Tre unge fortæller om deres desperate og vanvittige boligjagt i København

Vi har alle hørt vores forældres generation fortælle om de gode gamle dage, hvor de boede i en 3-værelses lejlighed på indre Nørrebro til 500 kr. i kvartalet. Realiteten er dog en helt anden i dag. Hvis du ikke tilhører den gruppe, hvor forældrene lige forærer dig en lækker hybel ved Sankt Hans Torv, bliver jagten på et sted at bo før studiestart meget hurtigt til et mareridt. Vi taler desperate Facebook-opslag, utallige flytninger, dusører og skamløs udnyttelse af ens netværk.

I København er der, ifølge Dansk Byggeris nyeste opgørelse, akut mangel på 8400 studieboliger. Vi har mødt tre danskere, der fortæller om deres frustrerende og stressende oplevelser på det pressede boligmarked.

Sofie Vestergaard, 21 år, fra Randers

Jeg vidste godt, at boligjagten i København ville blive svær, men jeg regnede ikke med, at det ville være så svært med seks flytninger på et år.

Jeg er fra Randers, og de fleste af mine venner studerer i Aarhus, men jeg har altid villet til København. Det er blandt andet fordi jeg foretrækker KU frem for AAU, men også fordi jeg gerne ville prøve noget nyt, som ville blive helt mit eget. Derfor flyttede jeg sidste år til København to dage før studiestart.

Lejeperioden blev desværre hurtigt forkortet, så jeg nåede reelt kun at bo der til oktober, dvs. to måneder. Så fandt jeg et nyt sted, hvor jeg skulle bo indtil januar. Problemet var, at jeg skulle flytte ind pr. 1. januar, og det var lige midt i min eksamensperiode. Så efter min eksamen den 22. december måtte jeg pakke alle mine ting ned og rykke videre til det næste sted, hvor jeg boede indtil midten af marts. Jeg kan huske, da vi sad til undervisning i foråret, og eksamensdatoerne pludselig blev lagt ud. Der opdagede jeg, at tre eksaminer ville ligge i den uge, jeg skulle flytte. Folk omkring mig var vildt glade, mens jeg følte, at det hele faldt sammen for mig. Jeg gik i panik over, at endnu en flytning skulle kollidere med eksamen. Heldigvis tilbød en studieveninde, at jeg kunne låne hendes sofa.

I al den her tid var mine ting spredt over flere forskellige steder – hjemme i Randers, hos familie og venner. Fuldstændig kaos. Jeg lavede flere cykelflytninger, hvor jeg sad på min cykel med en flyttekasse bagpå, og så cyklede jeg fra det ene sted til det andet. Det er noget, der får folk til at glo, skal jeg hilse og sige. Jeg forstår ikke, hvordan folk uden netværk i København kan administrere en flytning selv.

Nu har jeg endelig en studiebolig, men den er dyr, 6.000 kr. eksklusiv forbrug om måneden for 26 kvadratmeter med tekøkken. Der er også et fælleskøkken med én ovn og én fryser til flere hundrede mennesker. Til gengæld er der fitnessrum og designermøbler i fællesrummet. Så ville jeg hellere have haft de ekstra kvadratmeter. Det er en af de mange studieboliger, der er bygget af iværksættere for profit. Pengemaskiner, simpelthen.

Boligjagt er ligesom jobjagt. Du føler aldrig, at du har søgt nok. Jeg lavede flere Facebook-opslag, og et af dem blev delt over 100 gange, men jeg fik ikke en eneste henvendelse. På hele første og andet semester på Uni var jeg helt vildt stresset og sikkert forfærdelig at være sammen med. Man bliver skør i hovedet af at flytte så meget rundt. Det er et helt grundlæggende menneskeligt behov at have en fast, rolig, sikker base, og det har jeg bare ikke haft. Man bliver helt nedbrudt af det. Jeg kan forestille mig, at den høje frafaldsprocent på universitetet måske har noget med Københavns boligsituationen at gøre.

I Aalborg, hvor jeg flyttede til fra Randers, er det slet ikke så svært. De har ”tag over hovedet-garanti”. I Aalborg har de én hjemmeside med alle studieboliger og kollegier, og der bliver man bliver skrevet op. Det er nemt og gennemskueligt. Det kunne København lære noget af. Nogle ville sige, at jeg bare kunne være blevet i Aalborg eller Randers, men hvorfor er det, at jeg ikke må flytte til København? Hvis ikke der var så massiv boligmangel, ville det slet ikke være et problem, at der er så mange unge, der vælger at studere i København.

Bob Belyakov, 23 år, fra Roskilde

Jeg flyttede til København for to år siden efter et skænderi med min mor, hvorefter jeg valgte at flytte ud. Der slog det mig, hvor svært det er at finde et sted at bo i København. Det er noget lort.

Efter et halvt år i min vens lejlighed og et par måneder tilbage på mors sofa fik jeg nok af det hele og tog en måned til Paris. Derefter flyttede jeg ind på min vens klubværelse i et stykke tid. Jeg brugte ikke fællesbadene en eneste gang – de var simpelthen for ulækre. Efter endnu en måned på min mors sofa, og et år på Østerbro, købte jeg faktisk en lejlighed sammen med min daværende kæreste. Desværre gik vi fra hinanden efter et par måneder, hvorefter hun blev boende, og jeg flyttede ud.

Så fik jeg et tip fra en af mine venner. Han kendte en fyr, som havde en lejlighed et sted på Amager, som jeg kunne leje til en god pris. Han var en lidt shady type, der åbenbart havde flere lejligheder rundt omkring i København. Det lød, som om der var styr på det, men så blev min ven ved med at rykke vores aftale og komme med dårlige undskyldninger. Til sidst endte han med at tilstå, at jeg nok ikke skulle komme forbi lejligheden, for ham, der ejede den, var eftersøgt. Jeg blev virkelig sur, og vi har ikke talt sammen siden.

Jeg har lige lånt en vens værelse i to måneder, og nu bor jeg her på Nørrebro i en måned. Så flytter jeg tilbage til Østerbro i to måneder. Efter januar er det back to scratch, og jeg ved ikke, hvad der skal ske. I København bliver man nødt til at købe en lejlighed. Ellers skal du kende nogen eller være superheldig. Det er næsten umuligt.

Da jeg flyttede sidste gang, havde jeg kun 2 sportstasker med tøj, en vasketøjskurv og min dyne med. Jeg kan egentlig meget godt lide at leve så minimalistisk. Som skilsmissebarn har jeg været vant til at pendle frem og tilbage. Jeg kan forestille mig, det er svært, hvis man kommer fra en rigtig kernefamilie med faste rammer, men jeg tænker ikke så meget over det.

Jeg overvejer nu at bo et andet sted end København, f.eks. Hellerup eller mere nordpå. Der har jeg hørt, at værelserne er lidt billigere. Men jeg håber på, at der kommer en ny finanskrise lige om lidt. Det har jeg læst noget om. Hvis krisen kommer, så køber jeg en lejlighed i Nordvest.

Sebastian Nilsson, 23 år, fra Frederiksberg

Jeg har virkelig stået i det klassiske Københavnerbarns-dilemma. Når man er opvokset midt i byen, har man ikke lyst til at flytte hen hvor som helst. Der er mange mennesker, der vil sige, at jeg er kræsen, men jeg vil hellere tage mig god tid til at finde noget, som jeg bliver rigtig glad for. Jeg forstår godt, at der er mange, der gerne vil flytte til storbyen. Jeg synes ikke, at os københavnere kan tage patent på København. Jeg ser det ikke som os og dem, for vi er alle i samme båd. I virkeligheden er problemet, at alle ser på boligmarkedet med guld i øjnene.

Efter en dårlig oplevelse med en lejelejlighed, måtte jeg revurdere det hele. Jeg havde ikke lyst til at leje igen, så jeg begyndte at lede efter en andelslejlighed. Alle vågne timer uden for mit fuldtidsarbejde begyndte at handle om at søge efter lejligheder. Det var sådan noget med at have notifikationer på annoncer inden for min prisklasse, og så ringe sælgeren op så hurtigt som muligt, mens man læste annoncen igennem. På et tidspunkt kom jeg igennem til en sælger under 1 minut efter han havde lagt annoncen op. Jeg havde aldrig været den første før, så jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne høre hans telefon vibrere med notifikationer gennem hele samtalen.

Boligsøgen var det eneste, jeg kunne tænke på. Jo mere garnet strammede, jo mere desperat blev jeg. Jeg indhentede tilbud på reklamesøjler og busreklamer for at skille mig ud, og til sidst besluttede jeg mig for at udlove en dusør på 10.000 kr. til den person, der ville komme med et tip, som ville føre til et køb. Skørt, egentlig.

Jeg havde flere chancer, der desværre ikke blev til noget. En gang skulle jeg til fremvisning på en rigtig fin lejlighed en søndag eftermiddag. Der var seriøst flere hundrede mennesker i kø ned af trapperne og hen ad vejen bare for at komme ind og se lejligheden. En anden lejlighed blev snuppet lige for næsen af mig, fordi den blev købt ubeset og med 100.000 kr. under bordet. Efter den oplevelse tænkte jeg bare, glem det, hvordan skal jeg nogensinde få fat i noget.

Efter jeg havde skrevet mails til over 250 andelsforeninger, valgte jeg at printe løbesedler og smække dem op i opgange rundt omkring i byen. Så blev jeg endelig ringet op af en, der gerne ville sælge sin lejlighed. Den opfyldte alle mine krav, og det var den, jeg endte med at købe. På den ene måned jeg har ejet lejligheden, er værdien allerede steget.

Det hele har virkelig været en emotional rollercoaster. Når du søger bolig, lever du virkelig på andres nåde, og man kan køre sig selv helt i sænk. Jeg ville ikke gøre det igen, hvis jeg på forhånd vidste, hvor svært det ville blive.