Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
På mine rejser rundt i Sydamerika har jeg hørt folke hviske i krogene, sprede rygter eller direkte anbefale et sted, der hedder Route 36. Ifølge nogen – og når jeg siger “nogen”, mener jeg folk, der er glade for at suge højkvalitetskokain op i næsen – er det lige så vigtigt at se som Machu Pichu.
Videos by VICE
Route 36 er en ulovlig pop-up bar, hvor kokain bliver serveret på et sølvfad sammen med en lækker cocktail. Det virker også til, at stort set alle kender til stedet, så man kan ikke lade være med at tænke, at der er en eller anden form for korruption indblandet, når det kan undgå at blive lukket ned.
Men selvom alle kender til det, er det selvfølgelig ikke alle, der ved, hvor det der. Efter at have fået forvirrede ansigtsudtryk fra tre forskellige taxachauffører, fandt vi til sidst en mand, der kunne hjælpe? “Kan du køre os til Route 36?” spurgte vi på spansk. Han bad om en tier, og kørte af sted, og det eneste problem, vi havde, var en blokeret gade, så vi måtte køre en omvej.
Det store torv i La Paz havde været indtaget af kampklædt politi i de foregående uger, fordi strejkende minearbejdere fra en anden by forlangte mere i løn. Dagen før vi ankom, i slutningen af juli, blev deres krav mødt med dynamit, der eksploderede midt på en travl vej. Det er den slags stemning, der har været i La Paz de seneste par år. Turisterne dykker ned i de lokales narkoforsyninger, mens demonstranter går på gaden hver anden måned, om det så er soldater, der forlanger bedre arbejdsforhold, eller handikappede, der mener, at velfærdssystemet forbigår dem.
Vi slap uden om den blokerede gade ved at køre ud i udkanten af La Paz, og imens forklarede chaufføren, at størstedelen af Bolivias kokain bliver produceret omkring de østlige byer Cochabamba og Santa Cruz. Det er de mange gårde i området, der har været med til at etablere Bolivia som nummer tre på den internationale rangliste over lande, der producerer mest koka, med sine 23.000 hektar. Dermed er landet lidt bagefter Columbias 48.000 og Perus 49.800 hektar.
Da vi ankom til baren, blev vi skubbet ret voldsomt gennem en lille åbning i en port af tre unge bolivianere, der tydeligvis holdt vagt udenfor. Efter vi havde betalt 25 kroner i entré (og modtaget to små sedler til gengæld, hvor der stod nr. 12056 og nr. 12057 på) slentrede vi ind og blev inviteret hen til det mest fyldte bord af en charmerende nordmand.
Han havde gået rundt og spurgt efter coke på gaden, og var blevet kastet ind i en taxa, som havde kørt ham herhen.
“Dos caipirinas, por favor,” sagde min veninde Josephine til den udkørte tjener, som kom hen for at betjene os.
“Og et gram coke, ik’?” afbrød hun, inden Josephine havde talt færdigt.
Vi betalte 50 for vores drinks og 150 for et gram coke, og vi fik begge dele med det samme.
Det her er ikke den slags bar, der bare lukker øjnene overfor pushere, som sælger ved toiletterne. Det her er en bar, der aktivt faciliterer og opfordrer til at gæsterne tager coke. Route 36 flytter rundt i byen, efterhånden som naboerne bliver trætte af dem, men ifølge nogle af dem, vi talte med, har den ligget det samme sted i ugevis.
Der var omkring 20 mennesker i baren. Vi sad sammen med otte englændere, som var ude at rejse i deres sabbatår, to voksne belgiere og ham nordmanden. 6-7 irske forretningsmænd sad i den modsatte ende af baren og det var helt klart dem, der var mest påvirkede og coked up i selskabet. Derudover var der to bartendere, tjeneren, en DJ (som blev ved med at spille forfærdelig dubstep), og to sikkerhedsvagter, der konstant gik rundt og kiggede.
Den bolivianske præsident President Evo Morales holder et kokablad (Screenshot via)
Kokain kommer fra kokabladet og den traditionelle plante har fået en del opmærksomhed i pressen de seneste år. I Andesbjergene er bladet helligt og præsident Evo Morales insisterer på, at der er medicinske og ernæringsmæssige fordele ved bladene – for menneskerne i bjergene, som har tygget koka i årtusinder er den vigtigste, at planten forhindrer højdesyge.
Derfor gjorde han op med de tidligere regeringers politik, der var at ødelægge kokamarker som en del af amerikanernes war on drugs. Samtidig smed han det amerikanske Drug Enforcement Agency (DEA), der tilbød landmænd 10.000 kroner for hver kokamark de lagde øde, ud af landet. Han kaldte amerikanernes politik for kulturel imperialisme, og sagde, at det øgede behov for coke i USA, ikke skulle forhindre indianerne i at følge deres gamle traditioner.
Siden han legaliserede dyrkningen af koka, da han blev valgt i 2006, har Morales gentagende gange påpeget, at koka ikke er det samme som kokain, og bedt FN fjerne det fra sin liste af ulovlige stoffer. Men siden han kom til magten er Bolivias kokaineksport steget stødt, og fra 2013 til 2014 voksede mængden fra 290 til 420 tons.
Se vores dokumentar: ‘Cooking Cocaine in Lima’
Jeg blev nødt til at vente med at sige hej til folk, fordi jeg lige skulle line op på den overflade baren havde stillet til rådighed. Jeg lavede to skovsnegle og snusede ind. Det siger selv at jeg øjeblikkeligt blev mere snakkesaglig end jeg plejer, og vi begyndte at dele livshistorier og oplevelser fra vores rejser.
De to engelske gutter, Hamish og Josh, som jeg sad ved siden af, forklarede, at de var blevet tvunget til at hæve 6000 kroner (som de fik 10 gram for, selvom de kun ville have to) af nogle columbianske hustlere, da de forsøgte at købe kokain i Medellin. Det her sted var den diametrale modsætning af den oplevelse.
Der var tilbud, så Josephine og jeg gik sammen med vores to nye venner i baren og købte fire gram kokain for tre grams pris. Pludselig kom en karismatisk, men også noget blåøjet, svensk fyr ind og slog sig ned ved siden af os. Han begyndte straks at dele streger ud til alle, men jeg blev nødt til at vise ham, hvordan man sniffede det. Han var den slags fyr, som ville blive fanget af politiet på et øjeblik, hvis han havde været alle andre steder end i denne sikre hule, og at han overhovedet var sluppet ind, sagde noget om, hvor let stedet er at finde.
Da klokken var 5 om morgenen, var jeg godt skudt af, kæderøg cigaretter og talte mere til folk end med dem. Kl. halv seks spurgte en midaldrende kvinde om vi ville købe noget fed, mens hun forsøgte at undgå de stirrende blikke fra baren. Vi købte fem gram af en stor, sort klump, som var næsten umulig at ryge (og som gav mig hovedpine) for 80 kroner og tog en taxa tilbage til vores Airbnb sammen med syv af vores nye venner, der alle var meget høje og meget snakkesaglige.
Vi havde en virkelig sjov aften og jeg lærte endda også noget: Turisterne er glade for at smage på de lokales coke og hvis det er derfor, man er i Sydamerika, så er det bedre at finde Route 36 end at købe det på gaden og risikere at få en kniv for struben.
