Du læser Broadly Overblik – vores korte, ugentlige tilbageblik på de vigtigste feministiske begivenheder og debatter. Læs tidligere udgaver her.
En udpenslende fortælling om dårlig sex med Aziz Ansari ligger til grund for ugens mest spændende debat – men vi skal spørge os selv: Helliger målet midlet?
I mandags bragte netmediet Babe en artikel, hvori en 23-årig fotograf under pseudonymet ”Grace” fortæller om sin date med komiker og skuespiller Aziz Ansari. Daten ender hjemme hos ham, og her har de sex. Men det er alt andet end en fed oplevelse for Grace. Hun oplever, at selvom hun med sit kropssprog tydeligt signalerer, at hun er utilpas ved situationen, blandt andet ved at fjerne sin hånd, hver gang han føre den ned til sin pik, og ved at være stiv og flytte sig væk fra ham, og selvom hun også mundtligt giver udtryk for sin utilpashed ved at sige ‘en anden gang’ og ‘jeg har ikke lyst til at føle mig tvunget, fordi så kommer jeg til at hade dig, og jeg vil helst ikke hade dig’, ja, til trods for alt det, bliver Aziz Ansari ved med at presse på for, at de skal fortsætte. Til sidst rejser hun sig op for at ringe efter en taxa, og på hele turen hjem græder hun. ”Jeg følte mig udnyttet. Den sidste time, vi var sammen, havde jeg ingen kontrol over situationen,” fortæller hun til Babe. Men beretningen om Grace’ oplevelse med Aziz Ansari har virkelig delt #MeToo-vandene.
Videos by VICE
På den ene side er der folk som New York Times-journalisten Bari Weiss, der mener, at artiklen er ”det værste, der er sket for #MeToo-bevægelsen,” fordi den sidestiller en dårlig seksuel oplevelse med et overgreb og fremstiller kvinder som hjælpeløse, som hun skriver her. For som en anden journalist, Caitlin Flanagan, skriver i The Atlantic, så kunne Grace jo bare tage en taxa hjem. Aziz Ansari forhindrede hende ikke på noget tidspunkt i at gå.
Problemet er, at sex er svært. Grace var måske ikke afvisende over for ideen om at have sex, hun ville bare ikke have det på den hårde og ufølsomme måde, som han ville. Caitlin Flanagan tolker artiklen sådan, at Grace først og fremmest er vred, fordi hun føler sig afvist. I stedet for at få omsorg og nærvær blev hun degraderet til et hul. Derfor mener Caitlin Flanagan, at Graces fortælling i Babe i virkeligheden er ”3000 ords hævnporno”. De mange intime detaljer, som historien er beskrevet med, ser Caitlin Flanagan som bevis for, at Grace og Babe-journalisten først og fremmest er ude på at ydmyge Aziz Ansari. Og hun kan have en pointe i, at det kan være svært at se formålet med, at læseren skal vide, at Aziz Ansari stikker to fingre formet som et V ind i Graces mund, samtidig med at han forsøger at give hende finger. Det er jo ikke relevant for sagen, at han er dårlig i sengen, (hvilket vi nu alle sammen ved, at han er), kun om han bevidst ignorerede hendes signaler om, at hun ikke brød sig om det, der foregik.
For Aziz Ansari har ikke begået et overgreb i juridisk forstand. Grace føler, at det er et overgreb. Men overgreb er ikke en følelse, og det gavner ikke MeToo-bevægelsen at sætte lighedstegn mellem det, der skete for Grace, og en voldtægt, siger Tiffany Wright, der selv har været udsat for to voldtægter, i The Guardian. Dermed mener hun ikke, at MeToo ikke skal kunne rumme begge dele, men vi bør ikke blande tingene sammen. Enhver, der læser Grace’ beretning, kan forhåbentlig se, at det er en rigtig ubehagelig seksuel oplevelse. Desværre vil rigtig mange kvinder sikkert kunne nikke genkendende til beskrivelsen af at være i en seksuel situation, der ikke er et overgreb i juridisk forstand, men som bestemt heller ikke er en god seksuel oplevelse. Et overgreb, man på en måde begår mod sig selv. Fordi man ikke kan få sagt fra. Fordi man hele sit liv har lært, at man skal være sød over for fyre. Ikke ydmyge dem. Være kompromissøgende og skabe god stemning. Og hvis de tugter dig, så er det bare, fordi de elsker dig. Så skal du bare grine. Derfor er det nogle gange svært at sige nej. For enhver, der har set 10 Things I Hate About You, Anja & Viktor og The Notebook ved, at hvis en fyr er meget insisterende, til trods for at du afviser ham gang på gang, så er det i virkeligheden mega romantisk. Det betyder dog ikke, at det kun er kvinders skyld, når de her ting sker. For problemet er jo, at mens kvinder lærer at være overbærende, så lærer mænd, at det er dem, der skal tage initiativ. At sex er noget, mænd gør mod kvinder. Det er også derfor, der kun er pinligt for pigen, når en sexvideo bliver delt. Der er nogle helt fundamentale problemer og skæve dynamikker i heteroseksuel sex, som denne tekst fra The Cut beskriver helt perfekt. Og det er det, vi kan bruge Ansari-historien til. For som Anna North også er inde på i denne artikel i Vox, så er styrken ved Grace’ historie netop, at den er så ekstremt almindelig, og at den derfor har potentiale til at starte en længe ventet samtale om, hvordan vi bliver bedre til at have sex med hinanden. Sådan at gensidigt samtykke bliver et ideal i stedet for den forkvaklede forestilling om, at en mand skal tage en kvinde, og hun skal lade sig tage.
Men paradoksalt nok, så er det genkendelige i Grace’ oplevelse med Aziz Ansari både det, der giver artiklen sin berettigelse, men det er samtidig det, der gør, at man kan diskutere, om det er retfærdigt at bringe den. Som Louise “Twerk Queen” Kjølsen sagde til Politiken: “Får hans handlinger en større konsekvens, fordi han er offentlig? Ja. Bliver der statueret et eksempel? Ja. Er det fair over for ham? Måske ikke. Men er det vigtigt, at den sag bliver taget op? Ja!”
Modsat Harvey Weinstein, Kevin Spacey og Peter Aalbæk, så havde Aziz Ansari ikke nogen form for magt over Grace’ fremtidige karriere. De var bare to mennesker, der gik på en date. At han er kendt, har faktisk ingen relevans for historien – bortset fra, at historien kun bliver bragt, fordi han er kendt. Lige nu er der rigtig mange artikler ude, for eksempel denne, der argumenterer for, at det er godt, Grace’ beretning om Aziz Ansari blev bragt, fordi den sætter gang i en vigtig debat om seksuelle gråzoner. Om det er retfærdigt, er det er Ansari, der er blevet billedet på den debat, er der ikke så mange, der forholder sig til. Og man kan jo mene, at debatten er vigtigere end den enkelte idiot, så skal man bare være bevidst om, at det er, fordi man mener, målet helliger midlet.
Du må ikke dele børneporno, heller ikke hvis du er ung og dum
I denne uge blev det slået fast, at du ikke må dele børneporno, heller ikke hvis du er ung og dum, da over 1000 unge blev sigtet i den såkaldte Umbrella-sag for besiddelse eller distribution af børneporno. De seneste dage er det så blevet diskuteret heftigt, om det er synd for… de sigtede.
En af dem, 19-årige Mira Bech fra Nordjylland, stod frem og kaldte det ”den mest åndssvage sag” i et interview med TV2, som virkelig mange medier efterfølgende citerede. Hun siger, at ”det var bare noget, der blev sendt rundt.” Miras forældre bakker hende op, fortæller hun: ”De spørger, hvorfor politiet vil ødelægge mit liv med en video, jeg så, da jeg var 17 år.”
Man kan jo læse denne artikel i Information, hvor Sofie fra omtalte video står frem, og overveje, hvem der ”får ødelagt sit liv” i denne sag, og om det er ”åndssvagt”, at politiet griber ind, når krænkende indhold deles på denne måde:
Sorte kjoler og “Timesup”-badges til Robert-uddelingen
Når den store danske filmprisuddeling Robert finder sted den 4. februar, vil mange af kvinderne møde op i sort, som vi også så det ved The Golden Globes. Nu har skuespiller Rasmus Hammerrich, som er aktuel i En frygtelig kvinde, sørget for, at mændene ved prisuddelingen også kan vise det, hvis de mener, at time’s up. Det skriver Berlingske, som også har talt med Hammerich, der fortæller, at han foreløbigt vil producere 500 badges, som selskabet Meta Film finansierer.
Og så til sporten
Det er ikke kun danske unge, der uvelkomment deler private billeder med hinanden, det gør norske sportsudøvere tilsyneladende også. Det er gået ud over den 26-årige norske håndboldstjerne Nora Mørk. Hun stod tirsdag frem og fortalte, at hendes telefon blev hacket i efteråret, hvorefter private billeder blev delt online og begyndte at florere på det norske herrehåndboldlandshold. Anfører for herrelandsholdet Bjarte Myrhol har udtalt, at personer fra landholdet har modtaget billederne, men at de ikke blev sendt rundt.
I norske VG fortæller Nora Mørk, at hun i efteråret blev gjort opmærksom på, at to personer på herrelandsholdet havde fået tilsendt billederne, og at de videresendte dem til andre på holdet. Nora Mørk gjorde Det Norske Håndboldforbund opmærksom på situationen i oktober, men hun mener ikke, at forbundet har behandlet sagen ordentligt.
”Det (forbundet, red.) siger, at det ikke er ’hensigtsmæssigt’ at komme med en offentlig undskyldning, men at jeg kan få en privat i stedet. Men for at jeg skal kunne fortsætte, så er det hensigtsmæssigt for mig, for jeg føler mig alene,” fortæller hun til VG. Hun har også fået afvist sin forespørgsel om at få juridisk støtte af forbundet.
Nora Mørk gav forbundet en frist til i tirsdags til at komme med en offentlig undskyldning. Det gjorde forbundet ikke, og hun stod derfor frem – og overvejer desuden, om hun vil fortsætte på landsholdet: ”Jeg ved ikke, om jeg vil være en del af et forbund, som værner mere om folk, der begår seksuel chikane, end de værner om mig,” siger hun til VG.
Flere kolleger fra kvindelandsholdet har bakket Nora Mørk op og har sendt et brev til håndboldforbundet, hvor de kritiserer dets håndtering af sagen. Anderledes nederen har reaktionen været fra herrelandsholdet, hvorfra anfører Bjarte Myrhol har udtalt, at måden og tidspunktet, den kom ud på, var meget uheldig, fordi det blev et forstyrrende element for truppen, der skulle spille kamp samme aften.
”Vi skulle ud og spille en vind-eller-forsvind-kamp,” sagde han til nyhedsbureauet NTB. Om man kan vurdere, hvor tynget truppen var af Nora Mørk-sagen, ud fra resultatet, kan vi ikke sige, men Norge vandt 39-28 over Østrig.
