Den værste fordømmelse kommer inde fra. Den kom fra os selv, fortæller 40-årige Sonja Jógvansdóttir, da jeg spørger, hvordan det har været for hende at vokse op som homoseksuel og færing.
“Jeg har altid dømt mig selv hårdest, og det, tror jeg, gælder mange homoseksuelle,” siger hun.
Videos by VICE
Sonja er det første medlem af Lagtinget, som er sprunget offentligt ud som homoseksuel. I 2015 blev hun med 1021 personlige stemmer valgt ind i parlamentet for det færøske socialdemokrati Javnaðarflokkurin. Det gjorde hende til Lagtingets tredje mest populære politiker.
“Når der blev talt om homoseksualitet, blev det portrætteret som noget syndigt og negativt. Derfor blev det også let at tænke sådan om sig selv,” siger hun og uddyber: “Jeg tror, at stilheden var den, der larmede mest. Der var bare stille. Stilheden gjorde det svært. Fordi det var så tabuiseret, har processen med at springe ud været unødvendigt hård.”
Allerede på sin første arbejdsdag forlod hun dog partiet og blev løsgænger i protest mod, at hendes parti blokerede for muligheden for homovielser, da de indgik en alliance med regeringspartierne.
“Jeg syntes bare ikke, det var værdigt. Derfor forlod jeg partiet. For hvis jeg fandt mig i det, ville de tro, at de altid kunne gå langt over grænsen. Det var nødvendigt at sætte nogle grænser.”
De seneste år har homoseksuelles rettigheder været et stort samtaleemne på Færøerne, der i nyere tid ofte er blevet kritiseret for manglende beskyttelse af LGBT-personer. For et år siden fik homoseksuelle ret til at gifte sig med hinanden, men forslaget skabte intern splid i flere partier i Lagtinget, fordi kirken på Færøerne har stor indflydelse, og nogle præster er indædte modstandere af at tillade homoseksuelle ægteskaber. Derfor kan homoseksuelle stadig ikke gifte sig i kirken. I april blev et lovforslag om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet desuden stemt ned i Lagtinget.
Gennem de seneste ti år, er det dog Sonjas oplevelse, at holdningen til homoseksuelle har forandret sig markant i det færøske samfund, og at der nu er større accept af bøsser og lesbiske. Den forandring ses både i befolkningen og politisk, hvor der er voksende åbenhed over for, at tingene kan og bør være anderledes, fortæller hun, da jeg møder hende i Lagtinget i Tórshavn. Hun peger på, at der nu er en åben dialog, og at det i sig selv er en sejr.
“I dag er der flere, som springer ud, og vi taler om seksualitet og lige rettigheder. Det har gjort det lettere. Det er dét, som har ændret sig,” siger hun.
Da det med 19 stemmer for og 14 imod i 2016 blev vedtaget, at bøsser og lesbiske skulle have ret til at blive borgerligt viet, var det en af de største politiske og personlige sejre for Sonja, der netop gik ind i politik for at ændre loven og sikre positive rettigheder for færøske LGBT-personer.
“Det har til tider været en forbandet hård kamp, hvor der er blevet sagt enormt grimme og forfærdelige ting. Men alligevel har der været mange store sejre, og ægteskabsloven har været en af de rigtig store for samfundet.”
Som 23-årig læste Sonja på universitetet i Skotland, hvor hun for første gang stillede spørgsmål til sin seksualitet. Hun var aktiv i et kristent fællesskab på universitetet, og her mødte hun en kvindelig præst, som støttede hende i at springe ud som lesbisk.
“Jeg blev deprimeret i Skotland. Det var alle de uafklarede spørgsmål omkring min seksualitet, som jeg bare ikke havde taget stilling til før,” siger hun. “Som teenager tænkte jeg ikke over, om jeg var homoseksuel, for det var ingen andre. Det var ikke en del af min bevidsthed. Egentlig er jeg lidt flov over det, når jeg tænker tilbage. Men jeg tænkte virkelig ikke over det.”
I dag bor Sonja med sin kæreste Annlis Bjarkhamar, der er tidligere kulturminister, og deres søn i Tórshavn. Og med den nye lovændring kan de gifte sig, præcis som de har drømt om – bare ikke i kirken.
Nogle homoseksuelle ægtepar vender nu hjem til Færøerne, fordi deres partnerskab er anerkendt, fortæller Sonja. Og unge bøsser og lesbiske flytter ikke fra øerne i frygt for at opleve diskriminering på samme måde som førhen.
Først i 2006 blev det forbudt at diskriminere mennesker på grund af deres seksualitet, da “seksuel orientering” blev tilføjet i den færøske racismeparagraf. Sådan har det været i Danmark siden 1987. For Sonja var det her, den største forandring i synet på homoseksuelle skete, for man begyndte for første gang at tale åbent om ulige rettigheder.
“Dengang handlede det jo nærmest om retten til bare at være her uden at blive diskrimineret. Det handlede ikke om positive rettigheder, man talte bare om retten til at blive fri for diskriminering og hate speech.“
En ung homoseksuel musiker var det efterår blevet overfaldet og udsat for dødstrusler. Det startede den voldsomme debat og diskussion om, at der burde være lige rettigheder, uanset hvem du forelsker dig i. Det førte til lovændringen.
I 2011 var Sonja med til at stifte LGBT Færøerne, som var den anden bølge i opgøret med tabuiseringen af bøsser, lesbiske, bi- og transpersoner. I rundkreds om hendes og kærestens køkkenbord planlagde de og et par andre unge færinger en kampagnestrategi, der skulle afmystificere homoseksualitet.
“Vi var meget bevidste om at ændre retorikken. Der havde altid været en slags offergørelse af homoseksuelle. Man så også sig selv som en slags offer. Men det fik vi ligesom ændret ved at vise en ny udgave af os selv,” siger hun og fortsætter:
“Vi lavede store kampagner, hvor vi satte ansigt på og sagde, Vi er her. Vi har altid været her. Og vi vil altid være her. Vi gjorde homoseksualitet til noget positivt. Det var ikke længere blot et diffust begreb om en, der boede i København eller Island. Det var ens nabo, ens fætter eller søn. På den måde var det ikke skamfuldt længere for en forælder at sige, at ens datter eller søn er homoseksuel.”
I Tórshavns gader gik op mod 6000 mennesker under de regnbuefarvede flag til Gay Pride-paraden i sommeren 2012. Det var flere end hver tiende færing. For Sonja var det endnu en stor sejr til Færøernes homoseksuelle. Men i hendes øjne var befolkningens opbakning også udtryk for et stærkt ønske om en general forandring i samfundet.
“Homoseksualitet var én af tingene, folk stod op for. Men jeg tror også, det var befolkningens opgør med det værdisæt, som man byggede samfundet på. Folk var trætte af de gamle normer, som skulle sætte hele standarden.”
“De ville stå sammen for at bygge samfundet på idealer, hvor alle er lige og frie.”
På trods af at Færøerne er blevet et mere rummeligt samfund, er der forsat adskillige politiske kampe om basale rettigheder, som skal tages. Med 15 stemmer for og 16 imod blev et lovforslag om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet – uanset tro, køn og seksuel orientering – fældet og dermed ikke vedtaget i Lagtinget i april i år.
Loven svarer til den danske forskelsbehandlingslov, som blev vedtaget i 1971 og udvidet til at gælde på arbejdsmarkedet i 1996.
“Det var forbandet. Jeg var forbandet skuffet, særligt fordi jeg havde lavet aftaler, som ikke blev holdt. Men jeg prøver igen. Det vil ske. For nogen er det et bevidst politisk valg at stemme nej, fordi der står kønsidentitet og seksuel orientering på lovforslaget. Det er ukendt. Så er det lettere at sige nej tak,” fortæller Sonja, som ikke har mistet modet:
“Det dejlige ved at bo i et lille samfund er, at hvis man bare vil arbejde og engagere sig, så kan man rykke utroligt meget. Et menneske kan få stor indflydelse.”
Overblik:
• 2003: Den første forening for bi- og homoseksuelle på Færøerne, Friðarboðin, blev stiftet. Foreningen gik dog i opløsning i 2007.
• 2005: Den første Pride-parade blev afholdt i Tórshavn, hvor et par hundrede mennesker gik med. I dag deltager omkring 10 procent af befolkningen hvert år.
• 2006: Hate speech blev forbudt, da “seksuel orientering” blev tilføjet i den færøske straffelovs racismeparagraf. Det har været sådan i Danmark siden 1987.
• 2011: Organisationen LGBT Færøerne blev stiftet og satte ny vind i seglene mod større LGBT-synlighed og ligestilling.
• 2016: To mennesker af samme køn fik retten til at blive gift, men vielsen må ikke ske i kirken. Loven blev vedtaget i 2016, men trådte først i kraft i 2017. Danmark var det første land i verden til at tillade registreret partnerskab mellem homoseksuelle i 1989.
• 2016: Da homoseksuelle fik lov til at gifte sig, fik ordet “ægtefælle” en ny definition, som inkluderer homoseksuelle par. Således fik homoseksuelle automatisk lov til at adoptere som par på lige fod med heteroseksuelle.
• 2017: Transkønnethed blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme i det danske sundhedsvæsen – og dermed også det færøske – som de første lande i verden.
• 2018: Homoseksuelle og heteroseksuelle fik lov til at adoptere børn både som gifte og som ugifte par.
• 2018: Lovforslag om at forbyde diskrimination og mobning på arbejdspladsen på grund af blandt andet seksuel orientering og seksuel identitet blev ikke vedtaget af Lagtinget.
Kilde: LGBT Færøerne & Ritzau.
