Fem drinks til den danske sommer, der lugter mindre af sejlersko, end rosé og spritz gør

FYI.

This story is over 5 years old.

Sommer

Fem drinks til den danske sommer, der lugter mindre af sejlersko, end rosé og spritz gør

Lad en bodegaficeret børneis og rød-hvide russere være din redning denne sommer.

De seneste par somre har danskerne saftet sig ned i aperol og rosé, og i år er forbruget gået helt amok. Nogle har sågar følt, at vi har brug for konceptet aperolterrasse, og i skralderum landet over flyder det med tomme papdunke, der tidligere var fulde af lyserød vin. Men hvad gør man, når sommeren varer i uendelig lang tid, og man har tyllet så mange lyserøde dråber i sig, at man er ved at sprøjtebrække sig, hver gang man ser en pullover eller et par sejlersko?

Annoncering

Man får nærmest bank af sin bartender, hvis man bestiller en mojito, og der skal altså mere end bare én sygt god sommer til, før det bliver legitimt, at gøre piña coladaen til en ting herhjemme. Derfor har vi lagt hjernerne i blød og udtænkt (eller gentænkt) fem sommerdrinks, du let kan lave, når du føler trang til at sætte lidt krydderi på din sommerbrandert.

Sun Lolly-Fernet

Når danskerne skal være fulde om sommeren, er noget af det vigtigste, at det, der drikkes, skal være koldt, lyserødt og smage lidt af Italien. Noget af det koldeste og mest lyserøde, der findes, er Sun Lolly med hindbærsmag, og intet smager mere af Italien end den sorte bitter fra Fernet Branca.

I stedet for at klippe hele toppen af isen, så den kan skubbes op, nøjes du med at klippe hjørnerne af toppen. Start med det ene, og sug så den søde saft i dig. Når du har fortæret det øverste af isen, stikker du en åben, to centiliters Fernet Branca-flaske ned i hullet med bunden i vejret. Så klipper du modsatte hjørne af og drikker løs. Det er lyserødt, men det er mere bodega, end det er sejlersko.

Ingredienser: 1 Sun Lolly med hindbærsmag, 1 to cl Fernet Branca-flaske

Rød-hvid russer

En White Russian er ikke russisk, men belgisk. Den er heller eller hvid (medmindre den er for tynd). Og blandingen af mælk, vodka og kaffelikør har historisk ikke været særligt populær, før The Dude gjorde den til sin foretrukne drik i kultfilmen The Big Lebowski. Men vi har regnet ud, hvordan man gør den mælkede drik særlig sommerlig og til et stensikkert dansk sommerhit fra Farum til Fanø: Man udskifter mælk med koldskål.

Annoncering

Er man en rigtig gastronom, laver man naturligvis sin egen koldskål (og kaffelikør for den sags skyld), men en købekoldskål dur sagtens. I starten klumper koldskålens sig en smule sammen, men svinger man glasset en smule, blandes ingredienserne lynhurtigt til en kold, letteresyrnet mokkaherlighed.

Ingredienser: Vodka, kahlua, kærnemælkskoldskål.

G&T i agurk

Gin and tonic er en af de ganske få positive ting, der er kommet ud af briternes kolonisering af Indien. Det har altid været en populær drik, men de seneste år har den virkelig fået vind i sejlene i Danmark – især i takt med, at produktionen af lokal gin er eksploderet. Flere og flere sværger til, at citron får selskab af en skive agurk, men hvorfor stoppe der?

Agurk er en perfekt, organisk beholder, der nedbringer brugen af plastikkrus til stor glæde for miljøet, og glasset kan spises bagefter, så man også husker at spise og ikke gå sukkerkold i sommervarmen. Bare husk, at både gin og tonic skal være kolde. Der er nemlig ikke plads til isterninger.

Ingredienser: 1 stor agurk, cocktail-ske, gin, tonic

Irsk iskaffe med god samvittighed

Iskaffen har virkelig fået en revival de seneste par somre. Det på trods af, det objektivt set er den største trussel mod miljøet siden Cheminova. Men hvad gør man, når trangen til iskaffe alligevel bliver for overvældende, og den dårlige samvittighed gør sit indtog? Man drikker det væk.

Køb en iskaffe. Det er ligemeget hvilken. Tilføj så et generøst skvæt whisky, hver eneste gang du overvældes af uundgåelige skyldfølelse. Så er du både sikret en solid brandert, og du kan glemme alt om det totale omfang af iskaffens miljøsvinene dårligdom. Men vigtigst af alt, er du sikret en kølig sommerdrink.

Annoncering

Ingredienser: 1 købe-iskaffe, 1 flaske af den billigste whisky.

Koldt vand

Husk at drikke vand. Seriøst. Over 40 mennesker er døde i Japan som følge af hedebølgen, og selv om det ikke er helt så varmt i Danmark, er det stadig rigtig vigtigt at få noget væske, som ikke er øl. Vand smager i øvrigt pisse godt, hvis man er tørstig, og det er altså ikke farligt, selv om nogle få originaler tror det. Desuden smager det ikke meget anderledes end den der Sutter Home-rosé, du labber ukritisk i dig.

Synes du, det er for kedeligt, skal du bare drikke dit vand af et glamourøst glas og smide lidt is i, så der dannes en smule rim på ydersiden af glasset. Yum. Bare hold dig fra “raw water”. Fuck en omgang humbug.

Ingredienser: Postevand, is, et smart glas