venskaber

Udlændinge i Danmark fortæller, hvorfor vi er så forbandet svære at blive venner med

"Medmindre man kender nogen, der kender nogen, så er man fucked."

af Søren Peter Knudsen
11 august 2017, 5:00am

Foto via D. Anschutz/Getty Images

Findes der noget bedre, end når det store udland taler om lille Danmark? Se lige hvor lykkelige, de er, hør lige, hvor liveable et land Danmark er, og fuck hvor er vindmøller bare vilde, siger de. Det er jo så rigtigt, tænker vi, og kigger stolt op på Dannebrog, der vajer i vinden. Solen skinner, bøgen er grøn, og de lyshårede piger smiler altid, mens de spiser salat. Vi elsker Danmark! Og vi elsker især, når alle andre elsker Danmark.

Derfor gør det også tilsvarende ondt, når der er noget, vi er rigtig dårlige til. En spørgeundersøgelse fra 2016 udarbejdet af organisationen InterNations viste nemlig, at Danmark er det land i verden, hvor det er sværest for udenlandske tilflyttere at blive venner med lokalbefolkningen. Organisationens årlige undersøgelse er baseret på besvarelser fra over 14.000 expats fra 191 lande og rangerer de bedste og værste lande at flytte til, bo og arbejde i som tilflytter. På andre områder som work-life balance og sundhed klarede Danmark sig godt, men vi er stadig på en absolut sidsteplads, når det gælder at få venner. Av, hva?

Hvis verden var ét stort skolecafeteria, så er Danmark åbenbart det bord, hvor de reserverede cool kids giver skeptiske elevatorblikke til de nye drenge og piger i klassen. I håbet om at få modbevist det ry bad vi udenlandske tilflyttere i Danmark om at fortælle om deres oplevelse med at få danske venner.

Konstantin Zverev, 28, Rusland


Jeg har været i Danmark i to år. Min kæreste havde fundet et job her, så vi besluttede at flytte sammen hertil. Det tog noget tid for mig at få tætte danske venner. De fleste har venner i forvejen, som de har kendt længe, og jeg forstår godt, hvis de ikke har behov for at få nye venner. Jeg tror, det er derfor. Folk, der flytter hertil fra udlandet, bliver ofte ikke boende permanent. Så hvorfor skulle man blive tætte venner med nogen, hvis de flytter væk igen? Jeg tror, det er udfordringen.

Når man skal blive venner med nogen – uanset om de er danskere eller ej – så skal man jo gøre en indsats. Man er nødt til at presse sig selv for at komme i kontakt med folk. Hvis man sidder og venter på, at folk kontakter en, så sker det oftest ikke. Nogle gange starter folk samtalen, men andre gange kender de hinanden i forvejen, og hvorfor skulle de så tale med dig?

Danskere har også meget fyldte kalendere. Hvis man spørger nogen, om de vil lave noget sammen, så kan de måske først om tre uger. Jeg har vænnet mig lidt til det. En af mine danske venner holdt fødselsdag i maj, men han inviterede allerede i oktober. Det ville aldrig ske i Rusland. Jeg skal snart til Rusland, og der laver jeg bare planer nogle dage eller en uge i forvejen, og så er folk klar.

Når man skal blive venner med nogen – uanset om de er danskere eller ej – så skal man jo gøre en indsats.

Hvis man har en dansk ven, der inviterer dig til fest, så må man aldrig gå glip af det, for det er god mulighed for at møde andre danskere. Danskere forstår virkelig at feste. Det er meget højrøstet, og folk er bare ligeglade. Især i lejlighederne, hvor man bare larmer og spiller musik indtil klokken 04. Det er meget dansk. Det overraskede mig.

Når danskere er fulde, er de vildt ærlige og mere tilgængelige. Men dagen efter er det måske kun halvdelen af dine facebook requests, der bliver accepteret. Måske betyder facebook-venskab mere for nogen, og det er fair nok, men når jeg selv er fuld, er jeg meget kærlig og vil gerne være venner med alle. Hvis man vil have nye venner, så er den gyldne regel, at man må tage det første skridt. For folk vil jo gerne – de skal bare passe dig ind i kalenderen.

Nu har jeg i hvert fald fem-seks tætte danske venner – af den slags, hvor vi hænger ud bare os to og kan lave noget afslappet. Jeg vil gerne blive i Danmark, for det er virkelig et dejligt sted at bo. Jeg lærer sproget og håber på at få permanent opholdstilladelse.

Vicky Chen, 35, USA

Jeg kom til Danmark for første gang for tre år siden, fordi jeg havde fået et freelancejob i halvanden måned. Min første og eneste Tinder-date var med en dansk mand, som jeg klikkede godt med. Vi blev kærester, jeg fik job og flyttede hertil, og i sidste måned blev vi gift. Efter to og et halvt år har jeg ikke fået venner, som ikke er gennem mit job eller min mand. Medmindre man kender nogen, der kender nogen, så er man fucked. Hvis jeg ikke havde haft min mand som indgangsvinkel til kulturen og de lokale, så ville jeg ikke have haft noget anker, og i stedet have levet det typiske expat-liv, hvor man mest hænger ud med andre expats.

Jeg prøvede at gå til nogle meet-ups. Det var super akavet. Intentionen er god, men man kan ikke forcere den slags. Jeg vil gerne tage nogle kurser, men de er svære at finde på engelsk. Jeg prøvede også appen Bumble BFF, som er til at finde venner. Jeg mødte en dansk pige, som var virkelig cool og vi mødtes nogle gange, men det holdt ikke ved, og det er også fint nok. Jeg prøver virkelig, men jeg har også et krævende job, og det kræver overskud at skulle finde venner. Men måske er det også sådan, danskere har det – så det går begge veje.

Der er en større dybde og mening bag et venskab i Danmark.

Alle, jeg har talt med, i Danmark anerkender, at danskere planlægger meget. De siger også allesammen, at de gerne vil være mere spontane, men der er ingen, der gør det. Danskere er ret private. Det kan man måske tolke som reserverethed, men hvis man henvender sig, er de altid søde og varme mennesker. Men man får sjældent den der, "hey kom hjem til mig i aften." Det gør man ikke, medmindre man allerede er venner. I andre lande, jeg har boet, er det mere casual at komme over og hænge ud. Og man behøver ikke lave mad eller have forberedt snacks eller noget. Min hypotese er, at det har noget at gøre med betydningen af hjemmet i Danmark. Man tilbringer meget tid indendørs om vinteren, og man føler måske, at hjemmet skal afspejle mennesket og derfor være perfekt.

Det er meget nemmere at finde venner via andre venner. For eksempel til en vens fest, hvor man møder deres venner og aftaler at tage en kaffe på et tidspunkt. Det var sådan, jeg plejede at finde venner andre steder, jeg har boet. I Danmark har man venner i forskellige grupper, som man ikke nødvendigvis blander.

Til gengæld oplever jeg, at danskeres loyalitet og engagement til et venskab er meget høj, når det først er etableret. Hvis man er 'venner' i USA, så kan det sagtens være, man bare kender hinanden via en e-mail. Min ven dit, min ven dat. Der er en større dybde og mening bag et venskab her. Det er rart, for det ligger tættere på mine personlige værdier.

Djeneba Sako, 26, Mali

Jeg flyttede til Canada som 17-årig for at læse en bachelor, og så kom jeg til Danmark i 2015 for at tage min kandidat. Da jeg researchede på Danmark, læste jeg rigtig meget om, at kulturen ikke er så imødekommende. Da jeg ankom, blev jeg overrasket over virkeligheden af det. Den første dansker, jeg mødte, var min bofælle. Hun gik på den samme skole, og hun sagde, at jeg ikke skulle regne med at få venner fra skolen, fordi de fleste var glade i deres lille bobbel.

I Canada fik jeg venner med det samme. Folk tog initiativ til at lave mad sammen og hænge ud ved siden af skolen. I Danmark er alle meget venlige, og det er hyggeligt i skolen – men det tager længere tid at udvikle sig til noget mere. Jeg var heldig at finde to danske veninder, som jeg stadig er tæt med. De var gode til at invitere over og bringe mig ind i deres liv. Men de fleste andre havde deres egen lille cirkel.

Men danskere har også virkelig travlt. De har deres gamle venner, deres forældre og venner fra andre skoler. Det er meget struktureret. Så hvis man laver planer, bliver det måske først om en måned, og så tænker jeg lidt – hvad betyder det? Er det et afslag, eller kan de virkelig først om en måned? Det er meget dansk, og det har jeg aldrig oplevet andre steder.

Danmark er meget homogent, så man bliver hurtigt 'den anden', og det kan kan mærkes.

Mange finder det måske svært at interagere med udlændinge? Måske især i mit tilfælde. 'Hvem er den her afrikanske person, hvor er hun fra, og hvad laver hun her?' Det gør ikke så meget i sig selv, men baggrunden for at spørge på den måde er interessant. Så indser man, at det måske er første gang, de taler med en person fra Afrika. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg er flygtning. Andre spørger, om jeg er den eneste i min familie, der har studeret. Nej, min far har en Ph.D, og min mor har en master. Alle spørgsmålene og fordommene står lidt i vejen for bare at tale sammen på et personligt niveau.

Før jeg kom til Danmark, tænkte jeg, at jeg kunne passe ind over alt, fordi jeg har boet mange steder og er vant til at tilpasse mig. Men i Danmark har jeg fundet ud af, at det ikke passer. Danmark er meget homogent, så man bliver hurtigt 'den anden', og det kan kan mærkes. Men så er der selvfølgelig også alle dem, der bare møder mig helt åbent.

Jeg har nok fire-fem tætte danske venner, men de fleste af mine venner her er fra udlandet. For nylig inviterede en af mine danske venner mig med til sin fars 70-års fødselsdag. Det gav mig en følelse af at have 'klaret det' og gjorde mig virkelig stolt. Hele familien og alle deres venner var med. Det var en dejlig følelse, og jeg følte mig meget velkommen.

Helen Jane Myrr, 29, England

Jeg kom til Danmark for fem år siden for at studere. Jeg vidste næsten ingenting om Danmark andet end, at der er mange cykler og smukke mennesker. Dagen før første skoledag mødte jeg op hos en fyr, jeg skulle couchsurfe hos. Han var den første dansker, jeg mødte. Han var meget åben og imødekommende, og jeg endte faktisk med at bo der i tre måneder. Hvis man er på couchsurfing, er man sikkert i forvejen internationalt mindet, men det var en virkelig god oplevelse.

Den første dag på uddannelsen skulle vi lave en af de der introlege, som ingen rigtig har lyst til. Der var en dansk fyr på mit hold, som jeg kom godt ud af det med. Resten er historie, og vi er stadig kærester i dag. Der var også en anden dansk fyr og en britisk pige, som jeg klikkede med lige med det samme. Så lige fra begyndelsen havde jeg danske venner, og jeg har aldrig følt mig ensom i Danmark, eller at jeg ikke kunne få danske venner.

Jeg tænker ikke længere over, hvilke af mine venner, der er danskere og hvilke, der er internationale.

Jeg kan virkelig godt lide den danske form for humor, og når man lærer folk at kende, er humor sindssygt vigtigt. Danskerne fatter det bare, tænkte jeg. Et andet lighedspunkt er alkoholkulturen. Når man lærer nogen at kende, tager man ud og får en øl – ikke at man behøver at drikke sig i hegnet, men danskere er ret afslappede i den sammenhæng, og det er briter også. Så snart man har en øl i hånden, er man lidt mindre beskyttende om sig selv.

Sproget er en anden ting, men jeg gik på en international uddannelse, så der var ingen sprogbarriere mellem danskerne og de engelsktalende, for danskerne var allerede meget hjemmevante på engelsk. Danskere er også ret fattede. De kan godt lide at planlægge, men det kan jeg også. Det har jeg vænnet mig til ved Danmark, for sådan tror jeg ikke, jeg var før.

Jeg tænker ikke længere over, hvilke af mine venner, der er danskere og hvilke, der er internationale. Der er nok lidt overvægt af danske venner, faktisk. Mine venner er med til at gøre mit liv virkelig dejligt, så jeg er meget taknemmelig for dem – både danskere og internationale.

Adrian Pool, 26, Canada

Adrian. Foto: @annetranholm

Min kone er fra Danmark, og vi boede der i en periode på ni måneder for nogle år siden. Vi blev også gift, mens vi var der. Vi cyklede bare ned på rådhuset, som var meget ældre og flottere end noget der, hvor jeg er fra. Jeg er uddannet tømrer og har min egen tømrer- og designvirksomhed i Canada, så jeg håbede på at lære mere i Danmark, men der er langt mere teknisk uddannelse end i Canada, så jeg kunne ikke blive certificeret. Jeg kunne heller ikke sproget, hvilket også gjorde det sværere at finde noget arbejde. Så jeg slappede bare rigtig meget af og fik snittet en masse træskeer, som jeg blandt andet sælger i min virksomhed.

Det var svært at møde venner. Der var nogle folk til danskundervisning, men kurset varede kun i seks uger, og alle skulle noget andet bagefter, fordi det var om morgenen. Jeg var måske heller ikke ivrig nok efter at skabe venskaber. Vejret gjorde det også svært at gå ud og møde folk naturligt. Jeg kan godt lide at skate for eksempel. Jeg mødte nogle søde folk i skatemiljøet, men så regnede det måske de næste tre uger – og jeg havde været vant til at skate næsten hver dag. Vi kom i september og rejste igen i juni, så vi missede også lige alt det gode vejr.

Man kan ikke rigtig møde folk i byen. På barerne er de fleste rygere, og alle er meget fulde, fordi de først kommer klokken 02.

Engang inviterede jeg en fyr over til øl efter skating. Jeg forsøgte at finde nogle fælles interesser og sådan, men han snakkede mest bare om, at han skulle roadtrippe i Sverige med sine gamle venner, ligesom han gjorde hvert år. Ham talte jeg ikke rigtig med igen.

Fordi min kone er fra Danmark, havde jeg nok forventet at skabe lidt flere forbindelser. Men alle havde meget travlt, så vi mødtes heller ikke så oftes med hendes venner. Og så er det jo også super dyrt at gå ud. Man kan heller ikke rigtig møde folk i byen. På barerne er de fleste rygere, og alle er meget fulde, fordi de først kommer klokken 02.

Til sidst kunne vi mærke, at det ikke ville blive fedt for mig, i hvert fald ikke inden for den nærmeste fremtid. Medmindre jeg kunne tale flydende dansk, ville jeg ikke rigtig kunne føre en dybere samtale. Sproget er en rigtig stor del af det at være der.