Hvis du gerne vil vide, hvordan jorden så ud for en million år siden, så tag til Tasmanien. Øen, der ligger lige syd for Australien, er også landets sydligste stat. Det er et vildt og miserabelt sted, lidt i stil med Skotland, hvilket også er grunden til at briterne begyndte at destillere whiskey på øen, allerede da de ankom i 1803. Det varede i 30 år indtil en victoriansk afholdsmand, Guvernør John Franklin, satte en stopper for produktionen. Hans kone udtalte de berømte ord: “Jeg foretrækker at byg bliver brugt som grisefoder i stedet for at blive brugt til at forvandle mænd til svin.”
Men i 2014 vandt et tasmansk destilleri ved navn Sullivans Cove titlen for verdens bedste single malt whiskey ved World Whiskey Awards i London. Ifølge konkurrencens dommer Joseph Cassidy har whiskeyen “en røget smag af lejrbål, der beriger både malten og træet. Et perfekt match der sikrer drikken en smøragtig blødhed.” Hvad end det så betyder, lyder det godt, og derfor er det kun endnu vigtigere at finde ud af, hvordan i alverden det er lykkedes tasmanerne at lave sådan en whiskey.
Videos by VICE
Malt whiskey laver man på vand og byg. Bygkornene lægges i vand, indtil de spirer, og derefter tørrer man dem for at slå frøplanterne ihjel. I Skotland brænder man tørv af for at tørre kornene, hvilket også sørger for den røgede Laphroaig-smag. De røgede og tørrede korn kaldes for malt. Når malten bliver fermenteret, destilleret og ældet på egefade, får man herlig whiskey.
I Tasmanien har man alle de rette forudsætninger for at lave whiskey. Blødt vand, et godt klima til at producere korn, masser af tørvemoser og varierende temperaturer, der fremmer smagsdannelsen mens whiskeyen ligger på træfade.
Foto af Julian Morgans
Med andre ord, så var forbuddet det eneste der holdt tasmanerne tilbage. Og det ændrede sig alt sammen i 1992 på grund af en fyr ved navn Bill Lark. En dag var Bill ude for fiske efter ørred sammen med sin far. De fik sig en lille dram, da Bill spurgte om, hvorfor der ikke var nogen, der lavede tasmansk whiskey. Efter at have foretaget nogle opkald, fandt Bill ud af, at der stadig var en rest af Guvernør Franklins anti-whiskey lov, som var gældende. Men da Tasmanien ikke havde så meget industri, bortset fra skovhugning og guidede ture, var delstatsregeringen mere end glade for at give Bill den allerførste tilladelse til at destillere.
“Jeg foretrækker at byg bliver brugt som grisefoder i stedet for at blive brugt til at forvandle mænd til svin.”
Siden da har ni forskellige destillerier fået tilladelse – og flere er på vej. Det tasmanske turistråd er nu begyndt at arrangere whiskeyture op og ned af øens østkyst, og ifølge Mark Nicholson fra Lark Distillery er Tasmanien nu “den sydlige halvkugles svar på Skotland”.
“Det ved jeg nu ikke helt, om de er,” siger Douglas Stone, ophavsmand til hjemmesiden ForWhiskeyLovers.com i New York. “Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at tasmansk whiskey har haft stor indflydelse på det amerikanske marked, selvom jeg faktisk godt kender Lark.” Han fortæller, at Larks indtræden på det amerikanske marked er et meget godt eksempel på en større tendens inden for luksusvarer. “For 50 år siden var det et tegn på status og rigdom at købe de store mærkers varer. I dag vil folk hellere købe økologisk og fra små producenter. Det er luksus at komme på besøg hos en bekendt og se en flaske Lark fra Tasmanien. Det signalerer dannelse ud over rigdom, og det er virkelig noget, der er kommet de små producenter til gode.”
Tilbage i Tasmanien forklarer Mark, at indtoget på det amerikanske marked også har været en udfordring. “Det har taget os næsten tre år at få det til at lykkes, mest på grund af de handelsbarrierer der er forbundet med salg af alkohol. Det samme med Canada. Alle lande har deres egne juridiske særheder, og det handler bare om at få foden indenfor.” For Mark vil det sandsynligvis blive lettere nu, eftersom et tasmansk destilleri (Sullivans Cove) har vundet branchens vigtigste pris. En pris han ikke er bange for at anse for sin egen. “Bill Lark hjalp faktisk til med at få Sullivans Cove op at køre,” fortæller han stolt, “så derfor føles det næsten som om, at vi selv har vundet den”.
Men hvordan smager tasmansk whiskey egentlig? Ifølge den britiske whiskey ekspert Jim Murray “foregår der noget magisk” på den Australske ø. I sin årlige Whisky Bible beskrev han i 2013 Sullivans Coves produkt som en “rystende præstation” og udråbte whiskeyen som “en af årets absolut bedste”.
Douglas Stone har ikke prøvet Sullivans, men han har smagt Lark, som han beskriver som “fænomenal. En klassisk skotsk højlandswhisky; ren, sød og vaniljeagtig, uden så meget røg. Jeg gætter på, at tasmanerne følger den skotske formel ret så nøje.”
Og det gør de. Mark bekræfter, at de arbejder tæt sammen med skotterne. “Selvom nogle få lande har været afvisende over for os, så har skotterne været meget opmuntrende. De har delt ud af deres viden og hjulpet os med at nå så langt, som vi er.”
Selvom Mark ikke selv nævner det, så kan meget vel vise sig, at skotterne i fremtiden kommer til at fortryde al den hjælpsomhed.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på MUNCHIES US i maj 2014.
