Talal Derki tilbragte flere år sammen med hardcore jihadist-krigere

Vi møder den syriske instruktør Talal Derki i International Media Supports lokaler i indre København. Det er dem, der i anledning af CPH:DOX har inviteret Derki til København, ligesom de også af flere omgange har støttet hans arbejde økonomisk. Han er dokumentarist og rejser lige nu verden rundt med sin nyeste film “Fathers and Sons.” Filmen foregår i det nordlige Syrien og følger over tre år en familie, hvor faren er glødende jihadist og opdrager sine sønner til at blive hellige krigere, før de overhovedet ved, hvem de selv er. Filmen har allerede høstet flere prestigefulde priser og i er i denne uge er aktuel på CPH:DOX.

Som Talal Derki sidder der og med den ene hånd hælder mælk i kaffen, mens han med den anden googler mit navn på sin iPhone for at finde ud af, hvad det betyder på arabisk, er det svært at forestille sig, han frem til sommeren 2016 tilbragte det meste af tre år blandt jihad-krigere i et ekstremistisk miljø i den krigshærgede Idlib-provins i Syrien for at få skudt sin film.

Faktisk ligner han med sine store grafiske tatoveringer, sin lille sølvring i øret og sin mørke denimskjorte mere en kunstner fra et eller andet hipt undergrundsmiljø i Berlin, end en hærdet krigsdokumentarist, der nærmest ikke kan få det farligt nok.

De troede, jeg var igang med en film, der hyldede jihad, og som støttede deres position – Talal Derki

Sandheden er, at han er begge dele. Derki er født i i Damascus i Syrien, men flygtede i 2012 til Berlin med sin kone og deres søn, der i dag er knap seks år. Men selvom han officielt bor hos dem, har det i perioder været svært for ham rigtig at være der:

“Jeg har jo været meget væk og filme, så der har ikke kunnet være hos dem. Men det har også været svært at være der, når jeg så var hjemme undervejs. For jeg har jo vidst, jeg skulle tilbage Syrien, og at der kunne ske mig noget. Og så bliver man som en skygge af sig selv, der ikke er tilstede. Min kone og jeg kunne tage til fester med vores venner, men hver gang, jeg lukkede øjnene, kunne jeg stadig høre bomberne.”

Mens han fortæller, ændrer hans fremtoning sig. Fra at tale hurtigt og have et næsten flabet drillende glimt i de mørke øjne, sænker han både tempo og volumen på talestrømmen, mens ansigtet lægges i alvorlige – næsten sorgfulde – folder. Han tilføjer:

“Det er hårdt at være på sådan en tur, og jeg er uden tvivl svær at leve sammen med. Men jeg vil være endnu mere umulig, hvis jeg ikke laver den slags film. Det behøver ikke nødvendigvis være fysisk farligt, men det må heller ikke være let.”

Vi har talt med ham om at lave filmen, og om hvorfor han har været nødt til at plastre hele højre arm til i tatoveringer for at undgå at ende i krigszonen igen.

Se traileren til filmen her:

VICE: Hej Talal. Hvad er det, du har gjort?
Talal Derki: Jeg tog til Idlib i Syrien og levede med radikaliserede islamister on/off i mere end to år. Jeg og min kameramand fulgte en radikaliseret far, der trænede sine to sønner til at blive jihadkrigere. Og det har jeg lavet en dokumentarfilm om.

Så du følger radikaliserede islamister med et kamera. Hvordan kan det lige lade sig gøre?
Det har også været meget svært. Det er virkelig en prøvelse at skulle filme noget, man tager 100 procent afstand fra uden at kunne vise det overhovedet. Jeg har været nødt til at lade, som om jeg er ekstremt religiøs. Og det er i sig selv en præstation, når man ikke tror på Gud og ikke ved så meget om religion på forhånd. Men jeg har måttet spille med. Og det blev faktisk nemmere af, jeg vidste, jeg ville blive slået ihjel, hvis jeg blev afsløret.

Slået ihjel ligefrem?
Ja. Der har været fire markante typer af fare under de her optagelser. Nummer et: Assad-regimet eller russerne kan beslutte at bombe det hus, du bor i – det kan du hverken forudse eller ændre på. Nummer to: IS kan slå dig ihjel – og det er jo faktisk den positive del af historien. IS og andre islamistiske grupperinger, som den Al-Qaeda-gruppering, jeg boede med, bekriger også hinanden internt. Men det kan man heller ikke gøre noget ved. Nummer tre: Du bliver dræbt af en landmine. Nummer fire: Familien opdager, du er deres fjende. Og endda deres fjende med et kamera. Og så er du altså færdig. Men den del er du jo heldigvis selv herre over. Og der er det vigtigt at holde facaden fuldstændig.

Men det er jo en ret kritisk film. Hvordan har du fået lov til at lave den?
Som sagt har de jo ikke vidst, hvem jeg var, eller hvad jeg lavede. De troede, jeg var igang med en film, der hyldede jihad, og som støttede deres position. Vi filmede alt, og det vidste de jo, men tricket ligger i redigeringen. Ikke at jeg har manipuleret virkeligheden. Men se på det sådan her: Jeg kunne lave tusind interviews med dig og så ikke bruge et eneste af dem, men i stedet bruge alle de optagelser, jeg har af dig, hvor du handler og gør en masse ting. Så bliver dit liv jo nok en helt anden fortælling, end hvis du selv havde fået lov til at beskrive det. Forstår du?

Hvad fik du så ud af det?
Jeg har fået det ud af det, at jeg har lavet en film, der viser en anden side af krigen. Ideen kom af, at jeg vidnede opblomstringen af radikal islamisme i Syrien og med egne øjne så byer blive invaderet og børn dø i kamp. Med filmen ville jeg vise, hvordan de her børn bliver hjernevaskede og får frarøvet deres barndom for at gå i hellig krig. Og det, synes jeg, filmen er lykkedes med.

Hvorfor er det vigtigt?
Fordi børnene er et hvert lands fremtid.

Hvad var det sværeste?
Det sværeste var helt klart ventetiden. Jeg laver ikke film om noget, der er sket i fortiden. Jeg venter på, at ting sker her og nu. Og det giver ventetid. Der var et helt år, hvor det føltes, som om ingenting skete, og det er selvfølgelig frustrerende i sig selv, men det blev også ekstra stressende, fordi børnene ikke måtte blive for store. Filmen ville ikke have samme effekt, hvis de pludselig så voksne ud. De må gerne ændre ansigtstræk og blive mere alvorlige, men det er vigtigt for budskabet, at de stadig har børnekroppe. Ellers er historien ligegyldig. Og det var nok det sværeste. At vente i uvished.

Du taler meget om de mere tekniske ting. Men hvad med det menneskelige? Var det ikke svært ikke at blande sig i børnenes liv?
Nej, nej, nej. Jeg havde selvfølgelig ondt af dem, men at redde den her familie var i virkeligheden slet ikke min mission. Min mission var at fange virkeligheden, uden jeg selv blandede mig. Jeg skulle være så usynlig som mulig, så jeg kunne vise verden, hvad der sker i de miljøer. Og hvad skulle jeg egentlig have gjort? Stoppet dem? Selv hvis jeg kunne, ville de jo bare ende tilbage i samme game vaner, når jeg tog hjem. Men det vigtigste var at fange de rene øjeblikke og forsøge at skildre, hvorfor de gør, som de gør. Og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg selv blandede mig.

Hvad håber du, kommer ud af det?
Jeg håber, at filmen bliver tilgængelig for alle. At børn i skolerne kommer til at se den. Ikke for min skyld, men fordi den giver et indblik i et miljø, det er vigtigt for alle at forstå. Især i de her år, hvor europæiske statsborgere forlader deres lande for at tilslutte sig IS. Denne her film kan måske være med til at forklare, hvorfor de gør, som de gør. Og måske også forebygge noget af det ved at vise, hvordan hjernevask fungerer.

Skal du så tilbage?
Ja, men ikke til det samme område. Det er for farligt. Faktisk har jeg fået lavet alle de her tatoveringer for at forhindre mig selv i at tage tilbage. Tatoveringer er forbudt i radikaliserede områder, så jeg har ikke noget valg, når min arm er dækket med så tydelige tatoos. Men jeg skal snart tilbage som producer i en anden og mindre farlig del af Syrien. Men jeg kan desværre hverken afsløre hvor eller hvornår – bare, at det sker inden, det bliver alt for varmt.

Så nu skal det ikke være farligt mere?
Det er svært at sige. Men jeg kan ikke lave enkle film. Det skal være udfordrende. Ikke nødvendigvis farligt, men mine film skal udvikle mig. Lige nu er det dog nok, at det er psykologisk svære emner eller komplicerede plots. Men når det så er sagt, er jeg indstillet på, at det bliver min kærlighed til film, der en dag kommer til at slå mig ihjel.

Filmen vises i forbindelse med CPH:DOX og kan ses i Empire fredag 23/04 klokken 17:15 og i Cinemateket tirsdag 27/04 klokken 19.00