kvartvejskrise

Jeg forsøgte at styre uden om den berygtede kvartvejskrise

Jeg bevæger mig snart for alvor ind i tyverne, men hvordan undgår jeg at fare vild på vejen til det perfekte voksenliv?

af Clara Krohn ; billeder af Amanda Hjernø
31 oktober 2017, 6:00am

Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra, lyder det fortærskede Kierkegaard citat, der står malet over gavlen på alle folkeskolebiblioteker i hele Danmark. Men det har jeg ikke tålmodighed til.

Tværtimod vil jeg finde ud af, hvordan jeg undgår at ramle ind i den efterhånden berygtede kvartvejskrise – eller i det mindste komme igennem den, uden at det går helt galt for mig.

Først fakta. I en rapport om kvartvejskrisen fra 2012 beskriver senior lektor ved Greenwich Universitet Oliver C. Robinson krisen som en periode i livet, der er særlig svær og stressende, men som også virker som et vendepunkt. Kvartvejskrisen kommer typisk til udtryk ved, at man føler sig fanget i et forhold eller et job, som man ikke kan se meningen med.

Og så lidt om mig selv. Jeg er født i 1997, hvilket jeg af og til fortæller til fester som et eksistentielt partytrick. Det medfører typisk, at folk tager sig til hovedet og udbryder: "Jeg var stiv første gang, før du blev født" eller: "Du er yngre end min lillesøster".

Der er stadig et godt stykke tid til, jeg fylder 21 år og bliver fuld af drengesind, mens jeg kører ned af H.C Andersens Boulevard. Og der er endnu længere tid til, at jeg rammer midten af tyverne og den mulige kvartvejskrise. Men måske kan jeg komme krisen i forkøbet. Jeg tog forbi psykolog Mette Bratlann for at finde ud af, hvordan jeg undgår at få 'det-burde-ik'-være-sådan-her-følelsen' i 25-års fødselsdagsgave.

Hvad nu hvis jeg kommer til at bruge lidt for lang tid på at gå i skole og lige pludselig vågner op som 30-årig og kun har prøvet at bolle til venstre?

Indtil for nylig havde Mette Bratlann aldrig oplevet at få en patient ind af døren, der specifikt snakkede om en kvartvejskrise, men det har ændret sig i takt med, at medierne har fået øjnene op for begrebet. Fænomenet er dog ikke nyt, fortæller hun.

"De her unge har brugt alle kræfterne på at skubbe deres liv i en bestemt retning, og nu er det måske ikke det, de havde forventet. Skiftet fra ung til voksen har altid været et tyndiset område i menneskelivet, men i dag kan krisen virke mere markant, fordi ungdommen i dag er et vadested, man befinder sig i et helt i årti," siger Mette Bratlann.

Jeg kan mærke, at jeg bliver helt træt ved tanken om, at jeg skal vade rundt de næste ti år.
Hun nævner også, at vi i dag ikke kun spejler os i klassekammeraterne, men "i fucking hele verden, der har valgt et lillebitte udstillingsvindue, hvor man kun viser greatest hits fra sit liv – man kun får kun flødeskummet at spejle sig i. Så er det sgu også nemt at komme til at føle sig som en fiasko," siger hun. Jeg er lige kommet på Instagram – så kæmpe selvmål til mig.

Forventningerne kommer ikke af ingenting. Ifølge Mette Bratlann har vi en tendens til at hylde tyverne som den frie periode i livet, inden vi får børn og drukner i havregrød. Vi har ti år til at rejse verden rundt, bolle til højre og venstre og i øvrigt udleve alle vores drømme. Men hvad nu hvis jeg kommer til at bruge lidt for lang tid på at gå i skole og lige pludselig vågner op som 30-årig og kun har prøvet at bolle til venstre? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde høje forventninger til mine næste ti år. Jeg regner med at skulle have the time of my life, mens Patrick Swayze lærer mig at danse. Når jeg er færdig med det, skal jeg bruge virkelig meget tid på at sidde med mine venner i en sofa, på vores stamcafé i New York.

"Det er i tyverne, man har drivkraften og kroppen, der lever op til mediernes ideal. Det bliver sat op som om, det er nu, man peaker i livet, men jeg tror ikke, det er særlig mange unge, der ser livet sådan, tværtimod fylder alt det, de ikke har nået endnu, meget mere," siger Mette Bratlann.

Jeg spørger mine gamle og vise kollegaer, som er midt i tyverne, om de føler, de peaker lige nu. Jeg får et "det håber jeg fandme ikke!" retur, men samtidig bliver jeg også stukket en metafor om, at livet er et computerspil, og at man i tyverne er nået til den sidste bane, hvor man har unlocked alle snydekoderne og bare kan have det vildt. De af mine kollegaer, der er fyldt 30, ryster uenige på hovederne og kigger nostalgisk ud af vinduet, mens de drømmer sig tilbage til dengang, de var 27, nyforelskede, boede i udlandet og var i deres livs form. Efter de 27 skulle de i gang med at være voksne – og det er her, forestilling vs. virkelighed har det med at clashe, siger Mette Bratlann.

I mit hoved findes der et sløret billede af en lejlighed badet i morgensol, hvor mit voksen-jeg bor.

Lige pludselig skal man kunne sætte flueben ud for uddannelse, karriere, fast parforhold, børn, fast bolig og stabil økonomi, men man finder ud af, at det er ikke så nemt at gå ud og finde sig en kæreste, man kan holde ud resten af sit liv - og ikke mindst én, der kan holde dig ud. Og hvis man gerne vil have en fast bolig, så følger der som regel også et fast boliglån med.

Inden vi når dertil, har vi "sejlet rundt i det samme solsystem hele livet, hvor vi har navigeret efter vores forældre og en uddannelsesplan", forklarer psykologen. Når man er på vej ud på ukendt grund, er det fristende at gå i forældrenes fodspor, selvom man drømmer om noget helt andet.

Men hvad er det fede voksenliv overhovedet? Jeg tror, Mick Jagger har et fedt voksenliv - eller måske er han i virkeligheden bare 27 for evigt. I mit hoved findes der et sløret billede af en lejlighed badet i morgensol, hvor mit voksen-jeg bor. Adressen skifter mellem Rom og Tokyo, men der er altid mad i køleskabet og en gut med langt hår, der laver morgenmad til mig, inden jeg skal møde på mit helt urimeligt prestigefulde arbejde, der giver så utroligt meget mening - både for mig selv og for verdensfreden. Jeg har syv år, så jeg skal nok nå det.

Midt i mit dagdrømmeri kommer jeg i tanker om Mette Bratlanns pointe: Krisen kan komme, selvom alt burde være perfekt. Jeg kan altså ikke regne med, at forholdet, boligen og jobbet er et bolværk mod nedturen. Den kan ramme, uanset hvor mange flueben jeg kan sætte, når jeg runder det kvarte århundrede.

Kvartvejskrisen er altså lige så uforudsigelig som en turist på cykelstien, og hvis den er lige så svær at styre uden om, må jeg have en plan for at komme igennem den.

"Krise eller ej, så tror jeg, det er sindssygt vigtigt at turde dele sin inderside med andre mennesker og vise andre, at man er skrøbelig, mangelfuld, sårbar og i tvivl. For livet er svært. Og det er åndsvagt at bluffe hinanden med, at det ikke er," siger Mette Bratlann.

To af mine kollegaer, der imens jeg har skrevet artiklen er blevet et par timer ældre og endnu klogere, byder ind med, at man kun har sig selv til at komme igennem krisen – men at "det hjælper at tage på værtshus". Aha. Endelig et konkret råd.

Jeg vil derfor gerne invitere jer alle sammen til min 25-års fødselsdag d. 10. januar 2022. Det er en mandag, men vi ses på Grotten – jeg giver første runde.