Mange af os har måske set det på film eller læst om det i bøger. Måske kan vi endda huske nervøsiteten hos os selv, inden vi skulle have sex første gang og frygtede for smerten, fordi vi hele tiden havde gået rundt med forestillingen om, at alle kvinder har en jomfruhinde i skedeåbningen, som partout brister ved første penetration.
Men det er for længst tilbagevist med forskning. Kvinder har ingen jomfruhinde. Punktum. Slut. Færdig.
Videos by VICE
Selv på Christiansborg er politikerne godt trætte af myten. For bare et par måneder siden sendte tre ministre et fælles brev til FN’s sundhedsorganisation WHO med en appel om at gøre endeligt op med myten.
Men selv om myten er blevet aflivet, lever ordet ”jomfruhinde” stadig i bedste velgående i sundhedsvæsenet. Det oplever Hevy Sadraddin Gibrael, som er medicinstuderende og støder på ordet ude i praksis blandt både læger og gynækologer. I sit speciale på medicinstudiet undersøgte hun, hvorvidt læger med et gynækologisk tjek – de såkaldte jomfrutest – kan klarlægge en kvindes seksuelle historik og svare på, om hun er jomfru.
Det her er Hevys fortælling om at ville udslette myten om jomfruhinden som fortalt til Shani Pedersen:
Vi har et seriøst oplysningsproblem blandt sundhedspersonale.
Gennem mit medicinstudie på Københavns Universitet og diverse studiejobs – gynækologisk klinik, almen praksis, sexologisk klinik – har jeg mødt adskillige læger og gynækologer, som bruger ordet jomfruhinde. Jeg tror ikke, de gør det med en ond hensigt, men de skal stoppe med det, og det kan kun gå for langsomt, for det har intet med en hinde at gøre og siger heller ingenting om en kvindes ”jomfrustatus”.
Jeg har personligt været i gang med en oplysningskampagne i de kredse, jeg kommer i, men det rykker jo ingenting, at jeg som enkeltperson går hen og taler med enkeltpersoner. Det rykker til gengæld, at man som samlet lægefagligt organ – på ledelsesniveau – har en klar holdning til, at jomfruhinden ikke findes, og at såkaldte jomfrutests ingen videnskabelig værdi har. Som det er nu, er det op til den enkelte læge at afgøre, hvordan de vil handle, og hvad de vil sige til patienten, som beder om det. Det er for tungt et ansvar!
Det er afgørende, at vi ændrer vores sprogbrug i sundhedsvæsnet, for jomfrutests er skadelige, fordi de får kvinder til at handle ud fra myter, og fordi kvindens moralske karakter og sociale værdi måles ud fra hendes jomfruelighed. Det mest problematiske er, at kvinden ikke kan vinde. Hvis svaret er, at hun ikke er jomfru, bliver hun stemplet som en uden moralsk eller social værdi. Hvis testen derimod viser, hun ikke har haft sex, har hun alligevel været igennem en oplevelse, som muligvis får konsekvenser for hendes helbred. Det er nemlig påvist, at selve testen kan give anledning til alvorlige sociale og psykologiske traumer hos kvinden som PTSD, angst og lavt selvværd.
“Som kvinde med kurdiske rødder har fortællingen om jomfruhinden og den ekstreme optagethed af kvindens jomfruelighed fyldt en stor del af min opvækst.”
Helt ærligt! Det giver slet ikke mening, at vi i 2018 handler ud fra myter – specielt ikke i et land som Danmark, som bryster sig af at være så veloplyst. For hvis vi ikke som sundhedspersonale ændrer vores sprog og retter ind overfor videnskaben, hvordan kan vi så forvente, at den enkelte kvinde skal gøre det? Hun står ofte alene mod et stort pres, som kan få massive konsekvenser for hende. Det er os, som kan gøre den store forskel for hende. Og vi har et ansvar.
For nej. Stadig nej. Der er ingen hinde, en egentlig forsegling, der som en membran eller massiv væg fuldstændigt dækker skedeåbningen. Til gengæld er der en krans af slimhindefolder lige ved skedeåbningen. Det er den anatomiske struktur, som traditionelt kaldes jomfruhinden – eller kønskrans, som man begyndte at kalde den i 2013.
Jeg har skrevet speciale om, hvorvidt en læge på baggrund af kønskransen kan se og dermed afgøre, om en kvinde er jomfru (defineret som én, der ikke har haft vaginalt samleje med penetration, red.) Konklusionen er klar: man kan ikke sige noget som helst sikkert om kvinders seksuelle erfaring, udelukkende ud fra kønskransens udseende.
Med andre ord: de såkaldte jomfrutests har ingen klinisk eller videnskabelig værdi, men det er altså tests, som vi ved, at sundhedsvæsenet stadig udfører, og som vi ved, kvinder får for at bevise deres jomfrulighed overfor mænd og familier. Men på trods af dét og af uransagelige årsager har folk åbenbart meget svært ved bruge det rigtige ord: kønskrans.
Selv om jeg har skrevet mit speciale ud fra et medicinsk og fagligt perspektiv, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at der ingen personlig historie er bag – noget, som motiverer mig. Som kvinde med kurdiske rødder har fortællingen om jomfruhinden og den ekstreme optagethed af kvindens jomfruelighed fyldt en stor del af min opvækst. Jeg har bekendte i Danmark, som har fået lavet de såkaldte ”jomfrutests” af deres egen læge, da de skulle giftes. Og jeg bebrejder dem ikke, for det er noget, vi bliver opdraget med ret tidligt.
Et af de klareste minder, jeg har, er fra jeg var omkring 10-11 år, hvor min venindes mor fortalte os, at en kvinde er som en blomst, og har hun sex før ægteskabet, visner hun. Og hvem vil eje en blomst uden kronblade, spurgte hun. Allerede dengang fik jeg altså etableret, at sex før ægteskab ikke er godt, og at man er uren, hvis man har det.
Som jeg ser det, kan vi i sundhedsvæsenet gøre flere ting for at afmontere myten om jomfruhinden.
Ord er magt, og når vi fortsætter med at bruge ordet, bidrager vi til at opretholde og reproducere misforståelser og myter. Derfor skal vi som det første oplyse og uddanne folk og gøre fagviden til folkeoplysning. Det bedste sted at starte er ved at ændre vores ordvalg og stoppe med at sige jomfruhinde. I stedet skal vi begynde at sige kønskrans. Derfor skal medicinske fagbøger og sundhed.dk opdateres. Klikker man ind på hjemmesiden, vil man opdage, der stadig står jomfruhinde. Det er dybt kritisabelt, for det er jo dér, den almene befolkning henvender sig, når de har et sundhedsfagligt spørgsmål. Når de kan gå derind og ser ordet jomfruhinde, hvordan kan vi så forvente, at folk tror på, kvinden ikke har en jomfruhinde? Eller at kvindernes mænd og familier stopper med at presse kvinder til at få tests og operationer?
For det andet skal vi begynde at registrere anmodninger om jomfrutest og operationer for at se, hvor stort omfanget er. Først når vi kender omfanget, kan vi sætte ordentligt ind og lave nogle vejledninger til, hvordan sundhedspersonale skal forholde sig til problemet. Det er der ikke nu, så derfor er det i høj grad op til den enkelte gynækolog eller læge. I Belgien har man fundet ud af, der bliver lavet cirka 300 jomfrucertifikater om året. I Holland er der lavet en protokol over, hvordan lægen skal agere, når en kvinde beder om at blive testet eller få en operation.
Diskussionen er ikke sort/hvid, for vi må ikke glemme, at lægerne står i et moralsk dilemma. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind det moralske dilemma, en læge står overfor, når hun sidder med en kvinde, som beder om at få lavet en test eller få udført en operation, fordi konsekvenserne ellers ville være for store for hende. Problemet er bare, at det er med til at reproducere myten om jomfruhinden. Vi bør derfor som sundhedsorgan spørge os selv om, hvorvidt sundhedspersonale skal bandlyse jomfrutests og operationer for at udstille usandhederne i dem, eller om systemet skal omfavne problemet ved at oplyse om det og på den måde ændre kulturen og sprogbruget.
Først når vi når dertil, kan vi som samfund ændre på den opfattelse, som i dag får lov til at leve i bedste velgående i den almene befolkning og blandt sundhedspersonale, og som kan få vidtrækkende konsekvenser for kvinder.
