I USA får hver tredje for lidt søvn. Et lignende billede ser man i Danmark, hvor mellem hver anden og hver femte dansker har problemer med nattesøvnen afhængig af, hvilken undersøgelse man kigger på. Det er også almindeligt med sexrelaterede problemer. Op mod 45 procent af de amerikanske kvinder og 31 procent af mændene fortæller, at de har problemer med sexlivet. Og selv om de to godt kan virke som adskilte problemer, så er de faktisk forbundet.
Hvordan er de så det? Jo, søvnunderskud og manglende sexlyst deler nogle af de samme årsager, herunder stress. Det er især vigtigt at bide mærke i, at mangel på søvn kan forårsage problemer i sexlivet, og at mangel på sex kan udløse søvnproblemer. Modsat kan en god nats søvn fører til øget sexlyst, og orgasmer kan give dig en bedre søvn.
Videos by VICE
Som sexvejleder og forsker har jeg foretaget adskillige studier i, hvor effektive selvhjælpsbøger er, når det handler om at forberede dit sexliv. Jeg har selv skrevet to bøger om sex, som er baserede på min egen forskning. Formålet med min sidste bog, Becoming Cliterate, var at give kvinder et værktøj til at forstå og opnå orgasmens fulde potentiale. Endnu mere relevant for nærværende emne er min første bog, A Tired Woman’s Guide to Passionate Sex, som er skrevet for hjælpe de mange kvinder, der ofte oplever, at de er for trætte til at dyrke sex.
Grunden til, at jeg skrev bogen til kvinder, er, at det hovedsageligt er kvinder, der oplever søvnunderskud og manglende lyst til sex, og det indbyrdes forhold mellem de to er uomgængeligt. Kvinder lider i højere grad af søvnrelaterede problemer, og den typiske årsag til problemer i sexlivet, som kvinder fortæller terapeuter og læger om, er manglende lyst. Det er derfor også påfaldende, at den mest almindelige grund, kvinder giver til manglende sexlyst, er mangel på søvn.
En god nats søvn kan øge lysten til sex markant. En undersøgelse, der blev offentliggjort for nylig, konkluderer, at jo mere søvn kvinder får, jo mere lyst til sex oplever de den følgende dag. Blot en enkelt times ekstra søvn øger lysten med op til 14 procent den følgende dag. Undersøgelsen peger også på, at mere søvn er lig med en øget grad af ophidselse.
Undersøgelsen er foretaget blandt studerende, men blandt den øvrige del af den kvindelige befolkning er sammenhæng mellem sex og søvn faktisk endnu mere udtalt. Når kvinder kommer i overgangsalderen, opstår der et kompliceret samspil mellem biologiske og psykologiske mekanismer, der har stor indflydelse på både sex og søvn. En anden rapport konkluderer, på baggrund af en undersøgelse foretaget blandt en gruppe kvinder i overgangsalderen, at søvnunderskud er en direkte årsag til sexrelaterede problemer. Søvnunderskud er faktisk det eneste symptom i overgangsalderen, der har en direkte forbindelse til problemer med libidoen.
Blandt mødre er problemet også stort. Nybagte mødre har selvsagt forøget risiko for søvnunderskud, fordi de er oppe flere gange om natten sammen med barnet. Men når problemet fortsætter, er det typisk, fordi mødre ofte er overbebyrdede med arbejde og den medfølgende stress. Gifte kvinder med børn i skolealderen og fuldtidsarbejde har også forøget risiko for at lide af søvnløshed. Dermed ikke sagt, at deltidsansatte og hjemmegående ikke også har problemer med søvnen.
Fædre kæmper også med stress, men videnskabelig beviser peger på, at kvinders libido i højere grad er påvirket af den manglende søvn, end mænds er. Noget af problemerne skyldes hormoner. Både søvnunderskud og stress resulterer i, at hjernen producerer kortisol, og kortisol sænker testosteronniveauet. Testosteron spiller en enorm rolle for libidoen – både hos kvinder og mænd. Men mænd har væsentlig mere testosteron i kroppen end kvinder. Hvis man forestiller sig testosteron som en benzintank til en motor, så kræver søvnunderskud og stress, at en kvinde bruger hele sin tank, mens en mand kun skal bruge en halv.
Selvom mangel på søvn og stress lader til i højere grad at påvirke kvinders sexliv, oplever mænd også problemer på det område. En undersøgelse, foretaget blandt raske unge mænd, viser, at mangel på søvn resulterer i lavere testosteronniveau – altså hormonet, som ligger til grund for lysten til sex. En anden undersøgelse konkluderer, at søvnapnø øger risikoen for at udvikle erektil dysfunktion og manglende libido. Så manglende søvn påvirker tydeligvis også mænds seksualdrift. Jeg har ikke kunnet finde videnskabelig evidens til at bakke påstanden op, men det virker logisk, at mænd, ligesom kvinder, også har et bedre sexliv, hvis de ikke lider af søvnunderskud.
Søvn (og stress) påvirker vores sexliv, men det modsatte gælder også. Sex påvirker søvn og stressniveau. Ifølge sexeksperten Ian Kerner kan mangel på sex forårsage søvnløshed og irritabilitet. Der findes også forskning, som peger på, at kroppens kortisolniveau formindskes efter orgasme. Der findes også bevis for, at oxytocin (der er kendt som ”kærlighedshormonet”, fordi hjernen frigiver det efter en orgasme), ikke bare betyder, at man oplever stærkere følelser overfor sin partner, men også at man sover bedre.
Derudover mener eksperterne, at sex påvirker søvnen forskelligt baseret på køn. Blandt kvinder øger orgasmen frigivelsen af østrogen, hvilket fører til dybere søvn. Blandt mænd resulterer frigivelsen af hormonet prolactin efter orgasmen i, at manden bliver søvnig.
Det er tydeligt, at søvnunderskud og søvnmangel er en af årsagerne til, at man kan opleve problemer i sexlivet. Denne viden kan føre til oplagte, og dog ofte oversete måder, at behandle begge problemer på. Eksperter har blandt andet foreslået, at bedre søvnvaner kan afhjælpe de seksuelle problemer, mens sex kan hjælpe dem, der lider af søvnproblemer.
Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at der er et vist overlap mellem anbefalingerne til at få bedre søvnvaner og anbefalingerne for at højne kvaliteten af ens sexliv. For eksempel foreslår eksperterne, at man så vidt muligt skemalægger begge. De anbefaler også, at man reducerer tiden med smartphonen, både inden man går i seng, og før man har sex med sin partner. Konklusionen kan koge ned til følgende anbefaling: Gør soveværelset til et frirum, hvor det kun handler om at sove og dyrke sex.
Laurie Mintz er psykologiprofessor ved University of Florida. Denne artikel er oprindeligt udgivet af The Conversation. Den kan læse den originale artikel her.