Unge danskere med angst fortæller, hvordan du undgår at være en lorteven

Du ved, hvad der ligger bag, når din ven pludselig melder afbud til aftaler. Eller ikke kan huske, hvad I talte om sidst. Eller stresser voldsomt over små ting som at skulle tage toget eller købe ind til aftensmad. Nogle gange kan din ven alt, andre gange ingenting overhovedet. Du ved, han eller hun lever med angst, men du har ingen idé om, hvordan du egentlig skal håndtere det. Hverken under en angsttilstand eller i de mellemliggende perioder.

Omkring 12 procent af den europæiske befolkning oplever angst mindst én gang i løbet af et år, mens det anslås, at 400.000 danskere i 2016 oplevede at have angst. Kort sagt: Angst er en folkesygdom på lige fod med sukkersyge, men alligevel kan det være hamrende svært at håndtere for de pårørende.

Vi har talt med tre unge angstramte danskere om, hvordan man er en god ven til en person med angst.

Alba, 17 år, starter 1.g. efter ferien

VICE: Hej Alba. Hvilken angst lider du af?
Alba Augusta Larsen: Jeg har generaliseret angst, social fobi og OCD. Jeg har haft angst hele mit liv, og OCD siden jeg var otte. Det seneste år har jeg været på medicin mod OCD’en, og en bivirkning har været, at min angst er blevet værre.

Hvordan viser din angst sig?
Generelt er jeg en virkelig bange person. Jeg kan blive nervøs for alt – især i sociale situationer. Da jeg var yngre, behøvede det ikke være mere, end at jeg skulle ind i en butik. I dag er det eksempelvis ofte ferier, hvor jeg får det dårligt og begynder at svede og får svært ved at trække vejret. Engang imellem får jeg også angstanfald, hvor jeg bliver rigtig ked af det og ikke kan stoppe med at græde og ryste, og hvor jeg har svært ved at få luft. Det varer måske en time eller halvanden.

Ved dine venner, du har det sådan?
Ja, nu gør de. Det var vigtigt for mig at få fortalt, da jeg startede på efterskole sidste år. Men i folkeskolen vidste de det ikke.

Hvordan bør man som venner takle den information?
Man skal ikke være bange for at tale om det. Spørg ind så meget som muligt – det skader virkelig ikke, og du kan lynhurtigt mærke om personen ikke vil tale om det. Prøv at finde ud af, hvilke situationer din ven får det skidt i, for så kan man bedre hjælpe i situationerne. For eksempel ved mine veninder, at jeg får det særligt slemt, når vi er ude at rejse, og så sørger de eksempelvis for mad, så jeg ikke skal tænke på det. På den måde tager de ting fra mig, som, de ved, kan udløse angst. Så find ud af, hvor det typisk går galt og hjælp til – det er meget mere værdifuldt end bare at spørge, om folk er okay, for der kan man bare sige ja, selvom det ikke passer.

Hvad skal man undgå?
Hvis man ikke selv har angst, men hjælper en, der har, så skal man lade være med at komme med opskrifter på, hvad der kan hjælpe. Man skal lade være med at sige: ‘Du skal bare gøre sådan og sådan’ eller ‘Lad være med at tænke på det’. Det hjælper ingenting og er helt misforstået. Vis i stedet din ven, at du bare er der og gerne vil høre om det hele. Chancen for, du hjælper med råd, er meget meget lille – det er mest bare frusterende.

Hvad med de perioder, hvor angsten måske ikke er så slem. Skal man snakke om det der?
Det er en balancegang. Man må altid gerne være nysgerrig og spørge ind, men man skal også trække sig, hvis personen ikke vil tale om det. Man har også brug for ikke at blive sygeliggjort. Nogle gange kan folk tage alt for meget hensyn til en, og så kan man komme til at føle sig helt sat af, fordi de fratager en muligheden for at være normal. Men det er jo også noget, man kan tale om, så folk ved, hvad de skal gøre og hvornår.

Har du et godt råd til, hvad man skal gøre, hvis man har mistanke til, at ens ven lider af angst?
Spørg ind, hvis du har en mistanke. Det er meget ensomt at gå med angst selv, så det er vigtigt at komme ud med. Men lad være med at spørge ind til diagnoser — det kan have modsat effekt. Spørg i stedet ind til symptomer. For eksempel: ‘Bliver du egentlig bange, når du er ude at købe ind?’ eller ‘får du det nogle gange sådan og sådan?’ Det er altid godt at være opmærksomme på hinanden.

Jasper 17 år, netop hvemvendt fra efterskole

Vice: Hej Jasper. Hvilken angst lider du af?
Jasper Vang: Jeg har social angst, og jeg har nok haft det, siden jeg var 11-12 år.

Hvordan kommer det til udtryk?
Jeg bliver desorienteret og får koldsved, og hårerne rejser sig. Jeg begynder også at ryste lidt og få hjertebanken. Det kan føles meget tilfældigt, hvornår angstanfaldene kommer. Men ofte sker det, hvis jeg spekulerer over ting fra dagen før, eller hvis jeg ikke føler mig parat til noget, jeg skal. Det kan for eksempel være, hvis planerne bliver ændrede, og en lærer pludselig fortæller mig, at vi skal et eller andet sted hen, men ikke kan forklare videre om det, så kan jeg få det rigtig skidt. Hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske, kan det overmande mig. Jeg har gået tre år på efterskole, og det tog mig de første to år at vænne mig til det, men så blev det tredje år fantastisk godt for mig.

Taler du med dine venner om angst?
Det begyndte jeg at gøre på efterskolen, og det var enormt rart. Før i tiden havde jeg været nødt til at lyve om, hvorfor der var noget, jeg ikke kunne, eller hvorfor jeg ikke kom i skole. Men her vidste de allesammen, hvad det handlede om, og det fjernede enormt meget pres på mig.

Hvad skal man gøre som ven til en med angst?
Man skal egentlig ikke gøre så meget. Når jeg får det skidt, vil jeg helst være alene, så det, jeg har brug for, er, at mine venner accepterer det. Og at de ved det, så de for eksempel kan sige det videre til læreren og forklare, hvorfor jeg ikke kommer til en time, uden jeg behøver at forklare mig. På den måde skal de mere fungere som mine øjne og min mund i de situationer, jeg ikke selv kan magte.

Hvad skal man lade være med?
Man skal lade være med at presse, for så lukker den, der har angst, ned. Hvis man har aftalt at tage på en udflugt, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan alligevel, så bliver det meget værre, hvis folk prøver at få mig til at gøre det — også selvom det er godt ment. Hvis de begynder at sige ‘kom nu’ eller ‘du kan godt’, får jeg det bare endnu værre. I stedet skal man bare sige ‘fair nok’ og måske droppe udflugten og lave noget mindre voldsomt, så det kan blive mere behageligt. Det er det samme med skolen. Når jeg kan mærke, jeg får et angstanfald, hvis jeg går til time, skal mine venner bare acceptere det. For hvis jeg får ro, kan det være, jeg kan komme til nogle af timerne, hvorimod jeg kommer til at blive væk hele dagen og låse mig inde på mit værelse, hvis jeg bliver presset. Så aldrig prøv at hive en med angst ud af sengen — sæt dig i stedet ned og lyt og vær tilstede.

Har du et godt råd til, hvad man skal gøre, hvis man har mistanke om, at en ven har angst?Snak med personen. Men lad være med at nævne diagnoser. Sørg i stedet for at være sød og imødekommende og spørg, hvordan personen har det — også selvom personen måske isolerer sig. Når man har det så slemt, at det kan være svært at tale med andre, kan selv et smil og et hej hjælpe i den rigtige retning.

Ane, 24, starter på skuespillerskolen i Århus til august

Vice: Hvilken type angst har du?
Ane Stensgaard Juul: Jeg har panikangst, som kommer i anfald, og så har jeg udviklet generaliseret angst, som en slags angst for angsten. Det betyder, at jeg hver dag er bange for at få et angstanfald. Jeg begyndte at få angst, da jeg var 15 år, og panikanfaldende kommer nok hvert halve år eller noget i den stil.

Hvordan viser din angst sig?
Anfaldene kommer fuldstændig ud af det blå, hvor jeg lige pludselig falder om og ser alle mulige mærkelige ting. Hvis jeg falder om ved siden af en kommode, ser jeg den forvrænget, og alt omkring mig bliver ondt. Og så tror jeg, jeg skal dø, og føler, jeg ikke kan få luft og er ved at blive kvalt. Det varer ikke mere end nogle minutter, men det er så ukontrolleret og voldsomt, at det sidder i kroppen og faktisk aldrig helt forsvinder, fordi jeg hver dag går med angsten for at blive angst. Så det er meget selvforstærkende.

Taler du med dine venner om angst?
Alle mine tætte venner ved, jeg har angst, og det er rigtig vigtigt. Men det er ikke altid, vi taler om det. Jeg kan godt sige, at jeg har det mærkeligt, men det er svært for mig, fordi jeg føler, jeg ødelægger stemningen. Sådan ‘Hey, nu skal vi hygge, og så har Ane det dårligt’-agtigt. Det er ekstremt vigtigt at snakke om, men det er svært. Nok fordi de aldrig rigtig vil komme til at forstå, hvordan man har det. Hvordan forklarer man folk, at man pludselig kan blive helt vildt bange for at leve?

Hvordan bør man som ven takle en ven med angst?
For mig er det vigtigste, at jeg ikke føler mig som en byrde. Jeg skal være sikker på, at mine venner ikke synes, jeg ødelægger en fed fest eller en hyggelig aften, hvis jeg får det dårligt. Derfor er det vigtigt, at de kender til angsten. Man skal også snakke med sine venner om, hvad de skal stille op, hvis man får det skidt. For eksempel er det vigtigt for mig, at de holder om mig og bliver hos mig, til det er overstået. Men det ved de jo ikke, hvis vi ikke taler om det. Man kan måske indgå nogle aftaler, der kan give ro. Det kan være, at man aftaler, at den, der har angst, altid bliver fulgt hjem, uden der bliver sat spørgsmålstegn, eller at man på forhånd aftaler, hvad der skal ske, hvis man får et angstanfald. Jeg kan f.eks. ikke tage på Roskilde Festival, fordi jeg er bange for, folk ikke vil gå fra en fed koncert, hvis jeg får det skidt. Og jeg ved godt, de altid vil være der for mig, men jeg er så bange for at føle mig som en byrde. Så derfor kan de der aftaler være rigtig gode, så man ikke bliver i tvivl om, hvor man står. Så igen: Spørg, spørg, spørg.

Hvad skal man lade være med?
Man skal ikke tabuisere angst, fordi man ikke ved, man skal sige. Bare spørg og få talt om det, ellers bliver det værre, for hvis man går med det alene, bliver man endnu mere bange for, at det skal gå galt. Hvis man nu forestillede sig, det var migræne og ikke angst, ens ven led af, så ville man jo aldrig tøve med at tale om det, vel? Og så skal man lade være med at gå i panik – det gør den med angst jo, så der er bare brug for ro og overskud.

Har du et godt råd, hvis man har mistanke om, at en ven har angst, men personen ikke selv har fortalt det?
Når man er ny i angst, føler man sig ekstremt alene og meget forkert. Så man skal ikke komme buldrende frem og sige: ‘Hey, har du angst?’ Det kan støde den med angst væk og få den til at føle sig endnu mere forkert. Man kan i stedet prøve at komme ind på det på andre måder. Jeg fortæller eksempelvis altid om min egen angst, hvis jeg vil prøve at skabe rum for, at andre kan gøre det samme.