Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES i USA.
At være under 30 er hårdt. Du er nødt til at sidde der, mens gamle mennesker (dem over 40) højlydt åbner deres Werther’s Originals og brokker sig over din avocadobesættelse og mangel på ambitioner her i livet. Du er nødt til at bekymre dig om dit SU-lån, om vores svindende naturressourcer, og om du er okay med, at den jodlende Walmart-unge dukker op på Coachella.
Videos by VICE
Og i øvrigt skal du fra tid til anden håndtere råt kød.
Nu vil en af Storbritanniens største supermarkedskæder eliminere det stressende element ved dit indkøb. Sainsbury’s lancerer en indpakning til sarte generation Y-kunder, hvor de slet ikke behøver at røre ved kødet. Sainsbury’s siger, at den nye emballage til kylling gør det muligt for panikramte amatørkokke at smutte kødet direkte fra plastposen og ned på panden, hvilket betyder, at curlingbørnene ikke behøver at røre det glinsende fjerkrækød.
Ifølge The Sunday Times besluttede kæden at ændre emballagen efter en markedsundersøgelse, hvor 37 procent af unge fra generation Y sagde, at de foretrak ikke at håndtere råt kød, mens de lavede mad. “Især de yngre kunder er meget bange for at røre ved råt kød,” sagde Katherine Hall, som er produktudviklingschef for kød, fisk og fjerkræ hos Sainsbury’s. “De nye poser gør, at folk – især dem der har travlt – bare kan rive dem åben og hælde kødet lige ned på stegepanden uden at røre ved det.”
Hall sagde, at nogle af Sainsbury’s kunder i tyverne er forvirrede på grund af manglende viden om fødevaresikkerhed, eller fordi de er så vant til at spise ude, at de foretrækker, at andre laver mad til dem. Andre er bekymrede over muligheden for at få madforgiftning fra råt fjerkræ. Hall fortæller, at en af deltagerene i undersøgelsen indrømmede, at hun havde sprøjtet antibakterielt desinfektionsmiddel på en tallerken med kylling, før hun tilberedte den. Det er forhåbentlig et krydderi, som hun aldrig vil bruge igen. Eller servere for nogen.
Selv om nogle kunder kan ånde lettet op, er der mange andre, som ruller med øjnene i irritation og foragt. “Så nu tilføjer de MERE plastemballage, når andre butikker forsøger at reducere det? I er vanvittige Sainsburys?! Hvis du ikke kan klare at røre ved råt kød, skal du ikke spise det,” skrev en kritisk røst på Twitter. Den holdning deles af flere. En avis i Wales brugte et helt afsnit i en artikel på at forklare, hvorfor millennials fortjente det til tider så misbrugte tilnavn. “Såkaldte millennials, altså dem, der er født efter 1980, bliver kaldt snefnug-generationen af de ældre,” forklarede the Daily Post spydigt. “Dette er i høj grad på grund af deres liberale tilgang til politik og deres øgede selvbevidsthed – selvom stereotypen er, at de er beskyttede og berettigede.”
Sainsbury’s siger, at de nye kyllingepakker vil være tilgængelige i butikkerne fra den 3. maj 2018. Så håber vi bare, at folk kan klare den fysiske interaktion med kødet indtil da.