Et hold læger i operationstøj går rundt om en ung kvinde, der ligger på et operationsbord i et veloplyst lokale. Hendes torso er blottet, og under hendes bryster ser man to små snit i huden, hvor to silikoneimplantater af mærket Motiva om lidt skal sættes ind.
Kvinden på operationsbordet er blogger og influencer Fie Laursen. Hun ligger i narkose på privathospitalet AK Nygart i København, mens vi kigger med fra vores computer på redaktionen. Sammen med resten af verden er vi inviteret med til hendes operation via en livestreaming på AK Nygarts hjemmeside.
Videos by VICE
AK Nygart og Fie Laursen sendte i partnerskab fra operationen, som blev delt på Nygarts hjemmeside og med Fie Laursens 248.000 følgere på Instagram. På siden, hvor operationen blev delt, kunne man læse om AK Nygarts fremgangsmåde og om fordelen ved at bruge netop de her implantater.
30.000 så med på hjemmesiden, mens 20.000 kiggede med på Instagram. Undervejs kan vi, bogstavelig talt, se ind under huden til Fie Laursens indre, mens lægen gør implantaterne klar.
PR-stuntet understreger én gang for alle, at vi lever i oversharingens tid. Intet er TMI, og grænsen mellem, hvad der er privat, hvad der er offentligt – og ikke mindst hvad, der er styret af kommercielle interesser – er udvisket.
Vi skal til at vænne os til, at folk live-tweeter deres fødsler og går live på Instagram, når de får plastikoperationer på deres kønsorganer. Sidstnævnte gjorde den britiske influencer Farrah Abraham tidligere på året:
Men ifølge Nathalie C. Larsen, digital chef og social media-strateg hos Lead Agency,
er det første gang, vi ser denne type markedsføring i Danmark:
“Det her mix af reality og kommerciel kampagne er ret nyt i dansk kontekst. Vi kommer med ind bag scenen og får lov til at komme helt tæt på, og det er jo tankegangen bag reality-tv. Men oveni det har vi at gøre med en kommerciel afsender, hvis ønske er at sælge forbrugeren noget,” siger Nathalie C. Larsen.
Oveni livesendingen hos AK Nygart er Fie Laursens brystoperation også omdrejningspunktet for programmet Fies Nye Bryster, som kommer på Viafree senere på året, fortalte Fie Laursen på Instagram efter operationen.
Ifølge direktør i AK Nygart Jesper Nygart ligger der ikke “den store tankevirksomhed“ bag beslutningen om at livestreame Fie Laursens operation. Men han fortæller, at livesendingen var hans idé:
“Det synes jeg, var fedt. Lad os få svesken på disken! Her kan vi vise folk, hvad det faktisk handler om,” siger Jesper Nygart.
“Vores motivation var at komme ud til dem, det handler om. Det her er jo brystforstørrelse, så det er henvendt til kvinder, det er klart. Og vi vil jo gerne ud til så mange som overhovedet muligt.”
Derfor faldt valget på Fie Laursen, der udover sine, efter eget udsagn, over 1 million følgere samlet på alle sociale medier, også har udgivet bogen “Min Ærlighed”:
“Jeg hæftede mig ved, at en kvinde, jeg kender, på 36 år faktisk fulgte hende,” siger Jesper Nygart.
Han ønsker ikke at fortælle, hvad der lå i aftalen om partnerskab med Fie Laursen, eller hvad hun har fået for at lade sin operation livestreame. Men han fortæller, at det primære mål med livesendingen fra Nygarts side var at få “aftabuiseret” brystoperationer:
“Der er mange, der går rundt med en masse spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at blive opereret. Det her er endnu et lag af gennemsigtighed for os.”
Jesper Nygart fortæller, at AK Nygart tit sender deres operationer ud via Snapchat. Derfor betragter han heller ikke livesendingen som grænseoverskridende.
Det er Nathalie C. Larsen fra Lead Agency ikke enig i.
”Denne her begivenhed er absolut ikke politisk korrekt. Det er det, der skaber forargelsen og opmærksomheden, som giver god gennemslagskraft på sociale medier. Indholdet overskrider vores grænser i forhold til privatliv, og Fie Laursens fortælling taler ind i det her med, at du kan betale dig fra at få det perfekte liv og den perfekte krop. Det er ikke normalt noget, vi har lyst til, skal møde vores døtre eller i det hele taget påvirke de unge på sociale medier.”
Ifølge hende er det dog ikke nyt, at Nygart provokerer og bryder grænser med deres reklamer.
”Nygart er kendt for som brand at være provokerende og gå til grænsen, når det kommer til at tale om ellers private ting. Det gør de også nu, når de faciliteter en influencers valg af at få lavet nye bryster. ”
Broadly: Er det her en ny reklamestandard?
”Det håber jeg ikke. Personligt synes jeg ikke, at det gør verden til et bedre sted. Tværtimod. Det er et eksempel på en- i mine øjne – usund “overshare” kultur, som er uhensigtsmæssig på sigt.”
Broadly har været i kontakt med Fie Laursen, men det er ikke lykkes at få en kommentar. Billederne er bragt med Fie Laursens tilladelse.
Mere
fra VICE
-
Milena Magazin/Getty Images -
Marie LaFauci/Getty Images -
CRIS BOURONCLE/AFP via Getty Images -