Burger

Burger Palace er gået fra stoffer på toiletterne til vinder af 'Danmarks bedste takeaway'

Med natåbent og knallertlevering har Burger Palace overlevet næsten 40 år på Vesterbro.

af Amalie Thieden; billeder af Hedda Rysstad
11 januar 2019, 10:52am

De tre Yücel-brødre på Burger Palace: Serdar, Sertan og Sercan. Billede af Hedda Rysstad

For knap 40 år siden gjorde Mehmet Alan Yücel fra Tyrkiet, hvad ingen i København orkede. Han besluttede sig for at stege burgerbøffer midt om natten og servere dem for sultne folk på Vesterbro.

Rygtet om Burger Palaces natservering spredte sig hurtigt, og flere og flere slog sig ned i sæderne på restauranten. De var fulde unge fra nærliggende barer, Istedgades stofbrugere og sexarbejdere, politimænd og ambulancefører. Stedet var så populært, at taxierne holdt i kø på Vesterbrogade for at sætte kunder af, og når køkkenet lukkede klokken 05 om morgenen, var gulvet hvidt af tabte servietter.

Burger Palace
Burger Palace blev åbnet i 1980 på Vesterbrogade

Sådan lyder fortællingen i hvert fald fra Mehmet Alan Yücels tre sønner Sercan, Sertan og Serdar, der som unge knægte rendte rundt mellem kunderne i slutningen af 80’erne og starten 90’erne. Her fejrede de deres børnefødselsdage, og her fik de deres første job i opvasken.

“Det var en anden tid. Min far bad mig nogle gange holde øje med, hvem der gik på toilettet, fordi her kom stofmisbrugere, som tog narko derude,” siger 35-årige Sercan Deniz Yücel, der i dag ejer restauranten. “Sådan er det ikke længere.”

Denne eftermiddag i januar er restauranten fuld af teenagere fra områdets folkeskoler, der deler pizzaer på frokosttilbud og drikker postevand. Sådan forløber de fleste eftermiddage på Burger Palace, der trods navnet også serverer pizzaer, og som sidste år blev kåret som Danmarks bedste takeaway-restaurant.

Burger Palace burger

Pizzaerne blev introduceret på menuen i starten af 80’erne, dengang de kun hørte hjemme på italienske restauranter og ikke som takeaway-mad, fortæller brødrene. “Vores far kørte til Sverige med en varevogn for at købe en pizzaovn og for at hente pizzabakker, som man dengang ikke kunne købe i Danmark," fortæller familiens mellemste søn Sertan Evin Yücel. "Men det tog tid at få kunderne til at spise pizza, så han stod på gaden og delte slices ud for at lokke dem til.”

Sertan fortæller, at han er gymnasielærer og bruger sine overskydende timer på Burger Palace, mens Sercan og Serdar, der begge er revisorer, arbejder her fuld tid. De fungerer alle som kokke, opvaskere og madbude. Burger Palace er deres andet hjem, siger de, en kort distance fra hvor de er opvokset på Frederiksberg.

Både Vesterbro og Frederiksberg har ændret sig meget, siden Burger Palace kom til i 1980, mener de. Huspriserne er steget drastisk, og familier med gode indkomster er flyttet ind i det gamle Vesterbro-kvarter omkring restauranten. Steder som Halifax, Spuntino og Madklubben er åbnet længere nede af gaden, og i dag er det børnefamilier og ikke stofbrugere, der benytter restaurantens toiletter.

Om dagen konkurrerer Burger Palace nu med utallige pizzeria og burgerrestauranter og om natten med alverdens kebabsteder og døgnåbne 7-Elevens. Og det har været svært. Efter årtusindeskiftet fulgte nogle hårde år for Mehmet Alan Yücels, og som det ofte ses i klassiske familiefortællinger, kom sønnerne deres far til undsætning. Sercan Deniz Yücel overtog chefrollen i 2009, og købte få år efter restauranten af sin far.

Nu skulle der ske noget nyt, så Sercan Deniz Yücel besluttede, at Burger Palace skulle bringe maden ud til kunderne. Virksomheden kom på Just Eat i 2011. “Vi havde egentlig mistet håbet lidt, men da vi begyndte at bringe ud, fik vi bekræftet, at folk godt kunne lide os," siger Sertan Evin Yücel. "På det tidspunkt indså vi, at Burger Palace ikke var færdigt.”

Mange københavnere har siden set Burger Palaces mørkeblå biler og knallerter suse rundt i byen. Ifølge Sercan Deniz Yücel udgør udbringninger omkring 70 procent af virksomhedens omsætning. Fire biler og 16 knallerter bruges til at transportere cirka 1500 ordre ud til kunder hver uge.

Familiens yngste bror, Serdar Alan Yücel, fikser selv ødelagte knallerter fra et lille værksted i kælderen. “Når vi er ude og aflevere mad, oplever vi tit, at unge drenge har væltet knallerten, mens vi er inde hos kunden," siger Sercan Deniz Yücel. "Lige nu har vi fire knallerter, der skal repareres, og her er Serdar manden, som sørger for, at vi altid er køreklar.”

Burger Palace biler
Burger Palace har 16 knallerter, fire biler og en varevogn til at hente ødelagte knallerter.

Sidste år vandt Burger Palace førsteprisen ved Danish Take Away Awards, der blandt andet har Just Eat bag sig. 30.000 danskere stemte, og de besluttede, at Burger Palace er Danmarks bedste takeaway-restaurant.

Men googler du restauranten, ser du et mysterie udforme sig: Mens Burger Palace har en score på 4,7 ud af 6 på Just Eats hjemmeside med over 6.000 stemmer, så har restauranten langt lavere anmeldelser på andre platforme.

På Trustpilot har den 2,2 ud af 10 med 41 anmeldelser, på Tripadvisor har Burger Palace fået 3 ud af fem stjerner med 19 anmeldelser, og på Facebook har restauranten fået 3,3 ud af 5 baseret på 227 menneskers meninger.

Ifølge brødrene selv skyldes det blandt andet, at gæster af og til regner med for meget. “Nogle kunder tror, at de får en gourmetburger hos os. Men det får du ikke til 50 kroner," siger Sercan Deniz Yücel. "Vi laver helt klassiske burgere med gode råvarer, men skal du have en gourmetburger, skal du over på den anden side af gaden, hvor de koster 150 kroner.”

XL cheese på Burger Palace
XL Cheeseburger er restaurantens bedst sælgende.

Burger Palaces bedst sælgende burger, XL Cheeseburger til 49 kroner, består af en sesambolle, med ketchup, mayonnaise, tomat, løg, pickles, icebergsalat, ost og en 200 grams oksekødsbøf.

Men brødrene indrømmer gerne, at de har haft udfordringer med udbringning. “Mange af vores klager omhandler udbringning," siger Sertan Evin Yücel. "For pomfritter bliver slatne, når de transporteres. Det problem har alle takeaway-steder, men netop derfor er vi i gang med at teste nye emballager, der skal holde pomfritterne friske."

Denne eftermiddag på Burger Palace er en repræsentant fra Just Eat også dukket op. Kamilla Dannemarre Meincke er såkaldt brand marketing manager og hjælper brødrene Yücel med løbende feedback på deres produkter. Hun har også et bud på, hvorfor restauranten har bedre anmeldelser på deres hjemmeside end på andre platforme.

“På Just Eat opfordrer vi kunderne til at give feedback på alle ordre, for som vi allesammen ved, er folk mest villige til at give feedback, når de har haft en dårlig oplevelse," siger hun. "Fordi vi skubber folk til også at give feedback på gode oplevelser, har restauranten nok bedre anmeldelser på Just Eat end andre steder.”

Just Eat kan dog ikke svare på, om deres restaurantpartnere generelt har bedre anmeldelser på Just Eats portal end på andre hjemmesider.

Brødrene Yücel arbejder løbende på at forbedre deres service, mener de. Det er dog uundgåeligt, at nogen vil klage. Ligesom 1. januar, den travleste dag på året, hvor Burger Palace havde i omegnen af 650 ordre.

“Vi tager alle klager til overvejelse og forsøger at handle på dem," siger Sercan Deniz Yücel. "Vi serverer kun mad, vi også ville servere for vores egen mor, og derfor har vi holdt i 40 år. Men vi er mennesker, og selvfølgelig laver vi fejl."

Burger palace køkken
I køkkenet hos Burger Palace. Yngstebror Serdar med tre af restaurantens kokke.

Selvom arbejdet bag disken på Burger Palace kan være hårdt, især om natten, har brødrene svært ved at forestille sig ikke at bruge deres dage på restauranten, sammen med deres børn, koner og søsteren Laila. Også far Mehmet kommer stadig forbi Burger Palace de fleste dage i ugen, hvor han sidder i sin gamle, slidte stol på kontoret bagerst i restauranten.

”Burger Palace er vores stolthed," siger Sertan Evin Yücel. "Det er familiens femte barn.”