En aften tilbage i 2003 sad Sine Plambech i et sommerhus på Mors. Hun var 28 år og i gang med sit antropologispeciale om thailandske ægteskabsmigranter. Derfor gik hendes dage med at følge i hælene på en lille flok kvinder fra Thailand, som var endt på Mors, fordi de havde giftet sig med danske mænd. Hun tog med dem på arbejde, hentede børn i vuggestuen med dem, spiste aftensmad med dem – men der var noget, der ikke helt stemte.
”Dengang talte man om dem, som sådan nogle stakkels, thailandske kvinder, der havde brændt alle broer og nu boede helt alene og isoleret med deres undertrykkende, danske mand. Men det var bare slet ikke de kvinder, jeg så,” siger Sine Plambech. Tværtimod.
Videos by VICE
Nå, men på den føromtalte aften, sad hun så i sommerhuset og skrev noter fra dagens observationer og læste i en bog ved navn Gender & Migration, som hendes vejleder havde stukket hende med ordene: ”For at forstå migration, er du nødt til at forstå køn”, og pludselig var det, som om brikkerne faldt på plads for hende. ”De her kvinder betragtede ikke sig selv som ofre. De opfattede sig derimod som nogle, der havde handlet på de vanskelige livsvilkår, de havde haft.”
Det er nu 15 år siden, at Sine Plambech sad i det nordjyske sommerhus og fik den erkendelse. Og den løber som en rød tråd gennem hele hendes karriere – fra de thailandske kvinder, hun mødte som kandidatstuderende til i dag, hvor hun forsker i kvinder og migration på Dansk Institut for Internationale Studier. Derudover har hun sammen med sin mand, instruktøren Janus Metz, stået bag bag den prisvindende dokumentar Fra Thailand til Thy (2008), og i aften er der biografpremiere på opfølgeren, Hjertelandet, hvori man følger nogle af de thailandske kvinder, Sine Plambech mødte dengang på Mors.
Interessen for kvinders migration flyder ud over nærmest alle aspekter af Sine Plambecs liv. Når hun har været på lange feltstudier i Thailand, har hun taget sine børn med og blandt andet sat sin yngste datter i thailandsk vuggestue. Og når hun ikke forsker, laver film eller skriver debatindlæg, sidder hun i bestyrelsen for Sexelancen, et frivilligt drevet initiativ, som hjælper gadesexarbejdere.
Spørgsmålet er, hvad der driver hende til at bruge så meget tid og så meget energi i så mange år på lige netop det her emne?
”Jeg vil gerne modarbejde nogle forsimplede forestillinger om, hvordan verden hænger sammen og klarlægge de rigtige sammenhænge. Selv om det ikke er indignation, der driver mig, er der nok alligevel en form for forbandethed over, at det her ikke bliver forstået,” siger Sine Plambech. Det har nemlig vist sig at være et temmelig stort og langvarigt projekt at debunke myten om den stakkels kvindelige migrant.
”Jeg ser det jo ikke som min opdagelse, at kvinder fra Thailand har agens og handlekraft. Det er ligesom selvindlysende. Men af en eller anden grund har jeg alligevel skullet gentage mig selv i 15 år.”
Det var særligt i begyndelsen, at hendes pointer blev opfattet som kontroversielle. Blandt andet var der flere interesseorganisationer, der mente, Sine Plambech modarbejde kvinderne ved ikke at ville italesætte dem som ofre. ”Jeg bliver irritabel, når jeg bliver taget til indtægt for, at jeg ikke mener, kvinderne har det svært – at de bare er stærke og har valgmuligheder på alle hylder. Det er slet ikke det, jeg taler om. Jeg siger bare, at vi skal gøre os klart, hvad det præcis er, de er ofre for.”
Og hvad er det så? Det spørgsmål har Sine Plambech brugt det meste af sit voksne liv på at besvare ned i mindste detalje. Primært med fokus på kvinder fra Thailand og Nigeria, da det er de to steder i verden, hvorfra der kommer klart flest kvindelige immigranter til Europa. I Danmark udgør de også de to største grupper af sexarbejdere.
Selv om der selvfølgelig på papiret er stor forskel på at sælge sex på gaden versus at indgå i et ægteskab, mener Sine Plambech alligevel, at det giver god mening at sammenligne de to grupper. ”De thailandske kvinder, der arbejder fabrikker i Jylland, vil da gerne se sig fri for at blive sammenlignet med gadesexarbejdere, men de forstår godt, hvorfor der er en sammenhæng.” Nemlig, at deres motivation for at komme til Danmark er den samme. ”Når man spørger dem, hvorfor de er her, svarer de alle: ’For at hjælpe min familie, fordi jeg er arbejdsløs, og fordi staten i mit hjemland ikke kan hjælpe mig’.”
Som udenforstående kan man måske tænke, at de her kvinders problem er, at de sælger deres krop til fremmede. Men ifølge Sine Plambech er den del faktisk tværtimod løsningen på deres sande problem, som er, at deres familie har gæld, at de ikke kan finde arbejde i deres hjemland, ikke kan låne penge i banken og ikke kan forsørge deres børn. Så svaret på spørgsmålet om, hvad det egentlig er, kvinderne er ofre for, er ifølge Sine Plambech: globale strukturer, som skaber fattigdom, arbejdsløshed og kønsulighed i deres hjemland.
Som antropolog består Sine Plambechs forskningsmetode først og fremmest i at tage på feltstudier og tale med de kvinder, det handler om. Derfor har hun lyttet til mange tunge historier gennem årene. Nogle af dem er sværere at slippe end andre. Sådan var det med Beckys.
Første gang Sine Plambech besøgte Nigeria, mødte hun Becky. En 23-årig kvinde ”med en vild energi”, som drømte om at komme til Europa. Hun havde allerede forsøgt at krydse ørkenen to gange i håb om at komme Libyen, hvorfra hun så ville tage turen over Middelhavet for til sidst at ende i Italien, hvor hun planlagde at tjene penge som sexarbejder. Sammen lavede Sine Plambech og Becky dokumentaren Becky’s Journey (2014) om den unge kvindes liv. Efterfølgende holdt de kontakten, men da Sine fødte sit tredje barn, blev der lidt længere mellem deres beskeder på Messenger. En dag i 2015, kort efter en båd med 800 migranter var forulykket i Middelhavet, skrev Becky til Sine Plambech, at hun planlagde at gøre sit tredje forsøg på at nå til Europa.
”Hun havde godt hørt om bådulykken på CNN, men hun ville alligevel rejse,” siger Sine Plambech, som løbende modtog beskeder fra Becky, der fortalte, hvor langt hun var kommet. Hver gang satte Sine Plambech en nål i et kort, som hang på hendes kontor. Men så blev der stille. ”Indtil jeg en dag så på Facebook, at en af Beckys veninde havde skrevet ’rest in peace’ på hendes væg.”
Becky var blevet gravid under rejsen op gennem Afrika, men barnet døde i 6. måned, og da de ikke kunne få barnet ud, døde Becky også. Hun blev 28 år gammel. Og det er langt fra den første kvinde, Sine Plambech har kendt, der har mistet livet for tidligt. ”En blev stukket ihjel af en kunde på et bordel i Jylland, en anden døde i en trafikulykke, og så videre. Det er også derfor, du aldrig kan få mig til at sige, at de her kvinder ikke er ofre, eller at de ikke har et hårdt liv. For de dør jo for næsen af mig.”
Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvad der egentlig driver hende. ”Mest af alt brænder jeg bare virkelig meget for at være antropolog og fortælle kvinders historier.”
Og ved gang på gang at fortælle kvindelige migranters historie fra deres eget perspektiv håber Sine Plambech, at hun lige så stille kan være med til at rykke ved folks opfattelse af dem. At hun måske endda kan give sine studerende, folk, der ser hendes film eller læser denne artikel, den samme aha-oplevelse, hun engang selv havde i et sommerhus på Mors.
Hjertelandet har premiere landet over den 20. september.
