Snart kan du få testet dine stoffer i København

Onsdag bragte vi artiklen om, at Sundhedsstyrelsen går imod udenlandsk forskning på området, når den afviser at gøre det muligt at få testet stoffer i Danmark.

I dag er der imidlertid godt nyt for både stofbrugere og deres skræmte forældre. For i aftes stemte en stort set enig borgerrepræsentation i Københavns Kommune for et pilotforsøg, der skal sikre stofbrugere i nattelivet mod forgiftning. Det skriver TV2 Lorry her til morgen.

Videos by VICE

“Nu skal vi se på, hvordan det kan lade sig gøre. Vi skal klarlægge, hvad erfaringerne er fra andre lande, og se om der er juridiske ting, der kan spænde ben. Men jeg regner stærkt med, at det kan lade sig gøre,” udtaler Karen Melchior fra Radikale Venstre til Lorry.

Beslutningen kommer oven på de seneste måneders debat om stoffer og sikkerhed, som blussede op i kølvandet på en række forgiftninger tilbage i februar. Først døde en 15-årig dreng efter indtagelse af mdma – derefter en 32-årig mand, mens flere blev indlagt med forgiftninger i samme periode.

Debatten har som som altid været temmelig polariseret: På den ene fløj har folk som folketingsmedlem fra Liberal Alliance Joachim B. Olsen talt for legalisering – og på den anden side har folk som socialdemokratiets Trine Bramsen nægtet at tale om nuancerne, fordi “stoffer er dødsens farlige. Og unge må ikke et sekund være i tvivl om, at de skal holde sig langt væk fra dem.”

Imens har eksperterne rystet på hovedet. Som lektor på Sociologisk Institut og ekspert i unges forbrug af rusmidler, Jakob Demant, sagde til os tilbage i februar:

”Debatten er super polariseret. Og der stilles kun ét spørgsmål: Er man for eller imod stoffer?
Men sådan kan man slet ikke tale om et komplekst emne. Ingen tager en nuanceret diskussion, og det er jo frygtelig ærgerligt. Især efter så tragiske hændelser, som vi har set nu.”

Han efterlyste særligt muligheden for netop test af stoffer som en måde at forhindre tragiske dødsfald i nattelivet:

“En ung mand er død. Kunne vi have hjulpet ham? Test af stoffer kan ikke løse alt, men det kan være en måde at skærpe både sikkerhed og opmærksomhed, og på den måde skabe en anden bevidsthed hos unge.”

I går blev Liberal Alliance og Radikale Venstres forslag om fri test af stoffer så vedtaget.

Selvom det endnu ikke er besluttet, hvordan projektet skal blive til virkelighed, ligger det fast, at det skal indføres i løbet af 2019, og ideen om et mobilt laboratorie ved natklubber og barer har været oppe at vende.

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.