Sentimental og kvindefjendsk: En teenager ser 'Titanic' for første gang

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Mine venner var dybt chokerede, da jeg fortalte dem, at jeg ikke har fået taget min Titanic-mødom endnu. ”Mener du helt seriøst, at du aldrig har set den?” spurgte de og tog en pause for at lade det synke ned. ”Du ved godt, hvad den handler om, ikke?” Og jo, jeg ved godt, hvad den ikoniske film handler om (og jeg kender også historien bag den). Den forløber nogenlunde sådan her: Dreng og pige på en båd (drengen er superlækker, men superfattig, pigen er superrig, men superakavet omkring det), dreng og pige møder hinanden, dreng og pige forelsker sig i hinanden, dreng tror, han flyver, dreng tegner pige, isbjerg (åh, nej!), pige giver aldrig slip, dreng fryser, Celine Dion synger.

Videos by VICE

Jeg ved, Leo er rigtig sexet i filmen, fordi jeg – ligesom alle andre teenagepiger/menneskevæsner – eeeeelsker unge LDC, og jeg kender godt den berømte replik fra filmen, og jeg er klar over, at folk jævnligt refererer til den. Det er ikke, fordi jeg hader den eller sådan noget; det er bare aldrig sket for mig – jeg har lige taget et helt år, hvor jeg, som den gode feminist jeg er, kun så film og tv-serier lavet af kvinder, og så var den selvfølgelig udelukket.

Titanic er skrevet og instrueret af en mand, så det faldt det mig aldrig ind at tjekke den ud – ikke før filmens 20-års-jubilæum her for nylig. Efter et helt år med medieprodukter skabt af kvinder har jeg besluttet mig for at logge ind på min bedstemors Amazon Prime-konto og se Titanic med kritiske briller på.

Herunder følger screenshots og tidskoder, der akkompagnerer mine tanker og indtryk, fra da jeg satte mig og så ”den største kærlighedsfortælling nogensinde”.

0:32:33: Jeg har en tjekliste i hovedet med alle de berømte replikker fra filmen, og jeg har lige ramt den første (“I’m the king of the world!”), så nu har jeg også tid til at give dig en melding. Sådan helt kort, så har en flok højteknologiske skattejægere fundet en berømt tegning i et skibsvrag på bunden af havet, og vi erfarer, at modellen på tegningen har en flot halskæde på, som tech-piraterne er voldsomt interesserede i. Da de viser deres fund til pressen, genkender modellen fra tegningen, Rose, sig selv på tv og tager hen for at møde dem. Hun 101 år gammel, men hendes hukommelse er knivskarp. Mens hun fortæller skattejægerne sin historie, følger seeren med i ”realtid”.

Som 20-årig er Rose forlovet, tvær og ekstremt velhavende, nøjagtigt som jeg havde forventet! Hun er sådan har-tjenere-til-at-bære-sine-Picasso-malerier-rig. Man krummer tæer, når hun kalder Titanic for et slaveskib.

Så møder vi LDC i form af Jack Dawson, der er lige så gammel som Rose, men fra en helt anden verden. Han kan godt lide at spille hasard og virker lidt som en charlatan, der har vundet en billet til færgeturen i sidste øjeblik. Jeg ved godt, at instruktøren prøver at udstille den massive kløft i mellem de to figurer, men Jacks hedonistiske natur er lidt overdrevet. Hvis man får en gratis tur på verdens største skib, er det første man gør så at stille sig helt ud i stævnen og skrige ”I’m the king of the world!”? Rose har det ikke nær så sjovt i sin kahyt, som hendes røvhul af en kæreste, Cal, har det med at netværke blandt de andre passagerer.

0:39:17: Alt går efter planen. Jack og Rose har sendt hinanden hede blikke henover dækket, mens alle deres venner og bekendte har haft travlt med at fortælle dem, hvor skidt de passer sammen. Rige Rose og fattige Jack dur slet ikke. Men der går ikke særligt lang tid, før Rose løber grædende ned ad gangen, og Jack erfarer, at hun tænkt sig at springe overbord.

De har aldrig talt sammen før, men han vælger alligevel den værst tænkelige taktik til at få hende på andre tanker: Han udfordrer hende til selvmord. Fordi det er en romantisk film, fungerer det helt perfekt, og fordi Jack er så charmerende, bliver han inviteret med til en af Roses fornemme familiemiddage ombord. Det er rimelig dårlig stil at reducere et selvmordsforsøg til en katalysator for et spirende kærlighedsforhold, og da de to først har fundet hinanden, hører vi ikke mere om Roses psykiske kvaler.

00:58:44: Det ser ud til, Jack er blevet Roses manic pixie dream boy. Han viser hende sine erotiske tegninger, og så planlægger de en ridetur på hesteryg gennem Californien (hvilket lægger op til en superpinlig replik fra Rose: ”Teach me how to ride like a man… and spit like a man”), inden de sammen går til middag. Jack får lige et hurtigt makeover, og til middagen pulserer den seksuelle energi i mellem de to. Intet, klaphatten Cal siger for at nedgøre Jack, rammer plet. De to elskere skynder sig under dækket til en fest, hvor de spilder øl udover det hele (Rose leverer endnu en tåkrummer af en replik: “What, you think a first class girl can’t drink?”), og så danser de rundt, mens Cals klamme butler holder øje med dem fra sit skjul.

1:10:53: Filmen har på det her tidspunkt for længst glemt alt om Roses selvmordsforsøg, og de følelsesmæssige konsekvenser sådan et har. Den næste times tid overvejer den kun problemerne i, at hun er faldet for en fattig dreng. Rose holder stand, selv om omgivelserne forsøger at kontrollere hende – Cal er en aggressiv klovn (det kommer vi tilbage til), og på et tidspunkt skruer Roses mor sin datter ned i et korset, mens hun giver hende en moralprædiken om familiens fremtid. Symbolikken er cirka lige så elegant som en flodhest.

1:21:21: Jack, der selvfølgelig er vildt romantisk anlagt, sniger sig ind på første klasse og trækker Rose med ind i en kahyt, hvor han holder en lang monolog, der kan koges ned til følgende: ”Du er irriterende og tung at danse med, men jeg kan alligevel ret godt lide dig.” Han er så uselvisk. Som svar leverer hun en fantastisk oneliner: ” It’s not up to you to save me”, men der går noget af brodden af den erklæring, da hun senere finder ham på dækket i agterenden, hvor han erklærer hende sin udødelige kærlighed, og hun indrømmer, at hun har ombestemt sig – så tysser han på hende, beder hende om at lukke øjnene, og så klatrer de op på gelænderet og ”flyver” sammen (det er ikke en eufemisme).

Jack er virkelig ikke bange for noget som helst, og han er heller ikke særlig velovervejet. Måske er det ikke den fedeste ide at presse hende til at klatre over gelænderet, når man tager i betragtning, hvordan de to mødtes. Jeg ved godt, det er meningen, at scenen skal være smuk og mindeværdig, men dialogen er så pladdersentimental, og deres reaktioner så overdrevne, at det faktisk mest er grinagtigt.

1:25:40: Filmen vender kortvarigt tilbage til fremtiden for at påminde os om, at den her urealistiske og smukke kærlighedshistorie ender i tragedie. Så ryger vi ind i dramaet igen. Det er endelig blevet tid til scenen, som jeg har gået og fejlciteret i mange år, nemlig Roses portrætsession. Da jeg gik i gymnasiet, jokede jeg altid, når jeg lå ned, ved at citere den scene: ”Draw me like your French girls”. Det er jeg glad for at have lagt på hylden. Det må have været frustrerende for Rose at ligge ned i samme stilling i så lang tid! Men det var også et stærkt øjeblik for karakteren, hvor hun har en ”erotisk oplevelse”, som hun samtidigt har kontrol over. I sidste ende er det mere et sårbart øjeblik, end det er sexet. Jeg tænker bare på, om de har hyret en professionel tegner, eller om det virkelig er LDC?

1:40:05: Vores to forelskede helte bliver jaget rundt på skibet af Cals psykopatbutler, Lovejoy. Da de har undsluppet ham, når de også at dyrke sex i skjul. Jeg har googlet det her, og det er tilsyneladende en sexscene, der ligger ret højt på listen over bedste sexscener?? Jeg har talt med nogle venner om det, og vi er alle enige om, at der er lidt for meget sved og meget lidt erotik. Det virker bare rigtig fugtigt og ubehageligt. Og så virker det også, som om de egentlig havde det sjovere med at løbe rundt på skibet.

Efter de har dyrket sex, går de tilbage til dækket, hvor de mødtes første gang. Det var jo også rigtig sjovt dengang! Bliver det hele værre nu? Jack og Rose kysser og kameraet panorerer op til skibets officerer på broen, der lige pludselig får øje på et isbjerg forude. De prøver at vende skuden – jeg var ikke klar over, at kaptajnen kendte til risikoen på forhånd – men det er alt for sent. Skibet kolliderer med isbjerget.

1:48:16: Vandet begynder at oversvømme de nederste niveauer af skibet, og parret overhører kaptajnen og hans folk diskutere situationen. Jack kommer med en rigtig indsigtsfuld bemærkning i den anledning: ”This is bad,” siger han, og så prøver de to at advare Roses frygtelige familie og venner, inden det er for sent.

Men Cal, som er et rigtig dumt svin, har endevendt sin egen kahyt og sit pengeskab, så han kan beskylde Jack for at have brudt ind og røvet ham. Da Jack og Rose når under dæk, planter Lovejoy nogle værdigenstande i Jacks lommer, så han bliver anholdt. Cal holder en kvindefjendsk monolog, i hvilken han kalder Rose for ”en ting”, stikker hende en lussing og siger, hun er en luder. Vi erfarer, at skibet har godt og vel en time at løbe på, før det synker til bunds, så personalet styrter rundt med anstrengte smil på og forsøger at få folk i redningsbådene, men der kommer selvfølgelig en helt masse ting i vejen. Lovejoy lænker Jack til en stolpe under dæk.

2:49:44: Nu går det hele af helvede til. Tidligt i filmen fik vi fortalt, at der kun var redningsbåde ombord til cirka halvdelen af passagererne – folkene bag Titanic vægtede æstetik langt højere end 1.000 menneskeliv. Så følger en række scener med folk, der farer rundt i panik, der er så intense, at jeg blev nødt til at tage pause. Jeg skal aldrig ud på en båd igen!

Alle de fattige er låst inde under dæk, og det går op for dem, at deres dage er talte, mens de rige ikke rigtigt lader til at fatte situationens alvor. Cal er så opsat på at forpurre Rose og Jacks forhold, at han opgiver at hoppe på en redningsbåd til fordel for at jage dem rundt med en pistol. Det er en film, der er misogyn for misogyniens skyld; feministiske film er (ikke overraskende) væsentligt bedre til at repræsentere mænds voldelige sindelag på realistisk vis. Titanic viser kun den overdrevne version.

Igennem filmens sidste 40 minutter er vi vidner til en masse folk, der fryser ihjel eller drukner i vandet. Cal er stadigvæk et røvhul. Vi får en lille historielektion i form af Molly Browns redningsindsats, og så vil Rose selvfølgelig ikke dele den planke, hun ligger på med Jack, så han ligger også og fryser. Keke Palmer har ret. Filmen ender med, at nutidens Rose smider sin halskæde i vandet – formodentlig så den kan hvile for evigt på havets bund sammen med Jack og resterne af skibet.

Titanic er i min bog en seks ud af ti-film. Dialogen er pladdersentimental, og figurerne er endimensionelle, men den er smukt filmet. Rose har som karakter mere kød på, i hvert fald nok til at hun kan analyseres nærmere (jeg har dog intet ønske om at beskæftige mig med Kate Winslet efter hendes kommentarer om Woody Allen), og jeg har lært mere om skibets historie, end jeg har i historieundervisningen.

Her er min liste over alternative titler til Titanic: