Tyve år senere vil Joel Schumacher gerne sige undskyld for ‘Batman & Robin’

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Billedet af gummirøven var den første scene, der fik mig til at hæve øjenbrynene. Jeg var teenager, da jeg først så Batmans gummistøbte røv på film tilbage i 1997, og der skete to ting for mig den dag. For det første lærte jeg værdien af penge, for jeg havde brugt 40 kroner på en biografbillet til Batman & Robin, og to, jeg indså, at jeg bare måtte tale med manden ansvarlig for det her rod – instruktøren Joel Schumacher.

Tyve år senere fuldførte jeg missionen.

“Hør her, jeg er ked af det,” fortalte Schumacher mig over telefonen i sidste uge. “Jeg vil gerne undskylde overfor samtlige fans, der blev skuffede. Det synes jeg, jeg skylder dem.”

Undskyldning virkede som et godt sted at starte, for Batman & Robin var forfærdelig, ikke bare vurderet ud fra mine skrappe kriterier som DC-fanboy, men ud fra helt objektive, historiske kriterier. Den var faktisk så dårlig, at begge hovedpersoner i filmen offentligt har givet udtryk for det. “Det var en svær film at være god i,” sagde George Clooney i et interview med Total Film. Senere sagde Chris O’Donnell, “Med Batman Forever følte jeg, at vi lavede en rigtig film. Den anden gang føltes det, som om vi lavede et stykke legetøj til børn.”

Nu kan Batman & Robin fejre tyveårs-jubilæum, og når jeg ser tilbage, husker jeg stadig levende, hvor tåkrummende dårlig den film var sammenlignet med tidligere Batman-film – og her tænker jeg også på den kitschede live-action-serie fra tresserne. Batman & Robin ignorerede fuldstændigt den retning, Tim Burton havde taget med sin mørke Batman og gik i stedet efter en farverig, Las Vegas-agtig version, der indeholdt både en skøjtescene, luftsurfing og bat-brystvorter.

Det undrede mig, hvad manden, der har lavet stærke film som The Lost Boys, 8mm, A Time to Kill, Phone Booth og Batman Forever, tænkte på, og gudskelov var Joel Schumacher villig til at tale med VICE og kaste lys over filmens tilblivelse.

Joel Schumacher til en af mange merchandise engagementer | via Warner Brothers

VICE: Du fik en del succes med Batman Forever. Der var i hvert fald ikke nogen, der hadede den. Hvorfor lave en opfølger?
Joel Schumacher: Jeg vidste bare, jeg aldrig skulle have lavet en opfølger. Hvis man har heldet med sig, skal man bare lade det ligge. Men alle på Warner Brothers forventede, at jeg lavede en mere. Måske blev jeg overmodig. Jeg havde et ret godt gennemsnit. Det faldt lidt med Lost Boys, så gik det op med The Client, så eksploderede det med Batman Forever, og så fik jeg kritisk succes med A Time To Kill. Så jeg lå ret godt. Jeg havde ingen planer om at blive noget så forfærdeligt som en “blockbusterkonge”, fordi mine øvrige film var meget mindre produktioner, der oftest havde meget lidt succes med anmelderne, men stor succes blandt publikum. Det var også derfor, vi lavede dem. Efter Batman & Robin blev jeg udstødt. Det var, som om jeg havde myrdet et spædbarn.

Så samtlige beslutninger omkring toeren og selve det faktum, at der skulle være en toer, drejede sig om dit ego?
Ja, selvfølgelig! Men ikke det alene. Man ledte med lys og lygte efter det næste store biografhit, så der var en del pres på. Jeg er en stor dreng. Jeg kan sagtens tage ansvar for mine handlinger. Jeg gik ind i det med åbne øjne, men jeg har ondt af holdet, der arbejdede på filmen. Vi ved alle sammen, hvor storartede folk på et filmhold er. Specialeffekt-folkene, stuntmændene, alle de andre, de pukler bare derud af. Folk arbejdede længe og hårdt på filmen. Jeg føler lidt, at alt deres hårde arbejde ikke fik den anerkendelse, det fortjener.

Var der noget udover presset, der gjorde filmen udviklede sig, som den gjorde?
Det handlede i høj grad om mine valg. Ingen andre er ansvarlige for mine fejltagelser. Et uforudset problem var, at Val Kilmer sprang fra i 11. time, fordi han fik hovedrollen i The Island of Dr. Moreau. Det havde været på tale, men ingen af os var involverede i det, hverken Warner Brothers eller jeg. Jeg talte med Val, og han blev ved med at sige, “men det er med Marlon Brando.” Han var ikke forpligtet på projektet, så han hoppede fra. Det var Bob Dalys (daværende chef for Warner Brothers) ide at få fat på George Clooney i stedet. Han var et oplagt emne, fordi han havde stor succes med Skadestuen. Jeg snakkede med ham, og han sagde, “Okay, hvis du laver den, så er jeg med.”

Vi ville gerne have en Bat Girl i filmen for at få yngre piger med på vognen. Jeg har længe kæmpet for at give ukendte talenter en chance, kæmpet for ekstra midler, når der var behov for det, så der var ingen, der tvang mig til at træffe beslutninger, jeg ikke ville træffe.

Som journalist fortryder jeg med jævne mellemrum en dårlig artikel, jeg har skrevet. Har filmen påvirket dig som kunstner over årene?
Ærligt talt, så er det ikke noget, jeg har tænkt så meget over. I mit arbejde skal man bare rykke videre. Jeg var faktisk klar til at lave en Batman-film mere. Jeg havde et møde med Nicolas Cage på settet til Face Off, fordi han skulle spille Scarecrow. Jeg var ved at løbe tør for skurke. På det tidspunkt rejste jeg rundt i verden og lavede PR, vi havde hverken Skype eller elektronisk udstyr til at lave interviews med, og jeg kan godt sige dig, folk var hidsige over Batman & Robin. På et tidspunkt var jeg i Rio ved åbningen af endnu en legetøjsforretning for Warner Brothers merchandise, og pludselig slog det mig bare: hvad fanden laver jeg? Så jeg tog på ferie i Mexico, ringede til mine chefer og fortalte dem, at jeg ikke ville lave en ny Batman-film. Man skulle heller ikke tro, de ville have mig til at lave en mere. Men hele franchisen, alt legetøjet og pyjamasserne, har indtjent enorme summer. Men for min egen skyld måtte jeg bare ud af hele blockbuster-verdenen.

Er der noget, du gerne vil sige til Batman-fans, der gik ind til Batman & Robin med en forventning om noget andet, end hvad den var?
De havde selvfølgelig tårnhøje forventninger efter Batman Forever. Men måske var universet bare for uskyldigt. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg for altid vil være kendt for Batmans brystvorter, der først dukkede op i Batman Forever.

Ja, jeg ville også spørge ind til brystvorterne. Hvorfor?
Ha! Det er sofistikeret verden, vi lever i, hvor to stykker gummi på størrelse med viskelæderet på en blyant, kan blive så stort et problem. Det kommer til at stå på min gravsten, det ved jeg.

Bat-nipples | via. Warner Brothers

Var det din beslutning?
De blev lavet af Jose Fernandez, som var vores fremragende kunstner på produktionen. Hvis du ser Batman og Batman Returns, så var det geniet Bob Ringwood, der lavede de dragter, og da vi nåede til Batman Forever var teknikerne til at lave gummiafstøbninger temmelig sofistikerede. Hvis man kigger efter, når Michael Keaton dukker op i den første dragt, så lægger man mærke til, hvor stor den er. Det var genialt, men også det bedste de kunne lave dengang. Da vi lavede Batman Forever, havde vi rådighed over langt mere avancerede teknikker. Så jeg sagde, lad os gøre ham mere anatomisk korrekt og fandt nogle billeder af græske statuer og de der fantastisk detaljerede illustrationer fra lægebøger. Han lavede brystvorter, og jeg tænkte bare, det ser fedt ud.

Generede det virkelig folk så voldsomt? Generede det dig?

Det skilte sig bare så meget ud i sammenligning med, hvad man normalt ser på en Batman-dragt. De var svære at få ud af hovedet igen.
Ved du hvad? Jeg troede aldrig, det ville ske. Det gjorde jeg virkelig ikke. Måske var jeg bare naiv, men jeg er stadigvæk glad for, at vi lavede dem.

Du virker ret cool med det hele. Alt det, der står online og den forfærdelige score på Rotten Tomatoes. Der er ikke rigtigt noget af det, der rør dig?
Tjah, jeg kom jo videre og lavede andre film, og det udløste heller ikke et nervesammenbrud.

En af mine mentorer, Woody Allen, sagde engang, at man ikke skal læse noget om sit eget arbejde. Skal man tro på det gode, skal man også tro på det dårlige, og når de virkelig hader en, så husker man hvert forfærdelige ord, til den dag man dør. Det var et godt råd, for da jeg lavede St. Elmo’s Fire i 1985 fik vi den ene dårlige anmeldelse efter den anden. Der var ikke en eneste god anmeldelse i hele USA. Nul. Men bagefter viste det sig, at der faktisk var mange folk, som havde set filmen og var ligeglade med, hvad anmelderne sagde. Jeg har aldrig været en anmelderdarling, og det er på en måde befriende.

Men altså, jeg vil stadig gerne sige undskyld for Batman & Robin.