Denne artikel er oprindeligt udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine.
Ude på den solbeskinnede, sneklædte tundra kan man kun høre to lyde: Den stille bimlen fra klokkerne, der hænger om halsen på rensdyrene, og den rå motorlyd fra snescootere. Der foregår et næsten rytmisk spil mellem hyrderne på snescootere og rensdyrene; en omgang katten efter musen hvor hyrderne cirkler rundt om flokken og forsøger at genne rensdyr sammen i små grupper, så de kan lokalisere det udvalgte offer.
Videos by VICE
Pludselig lander en orange plastik-lasso om geviret på rensdyret, som sparker og bræger i protest. Få øjeblikke efter er en kniv gledet gennem nakken på dem, så dyret lammes, inden det bliver stukket i hjertet og dør.
Vi er i det allernordligste Norge, i Finnmark som har grænse mod Rusland i øst og Finland i syd. Denne del af verden er samernes hjemsted, det indfødte folk, der til alle tider har vogtet rensdyr, og som bor fordelt på den nordligste del af Skandinavien og Rusland. Samerne har en rig og gammel kultur, men i Norge står de overfor et meget moderne problem. Klimaforandringer påvirker græsgangene, og landets fødevarepolitik giver magten til de store kødproducenter og mejerier, så det er sværere for samerne at sælge deres varer.
Den tætte kobling mellem samerne, naturen og rensdyrene opstod for tusindvis af år siden og er stadig en væsentlig kulturel fællesnævner. “Man kan sige, at der er en kontakt mellem rensdyr og mennesker, som er fundamentet for rensdyrfolkets eksistens,” siger Anders Oskal. Han er direktør for International Center for Reindeer Husbandry (ICR), som er en organisation, der er startet for at dele viden blandt rensdyrhyrderne på tværs af den arktiske region. Anders har et velklippet overskæg, en moderne frisure med tættrimmede sider, og han er iført en blå samerdragt i uld (en gakti) med et nydeligt strøget hvidt og rød mønster langs kanterne. “Vi er tæt forbundet, fordi rensdyret traditionelt forsyner os med alt. Det er mad, tøj og transport. Det er fundamentet for vores forståelse af verden. Endda forståelsen af os selv. Vi, det rensdyrvogtende folk, følger rensdyrene. Ikke den anden vej rundt.”
Selvom fordelingen af mad forbliver et politisk spørgsmål, så er mad også en kilde til styrket selvstændighed og identitet blandt samerne. Et af de emner Anders og ICR kæmper med er at dokumentere kulinariske traditioner, ikke blot for samerne, men også for de mere end 20 forskellige folk i den arktiske region, som lever af deres rensdyrhold. “Vi skal huske, at disse mennesker bor i et af de mest ugæstfri naturlige miljøer på planeten med temperaturer ned til minus 70 grader om vinteren. At klare sig under sådanne forhold er meget krævende for mennesker. Og en væsentlig del af ligningen er, hvilken form for mad man spiser.”
Og selvfølgelig hvad man har på. “Rejser men i Sibirien kunne man tage Gore-Tex på og spise vegetarisk mad,” siger Anders, “men jeg kan forsikre dig for, at det ikke er det valg, jeg ville tage.”
Vi har Long Johns, snescooterdragter og hjelme på, da vi forlader byen Guovdageaidnu (Kautokeino på norsk) og kører to timer op af fjeldet for at nå rensdyrflokken, hvor slagtningen skal finde sted. Det er en betagende rejse gennem et vidtstrakt landskab; et øjeblik skærer solen i øjnene, når den reflekteres på isen, og pludselig er landskabet gemt bag tåge og sne, der falder i slowmotion. De iskolde vindstød rammer kinderne som lammende pile.
Omkring 50 kilometer oppe af bjerget når vi en lejr på en lille bakke, kendt som (“gæstebakken”), der plejede at være reserveret til rejsende og deres rensdyr, før snescootere blev det foretrukne transportmiddel. Vi mødes med hyrden Issat Turi. Hans rensdyr græsser i nærheden, hvor de graver deres hove gennem den tykke sne for at komme ned til det lav, de lever af. Slagtningen finder sted i det åbne landskab på den knasende sne. Issat venter et par timer, efter at rensdyret er slået ihjel, så safterne flyder ind i kødet igen og gør det mere mørt. Den proces tørrer også laget lige under skindet, så man undgår, at bakterier hægter sig fast på kødet.
Der står en sky af damp op fra kødet, da Isaat flår skindet af, før han omhyggeligt parterer dyret. “Det er nok omkring 37 grader inde i rensdyret,” siger han, mens han fjerner den oppustede grå mave og indvoldene med hænderne. “Det føles dejligt.” Da Isaat kæmper med at flå maveskindet af rensdyret, kommer hans mor, Kirsten, til undsætning og river skindet af med en kraftig bevægelse. Ved siden af dem bruger Isaats niece Sara en ske til at røre rundt i blodet, der er indsamlet i en spand, for at undgå, at det størkner. Ikke en eneste knogle, muskel eller bloddråbe går til spilde i processen.
Under slagtningen bryder en af de andre rensdyrhyrder, Jon Mikkel Eira, ud i en joik. Det er en oldgammel form for samisk sang, der stammer helt tilbage fra kulturens shamanske rødder, og den fremføres tit for at ære en person eller en begivenhed. Jon Mikkel er 24 år gammel. Han har læst på rensdyrskolen i Guovdageaidnu, har været i lære som kok, og arbejder som rensdyrhyrde. Han planlægger at åbne et “landskabshotel”, hvor han kan kombinere sin passion for madlavning med samertraditioner. “Jeg vil sælge dette fantastiske landskab,” siger han. “Jeg vil sælge det, jeg ser, når jeg selv kigger udover fjeldet.”
Det er en ambitiøs plan, men Jon Mikkel beklager sig over, at hans jævnaldrende ikke tør drømme stort. Han siger, der er en voksende apati blandt nogle unge, som er for afhængige af den ældre generation og derfor ikke har lært det håndværk, der er essentiel for deres kulturarv. I en hastigt forandrende verden er traditionel viden uvurderlig for samerne. Selv hvis Jon Mikkel får succes med sine hotelplaner, vil det altid komme i anden række i forhold til at være rensdyrhyrde. “Folk spørger tit, hvordan det er at arbejde med rensdyr. Jeg siger altid til dem, at det ikke er et arbejde; det er en livsstil.”
Vi samles i en , et traditionelt samisk telt, der minder om en tipi, hvor den frosne jord er dækket med birkegrene og rensdyrskind. Kød fra rensdyrets ryg og bryst koger i en sort kasserolle (ruitu), der hænger i stålkæder over bålet. Salt og vand er de eneste andre ingredienser i retten. I Isaats hytte lidt længere nede af fjeldet er hans mor og niece i gang med at lave blodpølse med frisk blod fra slagtningen. Sara holder de rensede tarme, mens hendes bedstemoder øser blodet, der er blandet med salt og rugmel, ned i. For at forhindre at blodet løber ud, fæstner de pølserne sammen med små birkekviste, som Kirsten snupper fra træer udenfor hytten og snitter til med sin kniv.
Mørket falder på over lejren, da det bliver tid til middag. Blodpølse smides i den boblende gryde, og maden serveres på en slæde, oplyst af forlygterne fra en snescooter. Den smagfulde bouillon fra rensdyrstuvningen bliver hældt i kopper, og vi lirker vej gennem knogler og brusk for at finde små lunser af mørt kød. Blodpølsen mangler den velkendte sødme og krydderi, men den har en ren, mineralsk smag. Før vi samles om petroleumsvarmerne i teltene, hvor vi skal sove, dukker glimt af nordlys op i horisonten; de svajer spøgelsesagtigt over himlen som bugtende slanger, der lokkes ud af deres kurv.
Næste morgen spiser vi kød fra rensdyrets lår, som er blevet røget i lavvuen. Det har hængt natten igennem og bliver varmet op i gryden; det har en sød og velduftende smag, der passer perfekt til klistret tyttebærsmarmelade og næsten frosne skiver brød. Isaat har været vågen hele natten for at flytte rensdyrflokken til et græsareal tættere på sin hytte. I dag starter forårsvandringen for rensdyrene. I løbet af de næste to dage vil Isaat flytte sin flok over bjerget til Guovdageaidnu, hvor de skal transporteres med lastbil og båd til Ráidna (“rensdyrøen”), hvor de græsser om sommeren.
Mens vi kører på snescootere og følger flokken, ser vi, at et rensdyr fra naboflokken har forvildet sig ind i Isaats gruppe. Før vi kan fortsætte, skal rensdyret fanges og transporteres hjem. Det er tid til en pause. Jon Mikkel er iført sorte Ray-Bans, et spraglet halstørklæde og en bjørneagtig jakke (en ), der er lavet af seks rensdyrskind. Han tjekker beskeder på sin iPhone 6, som han opbevarer i en grøn filtlomme, han selv har syet med rød udsmykning og et sort elastikbånd, der kan holde telefonen på plads. Jon Mikkel sætter sig på knæ ved siden af sin snescooter og læner sig tilbage på højre arm.
“På denne tid af året får vi ikke sovet meget, så hvis man kan få et øjebliks fred, skal man bruge den mulighed og bare sove i sneen.” Få sekunder efter lukker han øjnene bag de mørke solbriller.
I et kort øjeblik er der ingen lyde på bjerget. Kun stilhed.