Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Efter 50 produktive år som skaber af overvældende sort/hvid-fotografier er Roger Ballen klar til at acceptere sin plads som en sand mester indenfor genren.
Videos by VICE
De seneste par år har den amerikanskfødte fotograf med base i Sydafrika virkelig fået meget opmærksomhed. Han har fået sin egen afdeling på Zeitz Museum of Contemporary African Art i Cape Town, efter hans Roger Ballen Foundation donerede den største sum penge, nogen organisation har givet til den nye institution. Udover fotoarbejde har han instrueret både Die Antwoord-musikvideoer og sine egne kortfilm. Og med en ny retrospektiv bog, Ballenesque, der udkommer 10. oktober, viser han hele verden, at han er et ikon.
“Jeg har skabt en stil, der hedder Ballenesque. For to eller tre år siden kunne jeg ikke have påstået den slags,” fortæller Ballen. “Jeg skabte en virkelighed, der minder om, hvordan jeg udtrykker mig selv og mit liv i mine billeder. På en måde kunne jeg ikke finde på en bedre måde at beskrive bogen på. Alle, der interesserer sig for kunst og fotografi, vil blive udfordret af billederne i bogen,” siger han.
Herunder kan du se en eksklusiv premiere på Ballens kortfilm, der også hedder “Ballenesque.” Filmen er lavet som en introduktion til ham og bogen.
Ballenesque starter med et essay af historiker og kulturanmelder Robert J.C. Young. I teksten definerer han det fortryllende, “øjeblikkeligt genkendelige” i Ballens billeder, som han både kalder “gribende portrætter,” “aleatoriske kollager,” “vinduesløse vægge,” og “mørke sammenflettede spaltninger.” Da Young introducerer de hjørnesten i Ballens stil, skriver han: “Vi har valgt at isolere fire. Du, som beskuer af fotografiet, kan tilføje en femte for at fuldende hemmeligheden.”
Resten af bogen er en guidet tur gennem Ballens værker, 50 sider af kunstnerens egne anekdoter, autobiografi, samt tanker om teknik og filosofi. Det hele begynder med et sløret familieportræt, som Ballen har taget med sit Mamiya-kamera, som han købte, da han var 13 år gammel. Han deler også sit første billede, som han virkelig holder af: Et billede af en død kat i vejsiden.

Da han blev ældre, begyndte han at dokumentere 60’erne og 70’ernes modkultur, med alt hvad det indebar af Vietnam-demonstranter og ubekymrede nudister til Woodstock. Mange af billederne fra den periode udgives for første gang i Ballenesque. I 1979 var Ballen begyndt at rejse verden rundt og tog billeder af børn fra New York til Indonesien. De billeder blev til serien Boyhood.



Da han flyttede til Sydafrika, blev han optaget af, hvor dybe, menneskelige spor apartheid satte i befolkningen. Han rejste til de fattige landegne i Sydafrika som geolog, men fotograferede samtidig de mennesker og steder, han så på sin vej. Han samlede billederne i de to serier, der gjorde ham berømt: Platteland og Outland.

Nogle andre værker, som også har debut i bogen, er Ballens egne malerier fra 70’erne, som var med til at inspirere det abstrakte fotografi, som han dyrkede i Asylum of the Birds og The Theater of Apparitions. “Det var spændende at tage malerierne med i bogen,” siger han. Mange af malerierne gik tabt, da hans far gjorde rent i barndomshjemmet, men dem, der har overlevet, er med i Ballenesque. “Jeg malede ikke i 30 år, men på en måde har det lagt nogle grundsten for mit senere arbejde,” siger han.
Ballens nuværende projekt hedder Ah Rats. Nu er de gnavere, som altid har været i kanten af hans billeder blevet til selve motivet. Tilbage i januar var Ballen art director på Die Antwoords video til Tommy Can’t Sleep, som også er fuld af rotter.
Ballen går stadig rundt i Johannesburg omkring fem timer hver dag på jagt efter gode billeder. Resten af tiden bruger han sammen med sin familie på at varetage the Roger Ballen Foundation, og så passer han sine over 100 kæledyr. “Der er rotter, slanger, høns, ænder, firben, kaniner, edderkopper, duer, krager, mus,” fortæller han. Omkring ti procent af dem har navne – herunder en fugl, der hedder Icarus og en rotte, der hedder Stoffel.

Ballen har et råd til unge kunstnere, som gerne vil skille sig ud.
“En stor del af din evne til at sige noget brugbart om verden beror på dine fysiske erfaringer,” siger han. “Involver dig selv i ting, der rent faktisk påvirker dig. Folk tager bare billede efter billede efter billede – det koster ikke noget. De skal kaste sig ud i noget. Hvis man vil sige noget med substans, bliver man nødt til at kaste sig ud i tingene.”

Ballen slår hurtigt fast, at det ikke betyder, at fotografer skal udsætte sig selv for fysisk skade ved at “hoppe over hegnet til Det Hvide Hus” for at få et unikt billede. “Det er først efter mange år, at man udvikler sin egen tilgang. Mine billeder er kraftfulde, fordi de berører underbevidstheden. Når jeg siger ‘kaste sig ud i’, kan det både være psykologisk og fysisk.” Ballen forklarer, at de mange år hvor han har kastet sin opmærksomhed på steder og personer, som de fleste gerne vil ignorere, har han selv lært at kaste sig ud i det og risikere noget. Resultatet er, at hans billeder af de udenforstående kan hjælpe os andre til at se indad.



Mere
fra VICE
-
Dave Fleetham/Design Pics Editorial/Universal Images Group via Getty Images -
Photo by Sean Gallup/Getty Images -
Westend61/Getty Images -
Simone Joyner/Getty Images