Hvis man skulle gætte hvilket land, der ville være det første til at opfinde en bil, der kører på whisky, så ville man nok gætte på Skotland. Selvfølgelig ville man det, og selvfølgelig har skotterne gjort det. I fredags kørte en Ford Focus drevet af destillationsrester fra whiskyproduktion sin første succesfulde testtur i Edinburgh. Det nyudviklede brændstof, biobutanol, er lavet af en blanding af de bygrester, der er tilbage, når whiskyen har fermenteret (“draff”), og den væske, der er tilbage i destillationsapparatet, når maltafkoget har stået og trukket (“pot ale”).
“Jeg krydsede fingre, for jeg var ikke sikker på, det ville virke,” sagde professor Martin Tangney, der er grundlægger og formand for Celtic Renewables, til the Telegraph. “Vi hældte en flaske butanol [alkohol] i bilen, men der er virkelig potentiale i det her.”
Videos by VICE
Biobrændsel lavet af efterladenskaberne fra whisky er opfundet af Celtic Renewables – et projekt startet på Edinburgh Napier Universitet. Tullibardine destilleri har forsynet projektet med de affaldsstoffer, der skulle bruges.
Ifølge Celtic Renewables er det kun 10 procent af det, der kommer ud af et destilleri, der bliver til whisky. Deres mål er at forvandle draff og pot ale til biobrændsel, hvilket ikke kun vil mindske CO2-udslippet fra bilerne (nogle målinger viser, at udledningen af drivhusgasser er reduceret med 85 procent sammenlignet med benzin), men det kan også bruges som brændstof i de afsides egne af Skotland, hvor der ikke er mange benzintanke – men til gengæld masser af destillerier.
VIDEO: Munchies guide til Skotland
Celtic Renewables vurderer, at den skotske whiskyindustri hvert år producerer 2 billioner liter pot ale, og 500.000 tons draff. Udover biobrændsel bruger firmaet også resterne til at lave dyrefoder, og med hjælp fra Danmark er skotterne begyndt at bygge kraftvarmeværker, der kører på whiskyrester.
“Det, vi har udviklet, er en proces, der kan samle væsken og massen, og bruger en helt anderledes, traditionel fermentering, der hedder ABE. Sådan skaber vi stoffet biobutanol,” forklarede Tangney til BBC. “Det er en direkte erstatning for benzin, som vi kan bruge her og nu.”
Og han har ret. Deres Ford Focus havde ikke fået hverken motor eller brændstofsystem modificeret for at kunne køre på biobutanol.
Selvom hele processen lyder meget 21. århundrede-agtig, så blev den faktisk allerede udviklet i starten af 1900-tallet for at lave acetone til bomber under 1. verdenskrig. Til trods for de mange fordele og ligheder med benzin, så stoppede produktionen i 1960’erne – mest fordi det var dyrt at lave. Celtic Renewables har forsøgt at genoplive biobutanol de seneste to år, og man har ændret lidt på opskriften ved at bruge resterne fra whiskyproduktionen. Firmaet har allerede modtaget omkring 100 millioner kroner fra den skotske regering og håber på at bruge dem til at bygge et demonstrationsanlæg og udvide deres aktiviteter.
Nu ved vi i hvert fald, hvem vi skal takke, for at kunne sige: “Nej, hr. betjent, jeg har ikke drukket. Men min bil har.”
Mere
fra VICE
-
THOM LEACH/SCIENCE PHOTO LIBRARY/GETTY IMAGES -
Screenshot: Shaun Cichacki -
If you get sucked into some kind of Inception situation, at least you'll be able to clean – Credit: Dyson -
Quardia/Getty Images