Der er officielt flere mennesker, der er overvægtige end undervægtige på planeten, og den britiske regering vil derfor indføre en skat på sukkerholdige drikkevarer i et forsøg på at nedkæmpe det voksende problem.
Men ifølge en ny undersøgelse fra New York University Langone Medical Center har det ikke afholdt berømtheder som Nicki Minaj og Justin Bieber fra at reklamere for sukkerrige drikke og mad proppet med fedt. Undersøgelsen blev offentliggjort i fagbladet Pediatrics og påstår, at størstedelen af de kendte ansigter, som er involveret i reklame for mad, promoverer “højenergisk, næringsfattig” junk food.
Videos by VICE
Forskere undersøgte 163 kendte ansigter og kom frem til, at “65 var offentligt tilknyttet 57 forskellige mad og drikkevare-mærker ejet af 38 firmaer”. Dette gør levnedsmidler til den næststørste kategori, når det kommer til reklameaftaler, lige efter parfume og make-up. Ud af de 69 ikke-alkoholiske drikkevarer, der anbefales af kendisserne, var 71% “sukkersødede drikkevarer”, Blandt madvarerne var 80,8% “energiholdigt og næringsfattigt”.
Inderst inde vidste vi nok godt, at vi ikke ville få en krop som Britney Spears af at drikke Pepsi.
Marie Bragg, én af forfatterne bag undersøgelsen og ekspert i ernæringspsykologi ved New York University, sagde i en pressemeddelelse, at det er vigtigt at sætte fokus på, hvordan fastfoodfirmaer benytter berømtheder til at promovere deres produkter.
Bragg sagde: “På grund af den krise USA har med børne- og ungdomsovervægt, er det vigtigt at højne bevidstheden omkring, hvordan firmaer bruger kendte, som er populære blandt deres målgruppe, til at sælge usunde produkter.”
Forskerne udvalgte de kendte mennesker ved at lave en liste med de stjerner, der lå på Billboards Hot 100-hitliste i 2013 og 2014, og som hver især havde reklameret for en række produkter. Popularitet blandt de unge blev målt gennem en optælling af nomineringer til Teen Choice Award for de respektive stjerner. (Ud af de 65 berømtheder, som havde udlånt deres navn til firmaerne, havde 81,5% mindst én Teen Choice Award-nominering.) De madvarer, de reklamerede for, blev så “vurderet i forhold til Nutrient Profile Index [ernæringsindeks]“, mens ikke-alkoholiske drikkevarer blev vurderet i forhold til “kalorier fra tilsat sukker”.
De største syndere var navne som Baauer, will.i.am, Justin Timberlake, Maroon 5 og Britney Spears, der promoverede mærker som Popchips, Doritos, Pepsi og McDonald’s.
I pressemeddelelsen bemærkede Bragg: “De fleste af disse firmaer har sundere alternativer, men det, vi lagde mærke til i undersøgelsen, var, at reklamerne kun indholdt sukkerholdige drikke og usund mad, med meget lidt promovering af de sundere produkter.”
Hun kom frem til lignende resultater, da hun i 2013 undersøgte, hvilke reklameaftaler sportsstjerner har med madindustrien.
Når vi ser på det voksende problem med fedme blandt børn, som samtidig er en stærk indikator for vægtproblemer senere i livet, ser det ud til, at børnene har brug for al den hjælp, de kan få til at træffe sunde valg. Kendte ansigter, som sælger drikkevarer proppet med kalorier, hjælper ikke ligefrem.
Bragg tilføjer, at hun anerkender tiltrækningskraften i aftaler, der kaster så mange millioner af sig (vi kigger på dig, Beyoncé), men hun håber, at industrien vil ændre sit marketingsfokus.
“Måske kunne de kendte spille en aktiv rolle i at kræve fra firmaerne, at de kun reklamerer for produkter med få kalorier, eller mad som er næringsholdigt. Jeg forestiller mig, at de firmaer, der så gerne vil benytte stjernerne, vil være lydhøre overfor den slags krav.”
I mellemtiden må vi prøve at huske, at vi ikke kommer tættere på Justin ved at åbne en dåse Pepsi.
Mere
fra VICE
-
-
Photo by Kevin Frayer/Getty Images -
Aaron Amat/Getty Images -