Trippede billeder af en hund, der blev reddet fra en grum skæbne

Mens nogle kalder det sport, kulturarv – sågar smukt, råber andre højt om ubarmhjertig dyremishandling og meningsløse drab. Og selvom tyrefægtning – i hvert fald i vores del af verden – ofte associeres med Spanien, behøver du hverken være spanier eller dyrevelfærdsaktivist for at have en holdning til det. Men hvad, du formentlig ikke ved, er, at det ikke kun er tyrene, der lider en barsk skæbne i Spanien. Spanien avler hvert år tusindvis af galgoer – eller mynder, som de kaldes herhjemme – til død og lidelse.

Formålet med avlen er, at hundene, der er sublime jagthunde og kan løbe op mod 70 kilometer i timen, skal deltage i væddeløb, hvor det aldrig er hunden, men altid ejeren, der vinder. Jagtssporten dyrkes overalt i Spanien, og sportsjægerne kaldes galgueros. Det fortæller Erikkajah Bahnsinamilan, der må siges at være en slags dansk ekspert på området: Hendes venner omtaler hende gerne som “galgo-mama,” hun har tilknytning til flere organisationer, der redder galgos, og så samarbejder hun med den spanske dokumentarist, Yeray Lopez, der gennem produktionsselskabet Yo Galgo forsøger at virkeliggøre hundenes mishandling. Derudover har hun “adopteret” to galgoer fra Spanien til sin lejlighed på Nørrebro i København.

“Det er sådan, at de hunde, der har været gode jægere som belønning for deres indsats dræbes ved hængning højt i et træ, mens de dårlige hunde straffes ved eksempelvis at hænges, så deres bagben lige akkurat kan nå jorden, og så kan de trippe der, til de giver op og dør,” fortæller hun. “Alternativt tæskes de ihjel, brændes, kastes i massegrave, bindes til et træ eller efterlades i marken, hvor de dør.”

Yo Galgo, der skaber fokus på den systematiske mishandling af galgoer i Spanien, anslår, at mellem 50.000 og 100.000 hunde hvert år dræbes, efterlades eller mishandles i forbindelse med jagtsæsonen, der løber fra oktober til januar.

“Det er en uhyggelig tradition, og det bliver nødt til at stoppe,” siger Erikkajah Bahnsinamilan.

Derfor er hun og hendes galgo med det fyrstelige navn Mayahuasca Elisabetta De Sevilla gået sammen med fotograf Sarah Buthmann, illustrator Nicolai Bruun og hårstylist Søren Bach for dels at sætte fokus på hundenes situation og dels vise dem som andet og mere end væddeløbshunde.

Sarah Buthmann forklarer: “Vi vil vise dens mange udtryk, dens personlighed og dens mimik på en sød og humoristisk måde. Placere hunden i overdådige universer, fortælle dens historie om frygtelige vilkår, til at den nu lever et værdigt liv. Vi vil hylde menneskets bedste ven og belyse det, som de her hunde går igennem for at skabe fokus på deres situation.”

Det er der kommet det her ret vilde fotoshoot ud af.

Ingen ved, hvor gammel galgoen Mayahuasca Elisabetta De Sevilla egentlig er. Men da hun i maj 2016 blev reddet fra gaderne i Sevilla, blev hun vurderet til at være omkring et år. Erikkajah Bahnsinamilan, der adopterede hende til Danmark få måneneder senere, fortæller, at hun dengang var “udmagret, bange og gravid med 11 hvalpe”. Erikkajah forklarer desuden, at graviditeten “måtte afbrydes”, fordi Mayahuasca ikke var stærk nok til at bære og føde 11 hvalpe.

Erikkajah Bahnsinamilan fandt Mayahuasca over Facebook. Hun havde længe kigget efter en galgo, hun kunne adoptere til lejligheden på Nørrebro, hvor hun bor med sin mand. “Jeg så et opslag fra en ung kvinde, der hedder Vero. Hun driver et rescue shelter, hvor hundene kommer direkte fra gaden til plejefamilier, hvor de bor, til de bliver adopteret.”

7. Maj 2016 blev Mayahuasca reddet fra gaden, og 31. juli flyttede hun ind i Erikkajahs hjem på Nørrebro. “Egentlig havde jeg troet, det var en anden og ældre hund, jeg skulle adoptere,” siger Erikkajah Bahnsinamilan. “Men hende, jeg havde fundet, blev så knyttet til sin plejefamilie, at de valgte at beholde hende. Hun var blevet reddet samme dag som Mayahuasca, og jeg havde set billeder af dem begge på Facebook. Og da aftalen med den første hund gik i vasken, vidste jeg bare, at det var Mayahuasca, jeg skulle have – også selvom hun var yngre, end jeg først havde planlagt. Det følte på en eller anden måde meant to be.”

Erikkajah fortæller, at der findes mennesker i Spanien, der har viet deres liv til at redde galgoer fra gaden, men at langt de fleste stadig har korte og smertefulde liv. The Guardian beskrev i en artikel, at langt de fleste hænges, smides i massegrave, tæves eller bindes til træer.

Så på den måde har Mayahuasca været heldig både før og efter, hun blev reddet. Foruden at være alt for tynd og have en række småskræmmer, der i dag danner små hvide ar i hendes råhvide pels, var hun bedre stillet end mange andre galgoer, der reddes fra gaden. “Der findes galgoer, der er så udmagrede, at de ikke kan gå, og hver dag vrimler det med galgoer, der er maltrakterede,” siger Erikkajah Bahnsinamilan.

Mens jeg taler med Erikkajah Bahnsinamilan i telefonen, bliver hun jævnligt afbrudt af noget, der får hende til at grine og stoppe samtalen for en stund. Hun fortæller, det er fordi, hun er ude at gå med hundene. “Galgoer er meget tilgivende væsner,” siger hun. “I dag kan man stort set ikke mærke på dem, at de er traumatiserede eller har været udsat for noget grimt.”