stoffer

Jeg fremstillede DMT i mit køkken i fire år

Man kan sagtens lave DMT i sit eget hjem. Man kan også leve af det. Men det er stressende. Og farligt.

af Eric Borghuis
30 januar 2019, 2:04pm

Alle billeder: Willem

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Willem* var udmattet. Det var sent om aftenen, og han stod i underbukser i sit laboratorium i køkkenet. Rage Against the Machine bragede ud af højtalerne. Han havde arbejdet 20 timer i træk, og han var så træt, at hans øjne brændte.

For femte gang i træk rystede han de 32 glas fyldt med krystalliseret DMT, vand og petroleumsæter, et ad gangen. På en kogeplade en meter derfra var han i gang med at koge et æg. Mens han blandede ingredienserne i et glas med begge hænder, undslap gas fra beholderne. Willem var i gang med at producere 25 gram DMT til en gadeværdi af næsten 17.000 kroner. Han var lige ved at være færdig, men pludselig stod det hele i flammer – der var ild i hans hænder.

Han skyndte sig at sætte glasset fra sig og slukke ilden med et viskestykke. Den intense stank af petroleum fik ham straks til at se ned ad sig selv, og det gik op for ham, at han havde brændt sit skæg og hår af armene af. I lang tid kunne han ikke andet end at stirre på ægget på panden, mens han hældte lunken vand på sine sår. Kort tid efter lukkede han laboratoriet ned og gik i seng.


Se også:


”Jeg fik heldigvis ikke nogen permanente ar, men det var da et chok,” siger Willem om den aften. ”Når man ignorerer sine egne begrænsninger, begynder man at begå fejl. Og i den her branche kan en fejl have livsfarlige konsekvenser.”

Willem har tit arbejdet hele natten i sit køkken, mens dampene langsomt spredte sig i huset. Lugten af kemikalier maskerede han med røgelse i vindueskarmene. Men den hurtige omsætning var et stærkt incitament for det hårde arbejde. Over en periode på fem år har han bidraget til et sort marked, som ifølge det hollandske politi havde en værdi på omkring 141 millioner kroner i 2017.

drugs
En portion DMT står til tørre.

I hverdagene bor Willem i en campingvogn ved en gård i Brabant – en region i den sydlige del af Holland. I weekenderne, når han ikke arbejder, bor han i et almindeligt hus i det samme område. Han har arbejdet på gården i fem måneder, hvor han dyrker økologiske frugter og grøntsager. Willem viser mig sine hænder, som er sorte af skidt. ”Det er noget helt andet end at lave stoffer, men det vidste jeg godt på forhånd,” siger han og smiler.

Vi har aftalt at mødes tæt på hans nuværende arbejdsplads for at tale om hans fortid som DMT-fabrikant, og da vi mødes, beslutter vi os for at gå en tur i en nærliggende skov. Det første, jeg vil vide, er, hvordan den her veltalende, høflige 26-årige mand begyndte at producere stoffer i stor stil i en alder af 22. ”Det begyndte med, at jeg bare var fascineret af det,” forklarer han.

keukengerei om drugs te maken
Et udvalg af Willems udstyr.

Willem var 21, første gang han prøvede at ryge DMT. Lige siden gymnasietiden har han været interesseret i psykedeliske stoffer – men de er ikke lette at få fat på. Det lykkedes dog i sidste ende. ”Første gang, jeg prøvede det, pumpede blodet bare igennem kroppen,” fortæller han. ”Jeg tog en dyb indånding, tre hiv af piben, og inden jeg nåede at lægge piben fra mig igen, befandt jeg mig i en helt anden verden. Min ven tog piben og lighteren fra mig og skubbede mig tilbage i sofaen. Jeg mistede helt kontrollen.”

Willem oplevede, at alle tingene i lokalet begyndte at flyve omkring ham. I mellemtiden antog hans venner nye former og begyndte at vandre rundt på loftet. ”Man har ikke tid til at bearbejde indtrykkene, det hele sker så hurtigt,” siger han. ”Man har bare en følelse af samhørighed og kærlighed under sådan et trip. Men da jeg så kom tilbage til virkeligheden, sked jeg i bukserne. Det var traumatiserende – men samtidigt var det meget smukt.”

Oplevelsen efterlod et varigt aftryk på Willem, som han ikke kunne give slip på. Han var droppet ud af kemi på universitetet, men begyndte at læse om DMT på nettet for at prøve at forstå sin oplevelse bedre og fandt ud af, at han forholdsvis let kunne lave det selv. ”En syre-base-reaktion er ikke så kompliceret, og man kan få masser af tips til processen på nettet,” forklarer Willem. Han købte et kit for 1.120 kroner og lavede sit køkken om til et hjemmelaboratorium. ”Den første portion var en rodet affære,” siger han. ”Jeg fik kun to gram DMT ud af det. Det var fedt nok dengang, men jeg vidste ikke, om det rent faktisk virkede.”

Willem vidste, at han måtte prøve sine varer selv, inden han udsatte sine venner for det. ”Første gang var ret nervepirrende,” fortæller han. ”Min daværende kæreste og jeg var på besøg hos en ven. De vidste godt, jeg arbejdede på det, men da jeg lagde posen med DMT på bordet, blev der stille. Jeg besluttede mig for at gå ovenpå og tændte piben, mens min kæreste sad ved siden af. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så overbevist om, at det ville virke, men det gjorde det faktisk. Det var ren magi!”

dmt
Willems hjem blev hurtigt fyldt med beholdere og DMT.

Et år efter blev Willem færdig med sin uddannelse som urmager. Han arbejdede på et lager fem dage om ugen og sparede de godt 11.000 kroner sammen, der skulle til for at opgradere hjemmelaboratoriet. Han tilbragte hele weekender derhjemme, hvor han lærte sig selv at lave DMT. ”Udover selve stoffet udviklede jeg også en dybtfølt kærlighed for og fascination af kemi,” siger han. ”Jeg fik timer til at gå med bare at se DMT’en krystallisere i glasset. Det er en form for kemisk pornografi,” siger han og lyser op.

Solen er på vej ned, mens vi sætter kurs mod Willems campingvogn. ”Når jeg bliver fanget af noget, så dykker jeg dybt ned i det,” siger han og tager en sweater på.

Der gik ikke lang tid, før alle hans køkkenskabe var fyldt med glas med natriumhydroxid, flasker med eddike og andre rekvisitter til produktionen. Der var plastiksprøjter og pipetter overalt, og samtlige overflader var dækket af mapper og papirer med opskrifter og research. Willem kan ikke lade være med at grine, mens han nævner en lang liste over de mange ingredienser, han opbevarede i hjemmet. ”Jeg var ret skødesløs med tingene i begyndelsen, det hele lå bare og flød. Når mine venner kom på besøg, fik de et chok. Men jeg holdt det aldrig hemmeligt for dem, og de syntes også, det var spændende.”

Men der var alligevel ingen, der ville købe DMT af ham. ”I begyndelsen var det skuffende,” indrømmer han. ”Nogle af mine venner købte en enkelt pose nu og da, men mere solgte jeg ikke,” forklarer han. ”På et tidspunkt havde jeg produceret 300 gram, som på gaden ville have en værdi på 27.000 euro (cirka 200.000 kroner, red.). Så jeg begyndte at lede efter større kunder.” Willem vil ikke fortælle, hvordan han fandt de store kunder, men det udviklede sig efterhånden til en profitabel forretning. ”Det var meget anderledes, end da jeg bare solgte til hippier og stonere. Nu skulle jeg forholde mig til mænd i jakkesæt – rige mænd, som holdt deres ord og betalte, når de skulle. Pengene begyndte at strømme ind.”

ingredienten voor drugs

Willem blev mere effektiv i sit lille køkkenlaboratorium – han gik fra at udvikle et enkelt glas ad gangen til 32 per portion. ”Det betyder, at man skal tilføre væske 160 gange og røre i glassene 3.200 gange,” regner han hurtigt ud. ”Det gik fra at være en hobby til at være et fuldtidsarbejde. Jeg skulle samtidig forlige mig med, at jeg gjorde noget, som var meget ulovligt. Det gik gradvist op for mig, at jeg var kriminel – og den tanke kunne jeg egentlig godt lide. Jo mere professionel jeg blev, jo vildere var suset.”

Da vi kommer tilbage til campingvognen, der holder på hans nye arbejdsgivers grund, kommer vi ind på de praktiske aspekter af at producere DMT. ”Jeg købte de fleste ting hos isenkræmmeren,” fortæller han. ”Den første gang er der ingen, der siger noget, men når man for tiende gang dukker op for at købe natriumhydroxid, vil de vide, hvad man skal bruge det til. Man skal bruge det til næsten samtlige former for syntetiske stoffer, og det kan også bruges til at lave bomber med. Nogle gange vil de have en fotokopi af dit pas. Jeg blev nødt til at gå i forskellige forretninger.”

Inde i traileren viser han mig sine notesbøger. ”Det udviklede sig til, at jeg ikke længere fulgte en bestemt metode.” Ved at researche, eksperimentere og dokumentere alt fortsatte Willem med at forbedre sin opskrift og sin arbejdsproces. Han specialiserede sig i at lave en DMT-blanding, der kaldes changa. ”Den er endnu mere sjælden end DMT!” praler Willem.

dmt
En bakke med changa (venstre) ved siden af en bakke DMT (midten). En lille beholder med DMT (højre).

Willem dæmper sig lidt. ”Det kemiske affald kan godt være et problem,” siger han. ”Jeg har engang skyllet det ud i toilettet, men det havde jeg det også skidt med. Andre gange har jeg hældt det i benzindunke og efterladt det på gaden. Men det er heller ikke så fedt – så bliver det bare en andens problem. Men når man arbejder på den forkerte side af loven, er der ikke så meget at gøre.”

I en alder af 24 havde Willem nok store kunder til at sige sit job op. Derhjemme lavede han ikke andet end at producere DMT. Han blev nødt til at have vinduerne åbne, når han arbejdede, hvilket betød, at der konstant lugtede af petroleumsæter omkring hans hjem. Til gengæld frygtede han, at røgelsen ikke var nok til at overdøve lugten, og at naboerne ville fatte mistanke. Willem blev mere og mere paranoid, hver gang nogen gik forbi hans hus, og han følte sig ikke længere tilpas derhjemme. ”Da jeg arbejdede med DMT på fuldtid, blev jeg meget paranoid,” fortæller han. ”Det hjalp heller ikke, at jeg kun sov meget lidt. Jeg arbejdede flere uger i træk og isolerede mig fra mine venner.”

Der gik ikke længe, før han følte sig så stresset, at det ikke længere var pengene værd. ”Engang troede jeg, at penge ville gøre mig lykkelig, men sådan har jeg ikke set på det i lang tid,” siger han. ”Mine daværende arbejdsgivere ville have mig til at lave speed og ecstacy for dem. Det var meningen, at jeg skulle flytte ind i et hus ude midt i ingenting, hvor der var både laboratorium og kemikalier til rådighed. Jeg kunne arbejde uden forstyrrelser og tjene tusindvis af euro om måneden.”

Han tager en pause og sukker. ”Det var lidt for meget for mig. Jeg var færdig med det,” indrømmer han. ”Jeg har tilbragt flere år med at lave stoffer og indånde kemiske dampe, mens jeg samtidig var bange for at brænde mit hus ned. Jeg ville bare blive i DMT-verdenen sammen med alle hippierne. Når man laver speed og kokain, kommer man til at arbejde med nogle helt andre typer.”

Henover det sidste år har Willem afviklet sit narkoimperium. Han vil stadig ikke afsløre, hvor mange han har arbejdet for, men han stiger, at det var let nok at kappe forbindelsen til dem. Betyder det, at han er helt færdig? ”Jeg vil altid dyrke kemi som hobby, men mine dage som hardcore DMT-producent er overstået,” siger han. ”Jeg er heldig, fordi jeg aldrig blev taget og har tjent en pæn sum penge – men i sidste ende ville jeg have min frihed tilbage.”

Og den frihed har han fundet i sit nye gartnerarbejde. Han vendte tilbage til skolebænken for at lære gartneri og landbrug. Han strækker benene ud, lægger hænderne bag hovedet og kigger på olielampen, der står på det lille bord uden for campingvognen. Vi tager afsked. Willem skal op tidligt og arbejde i marken.

*Navnet er ændret af hensyn til kildens sikkerhed.