans drømmekvinde, og at grænserne skulle være lukket for længe siden. Vi oplever dog en lille kurre på tråden, da jeg fortæller, at Pernille Vermund er min drømmekvinde, og han bliver bekymret for, om jeg nu ikke er hetero.

At andet match skriver, at det er “spændende,” at jeg er politisk aktiv, og at han selv stemmer “til den side.” Han understreger, at han “ikke er racist,” men at der altså bare er religioner, der ligger for langt væk fra de gode, danske værdier. DF-Tinder skræmmer mig.

Heldigvis får mit etnocentriske eventyr en naturlig afslutning. Mine matches begynder alle at efterspørge billeder af mit ansigt, så jeg gør det, man altid gør, når dating i internettets tidsalder bliver for besværligt: Jeg ghoster. Da de 24 timer er gået, skriver jeg til mine matches, at det bare var et eksperiment til en artikel. To unmatcher med det samme.

Resultat: 14 matches, 5 skriver til mig med det samme. Ingen er afskrækket af min politiske profil eller manglen på billeder af mit ansigt.

Så hvilket politisk parti har størst succes på Tinder? Resultatet af min yderst videnskabelige undersøgelse viser, at Liberal Alliance har mest medvind i hovedstaden, mens DF-profilen er den, der får flest positive tilkendegivelser på det politiske tilhørsforhold.

Jeg har ikke fået lyst til at date nogen af mine politiske matches, men et par af mine gamle matches bød ind med nogle ret sjove refleksioner, da de så, at min profiltekst ændrede sig, og en spurgte, om vi ikke skulle dele en flaske vin eller fem, når jeg var ude på den anden side af eksperimentet. Det tror jeg, vi skal.