Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Carla Marie Williams er sangskriver og stifter af non-profit-organisationen Girls I rate, som danner netværk for kvinder i musikbranchen, så de står stærkere. Hun har skrevet materiale for Beyoncé, Kylie Minogue, Sean Paul, Britney Spears og mange andre. På kvindernes internationale kampdag fortæller hun Noisey om, hvad industrien kan gøre for at motivere unge kvinder til at gøre karriere i musikbranchen på den anden side af pulten og blive magtfaktorer bag kulisserne.
Videos by VICE
Da jeg først kom ind i musikbranchen for 15 år siden, var der ikke mange sorte, kvindelige kunstnere og sangskrivere. Nu går der dårligt nok en uge uden nyheder om storhittende kunstnere som Ray BLK, Little Simz, Ester Dean, Jin Jin, Nao og selvfølgelig Beyoncé (som jeg skrev Lemonades “Freedom” med). De udviser alle et enormt talent.
Men når man ser ind udefra, kan det godt se ud, som om det er helt umuligt at slå igennem i den verden. Jeg er bare en pige fra Brent i det nordlige London. Min karriere begyndte med, at jeg skrev digte om kærester og følelser. At skrive var min ventil. Så begyndte jeg at arbejde sammen med Xenomania, et popproduktionsselskab, der hjalp mig med at udvikle min stemme som sangskriver. På to år skrev jeg en lang række top-10-hit sammen med dem og Girls Aloud.
Men det var ikke, før jeg begyndte at arbejde med Beyoncé, at mit motto blev: ‘Alt er muligt’. Den dag hun trådte ind i studiet, og vi begyndte at skrive og synge sammen, svor jeg, at jeg ville opmuntre så mange kvinder som muligt til at forfølge deres drømme og være deres egen succes bevidst – hele pakken ganske enkelt.
Da jeg var ung, kendte jeg kun to kvindelige sangskrivere: Diane Warren og Cathy Dennis. Da jeg spurgte mig selv, hvorfor det var sådan, lod svaret til at være, at sådan er strukturen indlejret i samfundet. Kvinder skal helst optræde. Men det er nye tider i dag, og jeg er glad for at være en del af den positive udvikling som grundlægger af Girls I Rate. Flere kvinder drømmer i dag om at arbejde i industrien på den anden side af pulten. Repræsentation spiller en stor rolle. Hvis man ikke ser andre i den rolle, hvordan skal man så selv føle sig inspireret til at forfølge den vej for sin karriere?
Med fremkomsten af grime og afrobeat forbliver kvinder dog underrepræsenteret. Jeg ser de store platforme skubbe kulturen fremad, men det sker kun på vegne af mændene, og selv i undergrunden må kvinder – især unge kvinder – kæmpe hårdt for at blive bemærket. Man skal virkelig gøre et kæmpestort indtryk på mænd, før de er villige til at støtte en. I grime, hiphop, dancehall, afrobeats (som alle er mandsdominerede genrer) spiller mandlige privilegier en enorm rolle. Jeg vil gerne opfordre mændene til at blive bedre til at åbne døre for og yde støtte til kvinder i branchen. Som fortaler for ligestilling er det lidt ironisk, at mænd ofte har brugt deres privilegerede position til at hjælpe mig med min karriere. Det vil jeg altid være taknemmelig for. Jeg mener, mænd har en stor rolle at spille i kampen for lighed for kvinder.
Men omvendt har jeg også over de sidste par år bemærket, at kvinder er mindre villige til at tage chancer og ofte mangler selvtillid, hvilket er noget, som samfundet altid har værdsat hos mænd. Det er, fordi kvinderne simpelthen ikke støttes nok i deres jagt på succes. Samfundet har opfostret dem til at ville glæde andre og gå på kompromis, ellers bliver de stemplet som ”kællinger”. Kvinder kæmper for deres plads ved det store bord, og når vi opnår den, er vi heller ikke gode til at støtte hinanden, fordi vi er vant til at være konkurrenter. Vi har den opfattelse, at der kun er plads til en af os.
Derfor stiftede jeg i 2016 Girls I Rate, fordi jeg ville finde en løsning på den manglende repræsentation, skabe fællesskab, rollemodeller og en fælles platform. Jeg elsker at se, når kvinder gennem min organisation kan støtte hinanden og hylde hinandens succes. Nogle gange er vi bange for at arbejde sammen. Med et stærkere bånd og en vilje til at arbejde for hinanden i det lange løb, er jeg sikker på, at vi kan nå langt. Det er mit mål, at Girls I Rate skal gøre en forskel. Resultaterne taler for sig selv. Efter to år har vi allerede 2.000 medlemmer, vi har afholdt mange arrangementer for hundredevis af kvinder og piger, og det føles, som om udviklingen rykker nu.
Vi er vært for arrangementer, der kun er for kvinder, og kører weekendkurser, som uddanner kvinder i musikbranchens forskellige discipliner. Vi søger aktivt midler til vores organisation, så vi kan afholde ugentlige arrangementer for så mange kvinder som muligt. Vi kalder deltagerne for vores GIR Future GI-army! Og der er også arbejde, jeg er direkte involveret i. Jeg har besluttet mig for at skrive og producere en ep kaldet All My Girls, der skal byde på kunstnere, som identificerer sig som kvinder. Det kan forhåbentlig blive en skabelon for, hvordan man som producer, tekniker eller sangskriver kan arbejde sig frem mod en karriere, hvis man identificerer sig som kvinde.
London Power 100-listen blev offentliggjort for nylig, og ud af 100 mennesker, hvor 36 var etniske minoriteter, var der kun seks kvinder – heriblandt tre sorte kvinder. Det var skuffende at se, men det har også gjort mig mere opsat på at se bedre repræsentation på næste års liste. Det er det, jeg arbejder for.
