På besøg hos restauranten med diktatortema: Vladimir Poutine

FYI.

This story is over 5 years old.

Restaurant

På besøg hos restauranten med diktatortema: Vladimir Poutine

Ja, der er en Trump-burger på menuen.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

I år fejrer Montreal sit 375-års jubilæum som by (altså fra den dag byen blev "opdaget" af hvide mennesker), og det sker med multimedia-installationer, koncerter og officielle ceremonier rundt omkring i byen. Det er en utrolig smuk by, der har Londons kultur, Paris' romantik og New Yorks mad samlet på et sted. På et tidspunkt indenfor de sidste par år har antallet af restauranter per indbygger i Montreal faktisk overgået New York, og en af de nyeste tilføjelser til den lange liste af spisesteder i den madglade by er Vladimir Poutine.

Annoncering

Ja, det er et ordspil, som selvfølgelig prikker til den russiske præsident, og som samtidig henviser til retten poutine. Selvom de har humor, er de også canadiere, og hvis der er noget, canadiere tager meget seriøst, så er det poutine: Pomfritter overhældt med ostemasse og sovs.

Vladimir Poutine åbnede sidste forår lige ved siden af en splinterny, fancy veganercafé. Den lange sorte markise, der hænger ud over fortovet, fører indenfor, hvor forlorne russisk-røde pyntegenstande spejler sig i den kække indretning.

På hvert bord står et menukort, hvor de enkelte retter er opkaldt efter diktatorer og politikere, men de forskellige former for poutine er viet til autokraterne: "Vladimir" er pomfritter med rødbedeconfit, røget kød, løg, sovs på kalvefond og hvidvin, og russisk dressing. Med en "Mussolini" får du pølser sammen med ost og fritter, mens en "Napoleon" måske giver dig et hjerteanfald med den dekadente tilføjelse af foie gras.

Du kunne selvfølgelig også bare vælge en "Trump"-burger, som er kæmpestor – huuuuuge – og krydret med en toupé-lignende omgang revet gulerod og rosenkål på toppen. Eller du kan kaste dig over en "Barack"-salat og både være fornuftig og sund på én gang. Du må selvfølgelig ikke glemme at skylle det hele ned med de politiske drikkevarer, som for eksempel en vodkabaseret "Molotov" eller de gin-baserede "Den Røde Plads"-cocktails.

Ejerne Annie Clavette og Stefan Jacob (som også er køkkenchef) blev kontaktet af DJ og vært på Virgin Radio, Mario Tremblay, da han ledte efter partnere i restaurationsbranchen, som var interesseret i at åbne et poutinerie.

Annoncering

"Jeg havde forskellige bolde i luften og ledte efter et kraftfuldt navn, som ville skille sig ud," siger Tremblay. "Min kone og jeg var i Quebec for at se Celine Dion, og der slog det mig midt om natten efter koncerten. Jeg vækkede min kone, og sagde: 'Jeg har fundet et navn.' Hun nikkede i søvne, og jeg sagde: 'Vladimir Poutine, men 'tin' som i 'putine'. Hun sagde, jeg skulle lægge mig til at sove igen, og der vidste jeg, at jeg havde fundet det rette navn."

Tremblay ville gerne samarbejde med erfarne professionelle, og Clavette og Jacob havde haft succes med deres to år gamle restaurant, hvor der blev serveret dekadent comfort food, og deres tre mobile madvogne, som havde holdt til i byen i fire år. De havde vundet priser for deres poutine, og for en canadier er det mere eller mindre ligesom at vinde en Oscar.

Jacob var hjernen bag de mange ordspil, og hans ekspertise som saucier med over 30 års erfaring fra branchen skinner igennem, når man smager restaurantens poutine. "Han ved at hemmeligheden ligger i at have den rette sovs," siger Clavette, som har været gift med ham i 15 år.

"Folk forstår vores form for humor," siger Clavette, som er vokset op i restauranter, som hendes bedstemor og mor kørte gennem hele hendes barndom. "I starten sagde alle, at det var en dårlig idé at rode sig ind i politik – de sagde, at russerne ville være fornærmede. Men det har vist sig at være modsat. De synes, det er skide skægt, og de kan godt lide det kontroversielle element.

"En af vores ansatte er endda russer, og hun har været med os fra starten. Hende og hendes russiske mand elsker det."