The Vinyl Countdown: Bliver mindre bands kvalt af lp’ens comeback?

Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – The Music Issue 2017

Da Sort Sol i marts 2017 udskød deres forårsturné, var det ikke noget, der fik bandets fans til at fare op af stolene. Det var trods alt 16 år siden, gruppen sidst havde udgivet en plade, og der var derfor ikke mange, der bed særligt mærke i den ekstra ventetid. Grunden til aflysningen optrådte da også kun i fodnoteform i dagbladene, der i en bisætning nævnte, at vinyltrykket ikke var blevet klar til udgivelsesdatoen, og at bandet derfor havde valgt at udskyde deres turné.

De sidste par år er lp’er gået fra at være en nicheting, noget forbeholdt de største musiknørder og undergrundsbands, der selvudgiver deres musik, til at være en kæmpe indtjeningskilde for de etablerede pladeselskaber i et ellers dalende marked. Ifølge musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, steg det danske vinylsalg med 96 procent fra 2015 til 2016, hvilket aldrig er sket før. Det tal var desuden kulminationen på en støt stigning over en årrække. Siden 2012 er salget nemlig steget med 409 procent, og der forventes at blive solgt flere vinyler end cd’er i Danmark i år.

Men hvordan endte vi der, hvor Danmarks største rockband ikke er i stand til at få leveret deres vinyltryk til tiden? Og hvilken betydning har sådan et massivt pres på vinylproduktionen for de mindre musiknavne?

Da det danske band The Monoliths i foråret 2015 lyttede til det færdige råmix af deres debut-lp, blev der highfivet og skålet i studiet. De tre musikere var lettede over at afslutte en hård indspilning og så frem til at stå med et fysisk eksemplar af deres musik i hånden. Nu skulle albummet blot sendes i trykken. Men hvis P. Lizzard, James Dean Dragon og Colonel Dickhead, som de tre kalder sig, når de optræder, havde regnet med at få stukket en vinyl i hånden inden for den nære fremtid, så tog de i den grad fejl. Der skulle nemlig gå mere end et år, inden de første gang kunne lægge vinylen under nålen.

”Aftalen var, at vi skulle have trykt 300 vinyler. Det plejede at tage et par måneder. Men fra vi afleverede vores råmix, til vi modtog pladerne, gik der halvandet år,” fortæller guitarist Jens Müller, i bandet kendt som James Dean Dragon. I mellemtiden havde bandet spillet et hav af koncerter og skrevet nye numre. Derfor var det lidt af en flad fornemmelse, da de endelig modtog vinyler i starten af september.

”Musikken er ikke nødvendigvis repræsentativ for der, hvor vi er som band nu. Der er mange af sangene, som vi ikke engang spiller live længere. Så det er lidt en tom følelse, jeg står med nu,” siger han. The Monoliths har tidligere udgivet kassettebånd, som de selv kan udgive, men Jens Müller fortæller, at det er afgørende at udkomme på vinyl. ”Vi kommer fra punk- og undergrundscenen. Der er det at udgive en plade en blåstempling af, at man er et rigtigt band, som skal tages seriøst,” fortæller han. ”Vi er alle tre i bandet nogen, der går op i lp’er. Så for os gælder det ikke rigtigt, hvis ikke det er udgivet på vinyl. Derfor er det også ærgerligt, at man ikke rigtigt kan nyde det, når man endelig får den fysiske lp i hænderne. Der er ikke nogen eufori længere.”

Mads Stobberub, der driver Mastermind Records, der udgav The Monoliths plade, har bidt mærke i, at det tager længere tid at få trykt vinyler. Han vil ikke pege fingre af de store selskaber, men fortæller at han godt kan regne ud, at mange trykkerier hellere vil trykke 2.000 eksemplarer af en Kashmirplade i stedet for en smal punkplade fra Aarhus. Han mener dog ikke, at skylden udelukkende falder på branchens giganter, men at trykkerierne også bærer et ansvar. ”Jeg tror, at trykkerierne har været for langsomme til at omstille sig til forbrugernes ønske om at købe musik på vinyl. Og det kommer til at gå ud over selskaber som Mastermind og mindre bands, der gerne vil udgive på vinyl.”

Ifølge Mads, der selv har spillet i punkbands som Cola Freaks og Tæve, er det et problem for scenen, hvis ikke bands kan få deres plader ud indenfor en rimelig tidshorisont.
”Jeg har udgivet plader, der var uaktuelle, da de endelig udkom. Det er svært at holde energien oppe, når man venter på, at materialet bliver udgivet. Nogle bands ender endda med at gå i opløsning af det.” Bare det at få en plade ud i de oplag, som Mads sædvanligvis udgiver, kan være en kamp i den moderne vinylvirkelighed. ”Jeg udgiver som regel i oplag af 300. Man kan simpelthen ikke udgive mindre oplag. Så det betyder også, at jeg må være lidt mere selektiv, med hvad jeg udgiver.”

Den store vinylbegejstring er på ingen måde kun et dansk fænomen. På de sidste ti år er salget af vinylplader gået fra at være nærmest ikke-eksisterende uden for undergrundsscenen til at være tilbage på samme niveau som i starten af 90’erne. En af de helt store faktorer i lp’ens renaissance er Record Store Day, der startede i 2008. Amerikaneren Chris Brown, der arbejdede i den uafhængige pladebutik Bull Moose, udtænkte konceptet for at hjælpe pladebutikkerne, der i årevis havde lidt under en digitalisering af musik. Han ville gerne lave et event, der hyldede vinylen og kunne hjælpe de uafhængige pladebutikker til at få noget opmærksomhed og holde liv i en branche, der i årevis havde kæmpet med svigtende salgstal.

Det lykkedes, og året efter åbnede selveste Metallica den første Record Store Day den 19. april, da de spillede i pladebutikken Rasputin Record Store i Berkley. De var ikke alene om opbakningen, da bands som Death Cab for Cutie og R.E.M. brugte dagen til udgive specialtryk af gamle udgivelser. Men gode Chris Brown havde ubevidst skabt et monster, som skulle vise sig nok at hjælpe de små pladebutikker, men som skulle vise sig at gøre det mere vanskeligt for små bands at udgive plader på vinyl. I dag er Record Store Day er globalt fænomen, der har sparket gang i vinylsalget, men det er også en begivenhed, der får kritik fra mange mindre pladeselskaber, der mener, at det store fokus på genudgivelser gør det vanskeligt.

Hvis man kigger på musikindustriens egne tal, er det tydeligt, at vinyler ikke længere er forbeholdt langhårede samlere, der fanatisk gennemgår grønne mælkekasser for sjældne plader på loppemarkeder. Da cd’en i 90’erne blev musikbranchens foretrukne medie, styrtdykkede salget af lp’er, indtil det næsten døde ud. I den periode blev verdens vinyltrykkerier nærmest kun holdt i live af DIY-bands fra undergrundsscenen, der selvfinansierede deres udgivelser i små oplag. Omkring årtusindskiftet blev musikbranchen så rystet i sin grundvold, da et gratis program tillod ulovlig deling af musik over internettet. Napster ændrede reglerne for musik, og på trods af Lars Ulrichs korstog imod fremtiden begyndte salget af cd’er stødt at dale.

Og her kommer vi tilbage til Record Store Day. Det dalende fysiske musiksalg betød, at de mindre pladebutikker lukkede på stribe. Og i forsøg på at vende den kurve opstod ideen om en dag, der kunne promovere salget af plader. Da den første Record Store Day blev sparket i gang af rockens korsriddere fra Metallica i 2008, var det starten på et paradigmeskifte. Ideen var at hjælpe de uafhængige pladepushere ved at gøre et fysisk medie populært igen, men kritikken lyder på, at dagen i praksis har gjort det tæt på umuligt for undergrundsband at udgive musik på vinyl. Det var måske ikke meningen, men i dag er Record Store Days raison d’être at udgive specialudgivelser eller genoptryk af musik, der for længst er udgivet og solgt i millioner af eksemplarer.

På ti år har pladebranchen knækket den økonomiske kurve, og ifølge analysetinstituttet Deloitte forventes vinylsalg i år at blive en milliardindustri i US Dollar for første gang i dette årtusind. Den tendens kan også ses på de danske tal, hvor vinylsalg i 2000 udgjorde 0,04 procent af det danske ikke-digitale musikmarked. I 2016 var det tal nemlig steget til 43,9 procent. Vinylsalg er altså efterhånden tilbage til noget, der minder om 1991-niveau. Den store forskel er bare, at vi i stedet for at få en ny Nirvanas Nevermind får en genudgivet special edition dobbelt-lp, som tilfældet var i forbindelse med Record Store day i 2012. Det er gammel vin på nye flasker.

På Record Store Days hjemmeside kan man se, at der i forbindelse med begivenheden i 2017 blev udgivet mere end 500 specialudgivelser af plader, der allerede havde været udgivet. Her er altså en del af forklaringen på, at bands som The Monoliths må vente halvandet år på at få trykt 300 vinyler. Lp’ens genkomst har måske reddet de store selskaber og de uafhængige pladebutikker. Men samtidig har det besværliggjort, at de mindre undergrundsbands nu har svært ved at få udgivet på vinyl uden at skulle vente lang tid på at få et fysisk produkt, de kan sælge. Fuck Record store day og alle jer selvretfærdige pikspillere, der tror, at det hjælper de ‘uafhængige,‘ skrev det uafhængige Manchester-label Modern Love i forbindelse med Record Store day tilbage i 2014.

Den engelske pladeselskab Kudos var samme år ude med kritik i et blogindlæg med overskriften Record Store Day 2014 Frustration. I indlægget forklarer Kudos, at de i forbindelse med Record Store Day 2014 har fået udskudt alle deres releases på grund af de store selskabers bestillinger af genudgivelser. ”Lige nu har vi +20 udgivelser i produktion, der alle er gået fuldstændigt i stå, mens vinyltrykkerne tjener styrtende på at genudgive Oasis-lp’er, ABBA-7’ere og REM-boxsæt. Vi oplevede endda et trykkeri, der nægtede at tage imod bestillinger på mindre end 500 kopier før Record Store Day.” Kritikken er ikke stilnet af siden 2014. Britiske Independent skrev i forbindelse med den seneste Record Store Day, at mange af årets special edition-udgivelser allerede få timer senere var til salg på eBay for en langt højere pris. På Twitter finder man også talrige eksempler på, hvordan brugere ikke længere føler, at Record Store Day hjælper de små uafhængige selskaber og bands.

Record Store Day, engang en flot idé, der hyldede de uafhængige pladebutikker, nu en Black Friday-agtig event, hvor folk sælger pladerne for profit, og som agerer som en flaskehals for vinyltrykkerierne. Fuck RSD, skrev forfatteren Daniel Dell om årets Record Store Day i England.

Hos en af musikbranchens giganter, Sony Music, har man naturligvis lagt mærke til den enorme stigning i interesse for vinyl. ”Der er nogle ret høje procentstigninger i vinylsalg hvert eneste år,” siger Torben Johansen, der er Production Manager og ansvarlig for vinyl hos Sony Music Danmark.
Han fortæller, at mange nye udgivelser finder vej til vinyl, men at der også er et stort marked for genudgivelser af gamle plader. ”Genudgivelser er en business i sig selv. Vi oplever en stor efterspørgsel,” siger Torben Johansen, der mener, at det er nostalgifaktoren, der ligger til grund for den voksende interesse.

Sony Music udgiver oftest deres vinyler i oplag mellem 1.000 og 2.000 eksemplarer. Det er noget mere end The Monoliths’ 300 eksemplarer, men Torben Johanesen afviser påstanden om, at de store selskaber betaler for at komme foran i køen. ”Jeg kan på det kraftigste afvise at vi betaler for at komme foran i køen. De firmaer, der trykker vinyler, bestemmer selv, hvem de vil arbejde sammen med. Det er jo klart, at det er en bedre forretning at udgive et større tryk,” siger Torben Johansen, der fortæller, at det normalt tager Sony tre måneder, fra de bestiller et vinyltryk, til det er klart til at komme i handlen.

Sort Sol modtog i øvrigt deres 2.000 vinyleksemplarer af pladen Stor langsom stjerne. Ifølge Sony blev de udsolgt på turneens første dag, og pladeselskabet bestilte straks et nyt oplag.