Folk fortæller om deres mest traumatiske madoplevelser
Alle illustrationer af Sander Abbeme
madtraumer

Folk fortæller om deres mest traumatiske madoplevelser

Når den bedste mad bliver din værste fjende
1.10.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Holland.

Er der noget bedre end at skovle sin livret i sig? Selvfølgelig er der ikke det. En stor skål nudler, en sprød pizza eller en svampet chokoladekage gør alt sammen livet værd at leve, om man så kæmper med tømmermænd eller forsøger at kurere et knust hjerte. Mad er den livsledsager, som aldrig vil såre dig. Eller hvad? For nogle år siden spiste jeg et helt kilo edamamebønner inden en eksamen. Min mave kunne slet ikke tåle sådan en uhyrlig mængde salt og japansk bælgfrugt, så der gik kun en halv time, og så kom alle bønnerne op igen. Min eksamen var en katastrofe, og i flere dage bagefter kunne jeg ikke tænke på edamamebønner uden at blive taget tilbage til den karakteristisk smag af salt og bræk. Det madtraume har gjort min bedste madven til min værste fjende og tvunget mig til at bruge hele sommeren på at studere.

Annoncering

Jeg er ikke den eneste, der er blevet traumatiseret af mad. MUNCHIES har samlet de bedste historier om at brække flødeskum op, klam mælk og pølser i afløbet.

LÆS MERE: Voksne danskere fortæller, hvorfor de drikker mælk

Lieke, 25

Da jeg gik i skole fik jeg altid en Looney Tunes-kop fyldt med frisk mælk med i skole hver morgen. Jeg havde fået besked på at drikke den klokken 10. På det tidspunkt var mælken altid blevet lunken og lugtede surt. Jeg fandt altid måder, jeg kunne slippe af med mælken på. Nogle gange hældte jeg den i toilettet, andre gange lod jeg den bare ligge i rygsækken, og nogle dage efter ville mælken have fået en kompakt osteagtig konsistens. Nogle gange flød der klumper af stivnet mælk rundt i koppen.

Det var grundlaget for mit mælketraume, men det blev endnu værre, da jeg besluttede mig for at blande mælk med rosinkiks. Jeg har aldrig kunne lide rosiner og tænkte, at to klamme ting sammen måske ville fungere. Minus og minus giver plus. Resultatet var en vælling, der lignede bræk og åbenbart også smagte sådan. Lige siden har jeg ikke kunnet holde tanken om mælk ud. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan folk kan drikke store mængder mælk rent, som om de savner deres mors bryst.

"Hver eneste gang jeg tænker på syltede pebere, får jeg kvalme og husker, hvordan jeg samlede små stykker op, søbet ind i olivenolie."

Charlotte, 26

Jeg har en voldsom frygt for flødeskum. Jeg kan ikke lide det, for det minder mig om de opgylpede orme, som fugleunger spiser. Men da jeg blev 10 år, blev min frygt mere ekstrem. Jeg blev inviteret til fødselsdag hos en af de mest populære piger i skolen. Der var en tærte med flødeskum, som jeg følte, jeg burde spise på grund af gruppepres, selvom jeg syntes, den var klam. Det viste sig at være en rigtig dårlig idé, for efter en bid skød det ud af mig igen, ud over bordet. Ligesom pigen i Eksorcisten. Mit bræk fik tre andre piger til også at kaste op, og inden længe var hele bordet smurt ind i flødeskum og bræk.

LÆS MERE: Svenske hotdogs badet i mos og rejesalat er bedre end man tror

Annoncering

Jeg blev ikke inviteret til fødselsdag igen, før jeg kom i gymnasiet. Bare jeg snakker om flødeskum, har jeg det som om, jeg skal brække mig. Jeg hader den hengemte lugt, men det er især konsistensen, som jeg slet ikke kan have. Jeg håber, at min søn lærer at tygge tidligt, for jeg kan slet ikke have most mad.

Esther, 25

For ti år siden var jeg med i en ungdomsorganisation, hvor vi mødtes hver weekend. Vi legede en leg, hvor vi skulle se, hvem der kunne have Tabasco i munden i længst tid. Vi stod på en række med åben mund, og engang imellem kom de og hældte mere Tabasco i munden, og fordi vi ikke måtte synke, savlede vi helt vildt. Det brændte så meget, og efter legen (som jeg vandt) drak jeg en masse mælk, proppede brød i mig, og smurte indersiden af munden med tandpasta, for at få smerten at gå væk.

Mine smagsløg var ødelagte, og hver gang jeg tænker på duften eller smagen af Tabasco, får jeg kuldegysninger. Det var så ulækkert, og jeg har undgået det lige siden. Når jeg snakker om det, kan jeg huske den dag igen helt tydeligt. Klamt.

Igor*, 26

For syv år siden tog jeg til en stor fest i Utrect, der hed Dum Dum. Temaet var oktoberfest, så der var karaoke, lederhosen, og de serverede pølser i lange baner. Jeg blev venner med nogle gutter, som både serverede øl og pølser, så de forsynede mig hele aftenen. Jeg blev så fuld, at jeg besluttede mig for at spise fem hotdogs lige efter hinanden, uden at tygge. Det virkede som en god ide, lige indtil jeg vågnede dagen efter og brækkede det hele op igen, mens jeg var i bad. De var knap nok blevet fordøjet, så hele brusekabinen var dækket af små stykker pølse og brød. Uden det store held forsøgte min kæreste at presse klumperne ned i afløbet. Synet af det, kombineret med den let søde duft af halvt fordøjet kød og intens kvalme, får mig næsten til at kaste op, hver gang jeg tænker tilbage på det. Heldigvis får jeg ikke så mange flashbacks, men der var engang, hvor en af mine venner lavede hotdogs formet som små skildpadder. Det var meget sødt, men det hjalp ikke på mit madtraume.

LÆS MERE: Adidas har lanceret en øl- og brækafvisende sko i anledning af oktoberfest

Tim, 26

En snack, som man nemt kan komme til at spise for meget af, er syltede pebere fyldt med smøreost. Det gjorde jeg til en fest for nogle år siden. Efter at have spist alt for mange pebere, kunne jeg mærke, at de ville op igen. Jeg troede, jeg kunne nå ud på toilettet, men jeg begyndte at brække mig, da jeg stadig var på trappen, som var lavet af træ. Jeg brugte flere timer på at samle små stykker peber ud af de små revner i træet. Trappen var ikke blevet slebet endnu, så ejeren havde det fint med det. De var langt mere bekymrede over den intense lugt af bræk, som blev hængende i deres trappe. Hver gang jeg tænker på de syltede pebere, får jeg kvalme med det samme, og husker de små stykker bræk svøbet ind i olivenolie. Heldigvis bliver jeg kun udsat for syltede pebere, når jeg er til fest med folk over 30, og det sker heldigvis ikke så tit.

*Navnet er blevet ændret, men han er muligvis en af vores redaktører.